23. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

Så lær det dog, Ove

Superliga-træner Ove Christensen mistede søndag aften besindelsen for snurrende kamera i Onside på TV3+ efter et 0-4-nederlag til Brøndby på hjemmebane. Ikke så meget nyt i det. Det har han gjort før. Og mange andre før ham. Blandingen af en såkaldt lammer, trangen til at slå igennem og undskyldningen med et klap på skulderen var bare et hak for meget.  
25/04/2011 | 22:41
Kurt Lassens billede
Kurt Lassen

Superliga-træner Ove Christensen mistede søndag aften besindelsen for snurrende kamera i Onside på TV3+ efter et 0-4-nederlag til Brøndby på hjemmebane. Ikke så meget nyt i det. Det har han gjort før. Og mange andre før ham. Blandingen af en såkaldt lammer, trangen til at slå igennem og undskyldningen med et klap på skulderen var bare et hak for meget.

Ellers et klassisk studie i forudsigelig trænerretorik og optrapning af en konflikt med kulminerende raseriudbrud for åben skærm. Men utroligt og kommunikations-alarmerende at erfarne trænere ikke kan lære det. Eller de tilstræbt professionelle ledelser i danske fodboldklubber. Eller for den sags skyld politikere og ministre med mange år på bagen.

Jo, der er en god mulighed for, at en journalist stiller et kritisk spørgsmål to gange. Også tre eller fire, hvis den udsendte reporter kommer op imod en pladespiller. Eller forfølger en dagsorden. Som Ove Christensen siger til journalisten i interviewet på sidelinjen i Randers: ”Hør nu her, lille ven, jeg ved ikke, hvor du får dine spørgsmål henne...”

Naturligvis ved Randers-træneren det – også at reporteren har en redaktør i øret, der måske fremturer eller insisterer på den fortsatte kritiske vinkel. Selvom søndagens udsendte, Rasmus Lund, sagtens kan selv, og man kan mene, at han kørte for hårdt på en mand i affekt. Sagtens. Spørgsmålene var ikke til at tage fejl af, men det var dagsordenen heller ikke. Efter Randers-nederlag på 0-4 til Brøndby var den klar, ikke mindst efter randrusianerne 1-4-deroute i Aalborg fire dage forinden:

Har Ove Christensen en umiddelbar fremtid i klubben? For et år siden feteret æresborger for at redde klubben fra en nærmest uundgåelig nedrykning til noget, der pludselig tager sig ud som tjære og fjer. Den dagsorden forfulgte TV3, redaktør og reporter, den dagsorden forfølger pressen, den dagsorden er name of the game.

Reportere og fotografer skal pinedød befinde sig i umiddelbar nærhed af skudlinjen - uden utidig sammenligning med krigsreportagen i øvrigt. Men disciplinen er journalistisk banal i sig selv. Sidelinjetjansen er hårdt adrenalinarbejde, og der er ikke mange skud i bøssen, når kameraet ruller live for et par hundrede tusinde seere. Som alle over næsten en kam brokker sig over uopfindsomme og ligegyldige spørgsmål. Den udsatte position har dog og heldigvis vundet lidt forståelse i den bredere nyhedsdel af branchen, der har fået for vane at sende direkte fra stort set hvert eneste vildfarne snefug i landet, mens en stakkels udsendt står måbende og halvblank i billedet og med mikrofon i hånd vender sig mod en tilfældig brandchef.

Og for nu lige at vende krisekommunikationen i danske fodboldvirksomheder. Så lær dog jeres trænere at håndtere medierne. Også selvom de igen og igen påberåber sig retten til selv at styre den del af metieren. Der findes kompetente pressechefer og rådgivere i de danske klubber. Men der findes også anakronistiske trænerskikkelser, som klubledelser og pressechefer må tage i skole, fordi dagsordener ikke sådan lader sig ændre.

Så lær trænerne at fremstamme i søvne: ”Jeg passer bare mit arbejde og har ikke i sinde at sige op. Du må spørge min direktør, om jeg skal fyres...”

For hverken klub eller træner vinder noget som helst ved i fysisk forstand at lange ud efter omgivelserne...

 

Kommentar

26/04/2011 - 01:55
Henrik Rasmussen

Kurt

Kunne du ikke også lære dine kolleger at være bare lidt mindre dumme, når de interviewer - det virker som om I journalister er noget forkælede, sådan som I tuder når nogen siger fra.

 Det må da kræve lidt mere af en Journalist at man blot kører løs ud af sit eget spor uden at høre om/hvad der bliver svaret - ellers bliver man efter min mening bare end dum mikrofonholder.

Med venligt klap

Henrik 

26/04/2011 - 14:51
Peter Korsgaard

Kære Henrik

Rasmus Lund hører netop hvad der bliver svaret og reagerer på det. Han hører, at Ove Christensen totalt svarer udenom, og derfor stiller han spørgsmålet igen og igen. Det er dygtigt journalistisk arbejde i min bog.

26/04/2011 - 16:50
Klaus Wendelboe

Jeg kunne ikke være mere enig, Peter.

Rasmus Lund passer sit arbejde og gør det eneste rigtige. Det var en fornøjelse at slippe for: hvad føler du...

26/04/2011 - 08:45
Poul Møller
Det er rigtigt, som Kurt skriver, at fotografer og reportere skal være hel fremme i skudlinien, men de behøver vel ikke at skabe krigen, for at få en skudlinie at stå på
26/04/2011 - 10:52
Lars B. Jørgensen

De kunne også overveje at træne Ove C i et ramme endnu bedre til en anden gang:-)

Selve spørgsmålet natur er så betongtung, træls og tabloid en indfaldsvinkel, at det næsten - kun næsten - retfærdiggør Ove Christensens iøvrigt aldeles menneskelige handling.

26/04/2011 - 11:07
Kurt Lassen
Jeps, kan jeg kun sige. Men Lars, den tabloide indfaldsvinkel arbejder du jo selv med til daglig, og dagsordenen og vinklingen kan ikke komme bag på nogen. Slet ikke Ove C. Og her 12 timer senere er han så fyret...
26/04/2011 - 12:07
Erik Bjørn Møller

Problemet er jo ikke, at denne såkaldte reporter er "tabloid" i sin tilgang. Det kunne han sagtens have været - både begavet og kritisk og alt muligt. Problemet er derimod, at han i sin letlæselige og billige provokation - der intet har med ordentlig journalistik at gøre - stillede ufatteligt elendige, ubegavede og kluntede "spørgsmål."

Mine tæer rettede sig først ud, da Ove C. huggede til...! Det var velgørende.

26/04/2011 - 14:19
Jon Pagh

"Mine tæer rettede sig først ud, da Ove C. huggede til...! Det var velgørende."

Flot kommentar! 

Man kan diskuttere, om reporteren skulle have trukket sig fra interviewet tidligere. Men man kan satme da ikke diskuttere, om det var i orden, at Ove Christensen slår ham - eller hvad? Det er ikke en diskussion, jeg vil deltage i. Og jeg synes ærlig talt, at det er sørgelig læsning, når Erik Bjørn Møller føler sig "velgjort" af et slag rettet mod en mand, der udfører sit arbejde. 

Jeg har i øvrigt hørt klogere journalister fortælle, hvordan de bliver ved med at spørge, til de får deres svar.

Mvh

Jon Pagh 

26/04/2011 - 12:20
Kurt Lassen
:-) Erik - jeg havde måske også kørt en lammer, selvom den i min bog udføres med knyttet næve. Men jeg er så heller ikke cheftræner i en superligaklub. Og som den kommunikationsekspert og spindoktor du er, vil du selvfølgelig vide at vare din næve i sådan en situation - tænk om Haarder havde fuldendt med en lige højre mod Sloth... 
26/04/2011 - 13:22
Erik Bjørn Møller

 

@ Kurt;-) Man behøver jo ikke at være spindoktor for at kunne se, at Ove Cs kommunikation har plads til forbedringer... Men man behøver jo heller ikke at være uddannet journalist for at kunne se, at 3 Plus er en gøglerbod, der skider på gedigen journalistik og spekulerer i billige provokationer, ubærlige stramninger og ulidelig overfladiskhed. Og det er jo slet ikke nødvendigt - vi vil jo for helvede bare se noget superliga-fodbold...!!!

 

26/04/2011 - 13:35
Erik Bjørn Møller

@ Kurt : Nu behøver man jo ikke at være spindoktor eller ekspert  for at kunne se, at Ove Christensens pressehåndtering har plads til forbedringer.

Men det ændrer nu heller ikke ved, at 3 Plus' behandling er en gøglerbod af billige provokationer, ubærlige stramninger og forudsigelige klichéer. Fuldstændig unødvendigt på alle måder. Vi vil jo bare se noget superliga-fodbold - og den har de jo!!

 

26/04/2011 - 13:58
Lars B. Jørgensen

Det er en del af den journalistiske selvforståelse, at man altid har ret uanset den sammenhæng, man måtte agere i. Så institutionaleret er den fjerde statsmagt blevet og det er til at brække sig over. Desuden er jeg sikker på, at dum og tungnem journalistik er med til at degenerere og devaluere faget over en bred front.

Folk som ham den eklatant enfoldigt lydende Viasat-mikrofondomptør er ikke andet end den laveste fællesnævners ambassadør. Og på vegne af sportsjournalistiikkens (i forvejen) dårlige ry, kan jeg kun sig: Get fucking lost!

26/04/2011 - 16:33
Kurt Lassen
Øh - så er spørgsmålene da ikke værre. Ove kører først pladespilleren og det lange faglige svar, som er ok dækkende for kampen. Og så fremturer reporteren med den dagsorden, der er halvt døgn senere er mere end åbenlys for offentligheden: Er Ove C færdig i Randers...
26/04/2011 - 17:06
Jakob Andresen
Jeg er nysgerrig af natur og tillader mig at spørge de debattører, der bifalder Ove Christensens korporlige reaktion, hvor hårdt man må slå, når man bliver irriteret over et eller flere spørgsmål fra en journalist? Og må man knytte hånden?
26/04/2011 - 21:51
Jakob Sejr Teichert
Og må man som journalist slå - undskyld "klappe" - igen eller skal journalisten efter at have udført sit arbejde samtidig vise sit kristne sindelag og bede om et klap på den anden skulder?
27/04/2011 - 00:09
Morten Savbak

At Erik Bjørn Møller og Lars B. Jørgensen er et par (imbecile) levn fra dengang journalistik var lig med renskrivning af pressemeddelelser og smørrebrød med sidevogn til frokost, hersker der vist ingen tvivl om. Jeg desuden ser en fælles romantisk fortid, som eneste mulige svar på, at I kan være så rørende enige.

Journalistens spørgsmål var befriende i en verden hvor "hvordan ser du kampen?" og "hvordan vurderer du holdets indsats i dag?" er de eneste tilladte spørgsmål i kølvandet på et nederlag.

Hvor var det dejligt befriende, at journalisten gik til stålet og ikke slap grebet da Ove C - som KL skriver - kører pladespilleren. Selvfølgelig er det interessant at spørge ind til en mulig trænerfyring, og hvem bedre at spørge en hovedpersonen selv? Og lige for at sætte det i perspektiv: Skulle Søren Eriksen uddele lammere til de erhvervsjournalister der siden DSB-fyringen har jagtet ham for en forklaring på, hvordan han har formået at køre DSB First i sænk. 

lol. 

27/04/2011 - 09:52
Lars B. Jørgensen

@Savbak

Muhahaha. Erik Bjørn Møller har lavet flere dagsordensættende historier, end du kan drømme om at nå i det ganske vist stadig vårgrønne journalistliv

27/04/2011 - 12:47
Anders Hvid

Hentyder du til den historie, han plantede om konkurrende spindoktor, der i sidste betød, at denne blev fyret. En historie, som Erik Bjørn Møller efterfølgende har erkendt, var løgn, og at EBM godt vidste det, da han viderebragte det sladder for tilsværte én anden mand..... Name of the game, som EBM siger, når han genfortæller forløbet.... Nå, det var et sidespor.

Jeg kan SLET ikke forstå, at der er nogen, som kan argumentere for, at en reporter skal klappes til, når denne gør sit arbejde. Fint, at der er nogen, som vil have et svar. Spørgsmålene kunne da passende være mere elegant formuleret, men de er skarpe og præcise, og de SKAL naturligvis stilles til Ove. Det vil en rigtig journalist i hvert fald gøre.... Og der gør Rasmus Lund på glimrende vis. Ove C kan stoppe og takke af, inden han mister kontrollen. Det vil en større mand gøre. Men han fejler, og han reagerer på tåbelig vis. Menneskeligt, javist.

Var EBM blevet klappet ned af den spindoktor, som han fik tilsværtet og fyret, var det vel også menneskeligt, eller hvad? Jeg ved i hvert fald godt hviken af de handlinger, jeg ville have mest forståelse for. Hvad tænker du, Lars?

27/04/2011 - 12:20
Kurt Lassen

LBJ, fodboldredaktøren på din egen avis og sportsportal argumenterede i en klumme samme aften for, at Ove C var for langt ude. Din sportsredaktør sad live i Hutlihut på TV2 to timer efter episoden og fordømte handlingen, som han titulerede langt over grænsen og i øvrigt på sportslig baggrund vurderede, at Ove C var en færdig mand i Randers. Næste formiddag blev Ove C fyret for fuld gul breaking-banner hen over alle de platforme, du selv boltrer dig på. Så kan du sgu da ikke bebrejde en sidelinjereporter med en redaktør i øret for at være lige lovlig live og på forkant med situationen ved at insistere på en vinkling, som alle konkurrenceparametre i sportsbranchen det næste døgn vil være dreje omkring. Tabloid eller ej - han gik efter historien, og den holdt hele vejen... 

27/04/2011 - 13:01
Lars B. Jørgensen

Nu er jeg ikke medlem af en sekt, hvor samtlige medlemmer formodes at følge trop i blind konsensus, hvis en redaktør/leder måtte have en holdning til et givent spørgsmål. Never. Ever. At Viasat-marionetten på sidelinien har haft en insisterende redaktør i øret, siger mere om dén konstellation end noget andet. Dixit.

Men lad mig komme dig så langt i møde:

Nej, man må ikke slå. 

Ja, Ove C burde vide bedre efter alle de år i branchen (som så er blevet stedse dummere, men det er en anden sag).

Min pointe er, at der ligger en fuld forståelig menneskelig reaktion bag Ove Cs handling.

At dømme efter reaktionerne fra folkedybet, er der langt hen ad vejen opbakning til følelsesreaktionen fra Ove C. Det burde man som fag ikke sidde overhørig, hvis man respekterer læserne/brugerne/seerne.. Og jeg synes det ville klæde journalismen, hvis man - bare en gang imellem - kiggede indad og spurgte, om denner eller hin arbejdsmetode var den rigtige. Eller, i dette tilfælde, om sideliniespørgsmålet ganske enkelt havde forkert adressat, fordi det var bestyrelsen i Randers, der retteligt  skulle svare (det gjorde de så også i anden sammenhæng).

I seneste nummer af Journalisten er der en kommunikationsfidus, der snakker om journalistikkens dårligdomme og selvbekræftende "hellighat". Jeg synes faktisk manden har en væsentlig pointe, for en sag som denne eksponerer igen, hvordan journalisters selvforståelse øjensynligt er ubeklikkelig. Og det er, for at sige det på jævnt dansk, til at brække sig over.

27/04/2011 - 13:18
Kurt Lassen
LBJ, fred være med din opfattelse af sekten. Jeg adresserer mekanismerne, som du selv navigerer i, som en sidelinjereporter pinedød skal navigere i - og en historie i et medie afhængig af seertal, som andre er af løssalg. Ove C er ansvarlig for de sportslige resultater - 0-4 til BIF efter 1-4 til AaB fire dage forinden. Manden er i overhængende fyringsfare eller har han i sinde at drage konsekvensen selv? That was the question, og det blev stillet så tilpas mange gange, indtil han svarede - med et hårdt slag på skulderen. Resten af svaret fik vi som "breaking news" dagen derpå...
27/04/2011 - 15:16
Jesper B. Jensen

'Se Ove Christensen miste besindelsen' - sådan lyder rubrikken om indslaget, hvor Ove C. 'dasker' til reporteren, på Onsides egen hjemmeside. Og det fortæller jo det hele: reporteren/redaktionen vil intet andet end at fremprovokere en reaktion fra en mand, som man på forhånd har besluttet bør være presset efter at have tabt to superligakampe i træk. Hvis det skal være udgangspunktet, så kan programmets reportere jo opføre samme pinagtige cirkus efter stort set hver eneste superligarunde året igennem - hvilket de på det nærmeste også gør. Problemet er for mig at se, at dette ikke er en enkeltstående hændelse i kanalens fodbolddækning (og lad mig bare tage tabloidpressens tilgang til fodbold som stofområde med her), men at det skriver sig ind i en årelang historik, hvor det af en selvfed branche fremstilles som kritisk journalistik, hver eneste gang en træner, leder eller spiller reagerer hidsigt, vredt etc. på et givent spørgsmål. Og her er især tendensen med at 'skrive' historier om potentielle trænerfyringer op, så snart et hold ikke har vundet i et par kampe, i særlig grad plat og fordummende. Det er sket flere gange både før og siden, men jeg husker tydeligt, hvordan Onside tåkrummende pinligt også forsøgte at bringe en fyring af Troels Bech på banen i begyndelsen af sæsonen, da Silkeborg kun havde 2 point efter de første 5 kampe, og siden er det vist gået meget godt for både ham og klubben.

At nogle, som f.eks. Kurt Lassen, mener, at reporteren stiller kritiske spørgsmål og holder fast i dem, har jeg svært ved at få øje på. Jeg ser og hører en klovn, der ikke hører efter, hvad der bliver svaret - uanset om, han har en redaktør i øret eller ej. Det er udelukkende tonefaldet, der er 'kritisk' og latterligt aggressivt, og spørgsmålene er uforskammede, uden indsigt (f.eks. kunne man have lavet en optælling af Ove C.'s pointhøst i foråret - som i øvrigt er på 9 point - og sammenlignet den med FCN's 9 point, Sønderjyskes 8, EFB's 8 og Lyngbys 3 point og bedt ham forholde sig til om den er tilfredsstillende) og hele setuppet udviser en eklatant mangel på respekt over for både Ove C. og seerne. Ja, Randers har tabt to kampe i træk og ligger i bunden, og måske var Ove C. ikke manden, der skulle føre holdet videre efter sidste sæsons redning - men det er for mig at se en helt anden og meget mere interessant historie, end den Onside præsenterer os for. Og da den kræver et minimum af nuancer og indsigt bliver det nok heller ikke på 3+, at den historie vil blive fortalt.

 Uanset hvad så er det interessante journalistiske spørgsmål for mig, hvad det er Onside, og gerne også de af jer kommentatorer her, der synes, at indslaget er udtryk for godt journalistisk håndværk, vil med et sådant interview. Hvad er det for en historie, de/I vil fortælle mig som fodboldinteresseret seer?

Stay charming

27/04/2011 - 16:54
Kurt Lassen

Jesper, er af gode grunde rimelig uenig. Randers vandt de første to kampe  i foråret - og ikke de efterfølgende seks. Kulminerende med 1-4 og 0-4 og i den grad i nedrykningsfare. Sådan er sportens verden sort og hvid, fra den ene uge til den næste, og sådan spidser dagsordener til - hvilket efterspillet i Randers siger alt om. Men da godt at Ove kunne få noget taletid efter at have sundet sig i GoMorgen DK på TV2 - den slags hyggechat er der ikke tid til på dyrt betalt rettigheds-tv umiddelbart efter live-kampe i superligaen: http://go.tv2.dk/morgentv/id-39266538.html

 

p.p1 {margin: 0.0px 0.0px 0.0px 0.0px; font: 12.0px Geneva}

Seneste nyheder

23/04/2014 | 12:41
Jakob Albrecht
23/04/2014 | 10:24
Andreas Marckmann Andreassen
23/04/2014 | 10:24
Andreas Marckmann Andreassen
23/04/2014 | 09:46
Andreas Marckmann Andreassen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk