21. april 2014
BLOG
Brigitte Alfter:
Små penge, stor betydning

Statsministerens bror: »Ekstra Bladet brød reglerne med vilje«

Ekstra Bladet brød de presseetiske regler med vilje, da de citerede fra Knud Løkke Rasmussens lukkede Facebook-profil, mener statsministerens bror. Han kritiserer nu Pressenævnet for at være magtesløst. Læs stort interview med den tidligere Se og Hør-journalist her.
18/10/2010 | 13:56

Af: Andreas Marckmann Andreassen

Ekstra Bladet brød de presseetiske regler med vilje, da de citerede fra Knud Løkke Rasmussens lukkede Facebook-profil, mener statsministerens bror. Han kritiserer nu Pressenævnet for at være magtesløst. Læs stort interview med den tidligere Se og Hør-journalist her.

Da Knud Løkke Rasmussen søndag den 4. juli havner på forsiden af Ekstra Bladet, er det starten på en historie, der skal blive til et principielt opgør om, hvad medierne må citere fra Facebook. 

Statsministerens bror har ellers selv sat det hele i gang ved at kalde Socialdemokraternes Mette Frederiksen for en »skrigeskinke« i en statusopdatering på sin Facebook-profil. Men der er tale om en såkaldt lukket Facebook-profil, som kun accepterede venner har adgang til.

Alligevel skrev Ekstra Bladet: "Lars Løkkes bror håner oppositionen" og dernæst: "Knud Løkke Rasmussen vil hellere æde pigtråd og pisse glasskår end være venner med skrigeskinken Mette Frederiksen".

Men ifølge Knud Løkke Rasmussen har Ekstra Bladet handlet stik imod de presseetiske retningslinjer - og bedre vidende.

I sidste uge fik han ret i Pressenævnet. Siden blev afgørelsen kritiseret af blandt andre mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

Nu tager Knud Løkke Rasmussen til genmæle over for kritikken:

»Ekstra Bladet har brudt de presseetiske retningslinjer med vilje,« siger Knud Løkke Rasmussen til Journalisten.dk.

Afgørelsen fra Pressenævnet kom ikke bag på Knud Løkke Rasmussen. Faktisk havde han læst en tidligere afgørelse fra Pressenævnet om lukkede Facebook-profiler. Han havde også henvist til afgørelsen flere gange over for Ekstra Bladet, inden de bragte historien.

»Jeg bliver mødt af en mur af larmende tavshed på mine mails, hvor jeg flere gange fortæller, at de er i fuld gang med at overtræde god presseskik med åbne øjne. Jeg skal ikke kunne sige, hvilke overvejelser de har haft, men de kan i hvert fald ikke påberåbe sig, at de ikke vidste det,« siger Knud Løkke Rasmussen.

Ekstra Bladet bragte i sidste uge Pressenævnets kendelse om, at de brød de presseetiske regler ved at citere fra Facebook-profilen. Men chefredaktør Poul Madsen har understreget, at han er uenig i afgørelsen.

Det er mediejurist Oluf Jørgensen også. Men statsministerens bror mener, at Oluf Jørgensen træffer sin afgørelse på et forkert grundlag. Oluf Jørgensen mener, at Knud Løkke Rasmussen generelt deltager i den politiske debat - også uden for Facebook - og at sagen derfor har offentlighedens interesse, samt at Knud Løkke Rasmussens profil med sine omkring 400 venner må anses for at være et offentligt forum.

Knud Løkke Rasmussen er kommunikationschef i en teknologivirksomhed. Han afviser, at han er en politisk aktiv person.

»Man kan ikke finde noget politisk aktivt på mig. Hvis Ekstra Bladet gik i deres arkiver, så kan de finde et billede af mig fra en demonstration mod nynazisme for 15 år siden, det er det. Jeg skriver ikke læserbreve, jeg er ikke politisk aktiv. Jeg er ikke medlem af nogen organisationer, der kan siges at have et poltisk tilsnit, jeg er ikke medlem af noget parti. Jeg er ikke et politisk interesseret menneske,« siger han.

Knud Løkke Rasmussen understreger også, at han kun er venner med folk på Facebook, som han kender personligt og har mødt, med undtagelse af Leonard Cohen. I det 57 sider lange klageskrift til Pressenævnet, som Journalisten.dk er i besiddelse af, gennemgår han samtlige sine venner på Facebook og skriver, hvordan og hvornår han har mødt dem.

Kan du forstå, at Oluf Jørgensen vurderer, at de opdateringer har offentlighedens interesse?

»Nej, hvis det virkelig skulle være gældende, så ville jeg synes, det her land er på vej ned ad en sliske, hvor jeg ikke har lyst til at ende. Hvis det har offentlig interesse, at en politikers bror siger noget i et privat forum, har det så også interesse, hvad en nabo mener? Han ser nok Lars mere, end jeg gør. Jeg mener, at konceptet må være sådan i Danmark, at dem, vi vælger, eller dem, der besidder vigtige offentlige embeder, de har offentlighedens interesse. Jeg er jo ikke imod pressefrihed. Men der må være en grænse.«

Hvad mener du om argumentet om, at det medvirker til at gøre din profil offentlig, at du har flere venner, der er journalister?

»Det mener jeg ikke holder en meter. Grunden til, at jeg er venner med journalister, er meget åbenlyst, at jeg selv har været en af dem. Langt de fleste journalister på min venneliste er folk, jeg har arbejdet sammen med på Se og Hør og Billed-Bladet. Det er folk, der godt forstår at skille privatliv og arbejde ad.«

Oluf Jørgensen sammenligner Facebook med et forsamlingshus.

»Da jeg er en ældre herre, som er vokset op i en tidsalder uden Facebook, hvor man holdt møder i forsamlingshuse og mødelokaler, så kender jeg også til reglerne for, hvornår man her må citere. Og lukker man rent faktisk 400 ind til et møde - herunder nogle journalister - så har de ret til at referere, hvad der kommer frem af politiske tilkendegivelser på disse møder,« sagde Oluf Jørgensen forleden til Journalisten.dk.

Det er Knud Løkke Rasmussen selvsagt uenig i.

»For at blive i det billedsprog: Jeg har ikke holdt et møde i et forsamlingshus, jeg har lejet det til en privat fest. Og så er Poul Madsen at sammenligne med den knallertbølle, der kommer og tvinger sig ind. Det har han en klokkeklar kendelse på, at han ikke må, men det kan jeg forstå, at han vil blæse på,« siger han.

Knud Løkke Rasmussen mener, at Pressenævnet har et stort problem, når Ekstra Bladet i hans øjne slipper af sted med fortsat at fremføre de påstande, kendelsen har fastslået, at de ikke må videreformidle.

I går skrev Poul Madsen i sin leder, at Knud Løkke Rasmussen har skrevet, "at Villy Søvndal er 'en idiot'", og om Mette Frederiksen hed det: "Vil sådan set hellere æde pigtråd og pisse glasskår end kalde soc'ernes skrigeskinke for min ven".

»Ingen kan være tjent med et samfund, hvor hadefulde angreb breder sig som en epidemi i det skjulte. Hvis man vil hænge andre ud eller tale nedsættende om politiske modstandere i en bredere kreds, så må man stå til ansvar for det, der bliver sagt - eller holde kæft! Derfor ændrer Pressenævnets afgørelse intet for Ekstra Bladet. Vi vil fortsat bringe krysternes angreb frem i lyset,« skrev Poul Madsen.

Knud Løkke Rasmussen mener, at lederen gentager de påstande, som Pressenævnet netop har kritiseret.

Overvejer du at gå til Pressenævnet en gang til, hvis det er din opfattelse, at Ekstra Bladet fortsætter med at krænke de presseetiske regler?

»Ja, det gør jeg - jeg sidder og skriver til dem lige nu. De invaderer stadig mit privatliv. I første omgang skriver jeg et brev til Pressenævnet og spørger, hvad jeg rent praktisk skal gøre. Skal jeg starte forfra på en ny klage?«

Knud Løkke Rasmussen mener, at Pressenævnet er den store taber i hele denne sag.

»Hvad er værdien af et Pressenævn, hvis man med en klokkeklar kendelse som denne her bare når frem til konklusionen: Vi gør, hvad der passer os. Så er der ikke megen værdi i at have Pressenævnet. Der er heller ikke megen mening i, at jeg får to spalter på side 14 i avisen, når de skal undskylde - når historien var på forsiden, over flere sider og i tv. Jeg har vundet en sag, men Pressenævnet har tabt,« mener Knud Løkke Rasmussen.

Hvis du mener, at Pressenævnet ikke virker, hvad kunne man så lave om, for at det gør?

»Den helt hårde udgave er, at et medie bliver pålagt at bringe en kendelse i samme omfang, som man bragte historien. Så ville det være noget, man faktisk frygtede. Det ville jo ikke klæde Ekstra Bladets tirsdagsudgave, hvis de skulle have det på spisesedlen og på forsiden, at de har brudt god etik og moral.«

Du har selv arbejdet som journalist i halvfemserne på blandt andet Se og Hør og Billed-Bladet. Kommer denne her sag bag på dig?

»Ja, det kommer bag på mig. Nu har jeg ikke skrevet en linje i et medie, siden jeg stoppede som chefredaktør på musikmagasinet MIX i halvfemserne, og det var tilbage i 1994, jeg stoppede på Se og Hør. Men hvis Se og Hør 1994 stillede sig op i en boksering imod dansk presse 2010, så var vi blæst ud på røv og albuer, inden første gonggong havde lydt. Dengang havde Se og Hør ry for at være klassens frække dreng, men vi havde helt klare regler for, hvad man måtte og ikke måtte. Man skrev ikke om utroskab, man rodede ikke i skraldespande, man gav folk en fair chance for at komme til orde. Jeg synes at mediebilledet, og ikke kun Ekstra Bladet, er blevet væsentligt mere hardhitters i dag, end vi var dengang.«

Kommentar

18/10/2010 - 16:30
Heine Jørgensen

Hvis nogen er en bølle, er det naturligvis Lars Løkkes bror. For lukket fest på Facebook eller ej: Nogle fester fortjener der at blive kastet lys på. Især hvis de 'holdes' i inderkredsen af magtens absolute top.

Og Lars Løkkes bror tilhører bestemt den cirkel. Ikke kun i kraft af sit brorskab - men også fordi han 'opfører' et politisk spil, der på pinligste vis, hvad der reelt tales og tænkes om i netop denne magtens inderkreds. De tanker fortjener da lys - jo mere jo bedre.

Der er intet anderledes i de historier, der er lavet om Lars Løkkes bror, end hvis en ihærdig journalist havde boret sig ind på udtalelserne via telefonopkald og personlig kontakt med personer, der havde oplevet samme Lars Løkkes bror råbe op. Facebook er bare en ny kilde af den bedre slags, hvor det skrevne ord tæller endnu bedre end mundtlige beretninger!

At Lars Løkkes bror vurderer væsentlighed anderledes end Ekstra Bladet bør hverken overraske eller forarge. Det burde derimod føre til debat, hver gang medierne vælger at klappe hælene i og holde kæft, når magten holder fest bag deres egne, selvbestaltede lukkede døre.

I en tid, hvor spindoktorer som netop Lars Løkkes bror lever alt for godt af at pakke virkeligheden ind i deres egne interesser, er det bare frem med skovlen og forhammeren....der er nok døre, som fortjener at blive sparket ind.

Sæt i gang! 

18/10/2010 - 16:41
Knud Løkke Rasmussen

Hej Heine,

Jeg ved ikke, hvad det er for en "magtens absolutte top", du hentyder. Størstedelen af mine venner - på FB og i virkeligheden - er ret ganske almindelige mennesker, jeg har været så heldig at mødt i mit liv. Derfor passer din - og dit blads - præmis om, at man bruge min profil til at afkode "hvad der reelt tales og tænkes i netop denne magtens inderkreds" da heller ikke.

Jeg har også svært ved at genkende det "politiske spil". Langt, langt, l-a-n-g-t de fleste opdateringer på min profil er helt nede på jorden betragtninger om fodbold, kystbanetog, musik og småbørn. Det ville du kunne læse, hvis du var ven med mig på FB, men det er du - og Ekstra Bladets læsere jo ikke. Derfor kan du og din redaktør blive ved med at fremture med en urigtig påstand om, at der foregår noget hardcore femte kolonne på min profil. Det gør der ikke.

Og så lige for en god ordens skyld. Det er ikke bare mig, der vurderer sagen anderledes. Det gjorde Presenævnet, der mig bekendt er et uvildigt organ, også. Jeg vandt - I tabte! Længere er den sådan set ikke.

 Mvh.

 Knud Løkke 

18/10/2010 - 18:32
Erik Haaest
Gad vidst, om journalist Løkke Rasmussen har siddet i en kældercelle i det Allerske hus.
Jeg var fast tilknyttet Se og Hør fra 1970 til 1987 som journalist, dels i København, senere på provinsredaktionen i Esbjerg.
Nu var de bonede gulve ikke lige mit stofområde. Jeg holdt mig til krimi, dramaer, ugens glade krøbling og luksusludere omkring Halmtorvet og i provinsen. Dertil en masse kendisser,
Min daværende chef var  'mep-' , og jeg husker mere end tydeligt, mep's ord:
"Når fine folk vil have os med til bryllup, må de også finde sig i, at vi kommer til skilsmissen".
Hvis Knud Løkke Rasmussen mener, at facebook.com (lukket kreds eller åben) er stedet at møde sine venner og afsløre sine meninger, så har han vist misforstået noget.
Ytringsfriheden har vide grænser. Men man har aldrig kunnet komme i vanskeligheder ved at oplyse fakta.
Hvis nogen er en 'skrigeskinke', kan man enten holde sin kæft eller - hvis man vil udtaler sig om nogen - finde sig i, at støde en eller flere.. Jeg har set folk blive idømt straf for at fremsætte injurier i en lukket kreds omkring et spil kort.
Problemet for Knud Løkke Rasmussen, vil være - hvis 'skrigeskinken' vil ofre ham retslig opmærksoomhed - at han får svært veed at gøre en diommer forståeligt, hvad sådan ér er for én. Herlig hilsen Erik Haaest 
18/10/2010 - 19:49
Knud Løkke Rasmussen

Dit indlæg kalder på et par svar.

Jeg husker selvfølgelig udmærket Meps ord om, at "når folk har inviteret os med til deres brylllup, har de også inviteret os med til skilsmissen." Men jeg jo netop ikke inviteret til noget som helst. Sådan er det bare. Der er en væsentlig forskel. Der er også det væsentlige faktum, at jeg hverken er sanger, skuespiller eller politiker for den sags skyld.

Mht. til at jeg mener, at min private, hermetisk tillukkede FB-profil er stedet, hvor jeg kan mødes med mine venner og småsnakke om stort og småt, jamen, så er det jo rigtigt. Det har jeg Pressenævnets ord for - uanset, hvad du eller EB måtte mene.

Skulle det komme til, at jeg evt. måtte forklare begrebet "skrigeskinke" i en bredere offentlighed, så er det såmænd heller ikke så svært. Mig bekendt er begrebet opfundet af Ekstra Bladets tidligere redaktør, Falbert. Det er i øvrigt et ord, man lejlighedsvis kan se anvendt på Ekstra Bladets side to, hvor en flok anonyme journalister - under navnet Slyngelstuen - gør sig muntre (på ret underholdende vis) om stort og småt og - ikke mindst - navngivne kendisser og politikere... Men, hov, er Slyngelstuen så mon nogle af dem, Ekstra Bladet sigter på, når man i weekendens leder vil gøre op med "krysterne"? 

 

18/10/2010 - 21:27
Jakob Andresen

Kære Heine.

Vil du ikke være rar at forklare, hvordan du definerer "magtens inderkreds", hvilket belæg du har for at konkludere, at Knud Løkke Rasmussens statusopdateringer på Facebook er identiske med, hvad der tænkes og tales om i denne inderkreds og slutteligt hvorfor du mener, at Knud Løkke Rasmussens betragtninger er interessante for offentligheden? 

MVH 

26/10/2010 - 14:27
Morten Top

Paradoksalt at Poul Madsen i sin klumme advarer mod en epidemi af hadefulde ytringer, der spreder sig i det skjulte. Er det ikke netop, hvad Ekstra Bladets nationen! går ud på? Med stor succes i øvrigt.

»Ingen kan være tjent med et samfund, hvor hadefulde angreb breder sig som en epidemi i det skjulte. Hvis man vil hænge andre ud eller tale nedsættende om politiske modstandere i en bredere kreds, så må man stå til ansvar for det, der bliver sagt - eller holde kæft! ...«

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kompetent og tillidsvækkende vejleder søges til formidlernes a-kasse

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS)
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Søndagsavisen søger redaktionssekretær

Søndagsavisen
Ansøgningsfrist: 21/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Journalist til Christiansborg

Dansk Folkeparti
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Er du Radio24syvs nye Nyhedschef

Radio|24syv
Ansøgningsfrist: 22/04/2014


Nyt fra Kommunikationen.dk