Tilfredse redaktører
Det blå redaktørsegment er tilfredse draget på ferie. Fremstillingen af den røde regering som umulig er lykkedes til et 12-tal.
Det er nu evident for enhver dansker, at landets nye regering er en katastrofe. Bevares, ind i mellem har det krævet knofedt med hård kost fra kampagnejournalistikkens nederste skuffer.
Betalingsringen var en krævende opgave. Men gudskelov var der her stor hjælp at hente fra de altid oversete vestegnsborgmestre, der kun inviteres i de blå spalter, når de skal skælde ud på deres egne partifæller på Christiansborg. Hvad de ellers mener, føler og synes ude på den vestegn, er i øvrigt inderligt ligegyldigt - det er jo ikke der, abonnenterne bor.
Løftebrudene var da også en træls omgang at komme igennem. Her var det igen Berlingske, BT og JP, der måtte trække det tunge læs:
Journalisten: Blå medier holdt liv i myten om løftebrud
Mandag Morgen: Løftebrudsregeringen er en myte
Der er også sendt en stor buket til Özlem Cekic, uden hvis store hjælp af flere omgange, det flotte resultat ikke kunne være opnået. De blå drenge og piger i redaktørkorpset sender samtidig en stille tak for, at det endnu ikke er gået op for Özlem & Co., at der kun er 72 røde mandater i Folketinget. Det lover godt for sommeren og den kommende efterårssæson.
En diskret tak til regeringens spindoktorer, er det også blevet til. Uden deres fjumren rundt i kulissen, var hele projektet da godt nok blevet noget vanskeligere at håndtere.
Så er der selvfølgelig hele tæskeholdet af blå kommentatorer, der dagligt sørger for at vedligeholde den gode stemning om regeringens snarlige undergang og skrive alt det, som journalisterne nu ikke lige kan skrive og bevise. Uden dem kunne krisestemningen ind i mellem risikere at gå hen og blive lidt mat:
Thomas Larsen: Bunden endnu ikke nået for regeringen
Og endelig er der økonomerne. Ja, pu-ha, de har søreme skuffet fælt! Det har været direkte kontraproduktivt for sagen, at de pludselig begynder at rose regeringen:
Topøkonomer roser Thornings regering
Dette måtte da også straks afstedkomme en skriftlig reprimande fra Børsens chefideolog og tidligere VK-spindoktor, Christopher Arzrouni, til den værste af dem, økonomiprofessor Nina Smith. Hun kom for skade at sige til Børsen, at "den sidste ti-års periode var forfærdelig i forhold til at føre en fornuftig økonomisk politik."
Arzrouni skælder ud på Ninna Smith
Da Børsen skulle viderebringe den slags udtalelser fra en økonomiprofessor, måtte journalisten da også lige følge op med et modspørgsmål:
-Men regeringen fører jo en anden politik, end den talte om inden valget?
"Jeg har været meget kritisk over for begrebet løftebrud. Der skete et chok i verdensøkonomien, da gældskrisen blussede op i oktober sidste år efter valget, hvor vi havde fået ny regering. Hvis regeringen havde siddet med hænderne i skødet og sagt, at vi har en kontrakt med vælgerne, så vi kan ikke gøre noget, ville det have været fatalt for dansk økonomi. Regeringen skal roses for, at den har taget bestik af situationen og forsøgt at løse problemerne. Så det er helt fortjent."
Nå, lad nu ikke økonomerne ødelægge den gode stemning. Tænk hvis man begyndte at kradse for meget i det der med 10 års uansvarlig økonomisk politik?
Özlem, hvor er du???







Kommentar
Kære Teddy Østerlin Koch
Jeg er en af dine faste læsere, og håber ikke, at du af den grund bliver fyret.
I dit seneste indlæg skrev du bl. a., at:
Det blå redaktørsegment er tilfredse draget på ferie.
Jeg ved godt, at det handler om noget helt andet.
Men som freelancer og journalist - som har levet af at sælge historier i godt 40 år - er jeg godt forarget.
DJs ledelsessegment er draget på ferie og har lukket hele informationsbiksen, - d. v. s. Journalisten og journalisten.dk ( samtidig med, at man har ansat en redaktør på journalisten.dk, som starter sit job med en måneds ferie).
Det er ret utryggende.
Undskyld, at jeg brugte dit indlæg til at knalde ud.
Venlig hilsen
Bodil Rohde