Thomas Larsen er den reneste

Er der en branche, der er kendt for grove interne beskyldninger, store egoer og bagtale, så er det da mediebranchen. Det nye er, at folk - journalister - nu selv går i medierne og åbenbarer deres årelange rivaliseringer.

Kællingeslagsmålet i Information mellem landets magtfulde kommentatorer ville være til at dø af grin af, var det ikke for en spirende bekymring over, at det måske ender med at være de "onde", der vinder. Gennem mine seks år som nyhedsvært, har jeg naturligvis haft stort set alle kommentatorer i studiet. I begyndelsen blev de brugt sjældent, men efterhånden som antallet af sendetimer steg, og politikerne i stigende grad sagde nej tak til at komme ind hver aften, blev vi nødt til at fylde tiden ud med kommentatorerne.

Nogle er naturligvis mere troværdige end andre, men fælles for dem er, at de langt hen ad vejen gætter sig til, hvad der foregår på Christiansborg. Bevares, det er kvalificerede gæt, for de fleste har fulgt det politiske spil så længe, at de kender logikken. Nogle af dem er så mere politiske i deres vurderinger - andre mere journalistiske - og igen er det tydeligt, at et par af dem har personlige hassaner, de også lige skal have igennem, nu de alligevel er i fjernsynet.

Når nu disse kommentatorer efterhånden er blevet store celebrities og har mere 'air time' end langt de fleste politikere, så er det klart, at politikerne gør noget ud af at udnytte dem så godt, de kan. Det gælder vel også statsministeren. Kommentatorerne har over for det politiske system fået en stor uformel magt, og seerne er på grund af en total forfladigelse af den politiske dækning efterladt til at tro på disse selvbestaltede guruer frem for at tænke selv. Eller det er, hvad både politikere og kommentatorer forestiller sig.

Heldigvis - og det kan man se, når der bliver stemt - lever kommentatorerne og politikerne i deres egen lille symbiose, hvor de skiftes til at piske en stemning op om ingenting. Alt handler om spillet bag og ikke ret meget om indholdet. Mens kommentatorerne drikker kaffe med politikerne, er borgerne overladt til frustrationen over alle de reelle samfundspolitiske problemer, der hober sig op, men som ingen ansvarlige tør give sig i kast med af frygt for at skubbe vælgerne fra sig, få en dårlig meningsmåling eller et uheldigt skudsmål under en politisk analyse i prime time.

Det er i virkeligheden drønærgerligt, for jeg er sikker på, at befolkningen egentlig hellere vil koncentrere sig om reelle politiske problemer end frugtesløse og ligegyldige spekulationer om, hvorvidt Fogh render af pladsen før tid eller ej. Nu er det så spillet om spillet, der er blevet interessant. Hvem er den mest troværdige kommentator? Qvortrup beskylder Thomas Larsen for at være i lommen på Fogh. Og her må jeg lige starte med at tage hatten af for Qvortrups mod. Hans mirakuløse tilbagevenden til seriøs journalistik efter flere år på Se og Hør og før da som Venstres spindoktor, burde få ham til at tænke sig lidt bedre om, inden han kastede med sten fra sit glashus.

Men selv om hans motiver og troværdighed i denne sammenhæng er tvivlsomme, så har han heller ikke ret. Hvis der er nogen, der ALDRIG har været i lommen på nogen og som har gjort en dyd ud af IKKE at mænge sig andet end journalistisk med politikerne, så er det da Thomas Larsen. I stærk modsætning til Qvortrup (Venstre), Kristiansen (Venstre), Mogensen (socialdemokrat) og Engell (konservativ).

Både journalistisk og rent moralsk vil Thomas Larsen til hver en tid vinde guldmedalje, langt over den næste i rækken af overbrugte kommentatorer. At lige netop han bliver offer for et personligt angreb, er derfor dobbelt grotesk.

Del artiklen med dine venner på Facebook

Kommentarer
TIP: giv dit indlæg et langt liv. Overhold Journalisten.dks retningslinjer for debat.

Re: Thomas Larsen er den reneste

Kære Paula,

 Nu skal jeg ikke blande mig i, om Thomas Larsen er i lommen på Fogh eller ej. Jeg ved det ganske enkelt ikke. Men jeg har da læst noget af det, han skriver, og har ret hurtigt dannet mig et billede ud fra det - men det er for så vidt uinteressant.

 Det interessante i mine øjne er derimod, at netop du forsvarer Thomas Larsen. Det er du naturligvis i din fulde ret til. Det er måske bare værd at huske, at du da heller ikke selv er uden en fortid. I denne sammenhæng tænker jeg ikke på den politiske, men din tid på selvsamme Berlinger, som trykker hr. Larsens kommentarer. Og læser man i ny og næ dine kommentarer, ved man også, at du stadig har et særligt forhold til netop dén lille tryksag.

Spørgsmålet er jo så, om du virkelig er den rette til at kalde de celebre, politiske kommentatorer utroværdige. Selv tager jeg ikke din helgengørelse af Larsen som andet end et 'sødt' partsindlæg - ja, en art forsvarstale for en ven. Ligesom jeg gør, når visse politiske kommentatorer udtaler sig om politik.

Kristian 

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Og med Kristians indlæg in mente kunne man til almen oplysning tilføje denne her, hvor det er Thomas Larsen, der forsvarer Paula Larrain. http://www.berlingske.dk/article/20071030/valg/71030048/

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Åh, Kristian, åh, Jørgen. Jeg har såmænd arbejdet sammen med Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen på Berlingske, ligesom jeg har haft nogle hyggelige stunder med Peter Mogensen, da han var spin doctor for Nyrup. Ja, og jeg har såmænd brugt Thomas Larsen 90 procent af tiden, når jeg brugte kommentatorer som nyhedsvært. Og det var der en grund til, nemlig ovenstående.

Jeg synes, det er kært, at I giver den som undersøgende journalister og finder "hemmelige" sammenhænge. Hertil kan jeg tilfredsstille jeres journalisttalent ved at nævne, at jeg har kendt Qvortrup allerlængst. Ham har jeg personligt stor respekt for som en gammel kollega og ven, men jeg har været skeptisk og utilfreds med hans linie på Se og Hør - det er heller ikke hemmeligt. Med andre ord: Vi er totalt fedtet ind i hinanden, da vi er fra nogenlunde samme generation på Berlingske. Thomas Larsen kom først til Berlingske mange år efter, at jeg var holdt op. Den virkelige konspiration ligger i, at vi allesammen kender hinanden personligt og sågar arbejdet sammen på kryds og tværs :-)

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

... ligesom kommentatorerne kender politikerne, og har arbejdet med dem på kryds og tværs. Journalistisk 'renlighed' er sgu svært her i landet, men lad den, der er uden synd, kaste den første sten ;-)

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Du slår ned på noget væsentligt, Kristian, lidt i forlængelse af diskussionen om den frie presse under et andet blog-indlæg. Alle er fedtet ind i noget og derfor er åbenhed omkring det - for mig at se - den rette vej frem. Sagt på en anden måde: Qvortrup, Kristiansen osv kan sagtens være troværdige, nøgternt balancerende, selvom de har en baggrund, der involverer statsministeren meget direkte. Men når ret skal være ret, så har Thomas Larsen netop gjort en dyd ud af at holde sig uafhængig - og det skal et eller andet sted også belønnes med tillid. For hans linie har garanteret været den sværeste at holde.

Rent analytisk - i forhold til den konkrete sag - så giver påstanden om, at Fogh vil blive og gøre jobbet som SM færdigt, inden han rejser, jo meget god mening. Sådan helt logisk, realpolitisk tænkt. Påstanden er i hvert fald ligeså meget værd som påstanden om det modsatte. Som sagt: Det er kvalificerede GÆT!

Og lige til sidst: Selvfølgelig er mit indlæg et partsindlæg - det ligger jo ligesom i konceptet BLOG ;-) - så kan man tro på mig eller lade være - være enig eller ej. Omvendt kan man sige, at jeg som folketingskandidat absolut ingen interesse har i at lægge mig ud med landets mange kommentatorer.

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

For en sjælden gangs skyld er vi uenige, Paula. Jeg opfatter også Qvortrup som mere ren end Larsen. Ex-spindoktor eller ej: Jeg føler mig slet ikke sikker på, at Qvortrup stemmer V eller K. Det er jeg til gengæld helt sikker på, at Thomas Larsen gør. Han ER bare regeringen meget venligt stemt, og jeg mindes heller ikke at have set ham skrive bare én kommentar til Socialdemokraternes fordel. Jeg har aldrig set ham anerkende Thorning-Schmidt for noget som helst. Men jeg har mange gange set ham skrive om alle hendes mange og store politiske problemer.

Det får mig til at tænke, at det afgørende ikke (nødvendigvis) er, hvem man tidligere har og ikke har arbejdet for. Det afgørende er evnen til at analysere og vinkle helt uhildet, præcis som du med al ret hyldede vores gamle kollega Ole Damkjær for i en tidligere blog.

Peter Mogensen er bare en vits i sammenhængen. Han er "dobbelt belastet", for til forskel fra hvad vi andre ville gøre, gør han intet for at træde ud af sin gamle rolle som socialdemokratisk spindoktor. Derfor siger det også alt om Politikens nye linje, at man uden forbehold ansatte ham som højprofileret politisk kommentator. Den var ikke gået under Per Knudsen, så meget er sikkert. 

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Kære Jakob, Larsens vurdering af Thorning kan jo være den rigtige - uanset, hvad man stemmer. Det ville netop være politisk at sætte sig ned som analytiker og dele sol og vind lige efter partifarve :-)

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Klap nu lige hesten.

Vedr. Henrik Qvortrup, ved alle med lidt indsigt, at han bleve fyret fra Aller Se og Hør, grundet oplaget faldt i de 6 år han var chef.

Aller lavede en pæn afsked med Henrik Qvortrup og han fik et par mdr. til at finde et nyt job.

TV2 lavde så en kortvarig aftale med Qvortrup.

Så enkelt er det.

 

 

 

 

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Hvorfor er mit tidligere indlæg blevet slettet?

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Som anført ved samtlige artikler, så slettes alle kommentarer, der ikke overholder Journalisten.dk's retningslinjer for debat. Det gælder eksempelvis anonyme indlæg.

mvh

Jens Jørgen Madsen, webredaktør.

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Jeg synes, der er en håndfuld rigtig dygtige politiske kommentatorer - og jeg har altid været ret begejstret for Thomas Larsen. Jeg hverken kender eller har arbejdet sammen med nogle af dem og har ingen interesser i at skændes om, hvis far der er stærkest. Men jeg vil bare skyde ind i debatten, at jeg i dag har hørt Thomas Larsen i P1 og læst hans klumme i Berlingske - hvor han har udtrykt sig yderst positivt til Thornings krisepakke.

 

Re: Thomas Larsen er den reneste

Hvilken kommentator var det, der sagde, at Fogh ikke ville til udlandet? Håber Fogh sender en buket for tak for den tid, han vandt p.b.a. den famøse kommentar.

 

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
  • Tilladte HTML mærker: <a> <em> <strong> <cite> <code> <ul> <ol> <li> <dl> <dt> <dd> <p> <br> <img> <object> <param> <embed>
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.

Om formatering af kommentarfeltet

CAPTCHA
Svar os
Spamsikring. Lettere at svare på end mange af spørgsmålene til DJHs adgangsprøve.
Udgiv indhold