25. april 2014
BLOG
Nick Allentoft:
Gør DR til open source

»Nye journalister er hundeangste«

Søren Espersen fra DF er rystet over, hvor nemt unge journalister lader sig kue og næsten af sig selv tilbyder at sende artikler til godkendelse. Ansvaret ligger hos journalistuddannelserne, siger han til Journalisten.dk.
16/02/2012 | 12:02

Af: Lasse Højsgaard

Søren Espersen fra DF er rystet over, hvor nemt unge journalister lader sig kue og næsten af sig selv tilbyder at sende artikler til godkendelse. Ansvaret ligger hos journalistuddannelserne, siger han til Journalisten.dk.

Som politiker eller pressechef på Christiansborg er det ingen sag at få journalister til at gå med på aftaler om godkendelse af citater, udlevering af spørgsmålene på forhånd eller særlige områder, der ikke må stilles spørgsmål ved.

Sådan siger Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der både taler ud fra sin erfaring som politiker, men også som tidligere pressechef for sit parti.

»Jeg har selv oplevet, hvor let det er at få journalisterne til at gå ind på mine betingelser. Hvis der var noget, som Pia Kjærsgaard ikke gad snakke om, for eksempel intern uro i partiet, så kunne man sagtens lave en aftale om, at interviewet bliver uden det og det,« siger han til Journalisten.dk.

Men selv om Espersen som pressechef nød at have den styring, så synes han ud fra sin journalistiske baggrund, at det er en dybt problematisk udvikling.

»Det er da ulækkert. Som journalist ville jeg da aldrig finde mig i, at jeg på forhånd skulle have at vide, præcis hvilke spørgsmål jeg måtte stille. Der savner jeg en presse, der siger: on your bike!« siger Espersen.

I hans øjne er journalisternes føjelighed et voksende problem. Det er nemlig især de unge og nyuddannede journalister, der mangler rygrad til at sige fra over for de betingelser, kilderne stiller.

»Når det gælder unge og nyansatte journalister, så gør de det nærmest af sig selv. De virker næsten hundeangste på forhånd og siger med det samme: du får selvfølgelig artiklen til gennemsyn. Og det overrasker dem altid, når jeg så siger, at jeg ikke gider se det,« siger han.

Og det er ikke kun Søren Espersen selv, der har den oplevelse omkring de unge journalister. Han fortæller, at han har spurgt kolleger rundt omkring på Christiansborg om netop dette fænomen, og at mange bekræfter tendensen med, at journalisterne uopfordret tilbyder, at kilden kan godkende citater.

Ansvaret, mener Espersen, ligger på journalistuddannelserne.

»Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden. Men det er da i hvert fald ikke den måde, jeg blev opdraget på Journalisthøjskolen. Dengang skulle kilderne næsten trække citaterne ud af os for at få lov at se dem. Jeg synes, det er helt galt, når man frivilligt overleverer redigeringsretten til kilden.«

Selv om Espersen som pressechef stillede betingelser for interviews, rådede han aldrig partimedlemmerne til at kræve citatgodkendelse.

»Jeg har altid sagt, at de ikke skal gøre det, for danske journalister citerer korrekt. Det ved jeg. Det kan så godt være, man ikke kan lide den sammenhæng, man bliver sat i, men det kan man alligevel ikke blande sig i.«

Imidlertid har Søren Espersen og Dansk Folkeparti en anden politik, når det gælder svenske journalister. I et interview i Journalisten har Sydsvenskan-journalisten Claes Fürstenberg fortalt, hvordan svenske journalister konsekvent bliver nægtet interviews med Pia Kjærsgaard.

Det bekræfter Søren Espersen.

»Det er rigtigt, og forklaringen er, at svenske journalister er nogle slyngler, og det må du gerne citere mig for. De har kun en ting for øje, nemlig at manipulere. For at give dig et eksempel, så lavede jeg selv et interview med en avis i Göteborg. Interviewet var gengivet helt korrekt, men illustrationen var Johnni Hansen, der marcherede gennem gaderne. Så kan de rende mig! Derfor har vi sagt til svensk tv, at de gerne må interviewe Pia Kjærsgaard, men det bliver kun live, så de ikke kan manipulere med hende.«

Søren Espersen kalder udviklingen med stadig mere føjelige journalister for et skråplan, og han mener, det er på uddannelserne, der skal rettes op.

»Det er ikke to, men 10-15 oplevelser, jeg har haft. Så det kan ikke være et tilfælde. Og det må være, fordi de lærer det på journalistuddannelserne.«

Søren Espersen blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1980. Som journalist har han arbejdet på Dagbladet Ringsted, på B.T. og på Billed-bladet, inden han i 1996 blev pressechef i DF.

Se svaret på kritikken fra Henrik W. Jørgensen, uddannelseschef på DMJX.

Kommentar

16/02/2012 - 12:37
Christian Slot, 5. semester

Citat:
»Nogle gange tager jeg nærmest journalisterne i skole og spørger: hvorfor tilbyder du det her? Og svaret er så, at de har fået at vide på skolen, at det er en god ide for at bløde jorden op i forhold til kilden.

 Det passer ikke. Vi ses.

Mvh
Christian Slot
Praktik, JydskeVestkysten, hvor jeg naturligvis sender artikler/citater til gennemsyn, skulle de være faktafyldte. 

 

16/02/2012 - 13:02
Christian Slot, 5. semester

Desuden:

På Journalisthøjskolen lærer man, at man  skal høre den kritiserede part - såvidt det er muligt.

Det er sgu lidt for let at kunne slippe af sted med at sige, at "det underviser de dem i på skolen".

Arrrh, sku' vi nu æ lige.

16/02/2012 - 13:10
Mille Lykke Sørensen

At tilbyde en kilde at gennemse citater for faktuelle fejl er ikke det samme som at man ”overleverer redigeringsretten”. Det kaldes at opføre sig ordentligt. Og det lærer man ganske rigtigt på uddannelserne i dag.

Mille Lykke Sørensen

stud. Master i journalistik, SDU 

16/02/2012 - 14:23
Ulrik Bachmann

"hvor jeg naturligvis sender citater til gennemsyn..."

 Du mener vel "i helt særlige tilfælde sender citater til gennemsyn". Det håber jeg da i hvert fald.

16/02/2012 - 14:27
Johs Krarup

Søren Espersen er da en gammel hykler. På den ene side kritiserer han danske journalister for at sikre sig, at citater og faktuelle oplysninger er i orden. På den anden side vil han ikke lade sin partiformand interviewe af svenske jouranlister, der er lidt kritiske.....

Tjah, tjoh, hva' ska' man sige......

Johs Krarup

16/02/2012 - 15:00
Christian Slot
Næh, ikke i helt særlige tilfælde. Sådan spiller klaveret ikke i min journalistik-butik.

Læs lige det sidste i min kommentar også "skulle de være faktafyldte."

Men hvad nu hvis jeg sendte alle artikler til gennemlæsning? Det er der sgu ikke noget galt i. Udover at det er et gevaldigt spild af resurser.

Essensen må være, at man ikke giver kilden redigeringsretten.

Bh, Christian Slot
16/02/2012 - 15:24
Louise Mørup Sonne
Jeg synes ikke ligefrem, vi journalister er mestre i at citere korrekt, så det er da ganske fornuftigt at sende citater samt citeret fakta til gennemsyn – hvilket viser respekt for kilden og højner den journalistiske kvalitet i vores eget produkt, som bliver mindre fejlbefængt. Det har meget lidt at gøre med at overlade redigeringsretten til kilden.
16/02/2012 - 15:35
Assia Awad

Jeg sender stort set altid citater til gennemsyn hos kilden, fordi jeg gerne vil sikre mig, at vedkommende citeres for det, han/hun rent faktisk mener. Jeg kan faktisk ikke se, hvem det skulle gavne, at man som journalist viderebringer citater, som en kilde ikke kan stå inde for, enten fordi personen er blevet klogere siden interviewet, eller fordi han/hun har været uheldig med en formulering. Journalistik er ikke et spil, hvor det gælder om at fange en person på det forkerte ben, men et forsøg på at formidle den bedst opnåelige version af sandheden. (Hvor prætentiøst det så end måtte lyde).    

16/02/2012 - 15:48
Jens Røgind

Man kan være politisk enig eller uenig med Søren Espersen, men manden her jo ret. Hykleren her er højskolen Henrik W. Jørgensen - det handler jo ikke udelukkende om såkaldt citattjek - men derimod om journalistens frihed under ansvar....

Vi er ude på et journalistisk sidespor hvis en officiel, navngiven kilde generelt skal give nogen form for tilladelse....har vi glemt alle journalistikkens gode grundsætninger...Frejlif Olsen roterer allerede i sin grav..

Jens Røgind

Uddannet fra dengang det hed DJH i 1978

PS: Er det smart med betegnelsen DJMX - hvad står X'et for - og er du vimmer hvor lyder det heftigt med "Campus Aarhus" og "Campus København".... LOL, som de siger overthere...

 

16/02/2012 - 16:53
David Arnholm

Jeg kommer til at tænke på Nils Ufer, som jo er et af koryfæerne. En af dem, der har været med til at definere og præge vores selvforståelse og rolle som journalister.

I bogen "Den nøgne journalist" skriver han om det med at citere:

"Min helt er en lille, lavtlønnet, blegsottig person med fedtede flipper, som sidder ved pressebordet i forsamlingshuset og refererer. Jævnligt må han finde sig i skoser fra taleren, som ironiserer over alle de misforståelser, han ser frem til i avisen næste dag. Referenten kan bare holde kuglepennen i gang. Han véd, at talerens usikkerhed også bunder i noget andet: At alt hvad han siger, ryger gennem den usle skriverkarls pen, filtreret, forkortet, skåret ud i pap. Det er de færreste talere, som har så meget på hjerte, at det tåler redigering. Et referat sammendrager nogle forudsætninger og en pointe. I masser af tilfælde er der ingen pointe, eller ingen forudsætninger: Ind imellem er der nogle glimt af noget nyttigt, og det er det, journalisten skal pinde ud dagen efter. I masser af tilfælde er det en stor fordel for taleren; i andre afsløres de hule ord.
Referenten behøver ikke gå på personligt hævntogt i referatet. Det er ondt nok at lave en fair sammenfatning. Han kan endda gardere sig mod de utallige mulige fejltagelser ved at ringe taleren op bagefter og sige: "Hør nu her, jeg har sammenfattet det, De sagde, således ..." Den fidus, som er bibragt mig af min læremester Leif Blædel, er ikke til at skyde igennem. De fleste bliver så rørte, at du i ni ud af ti tilfælde får en bedre historie. I det tiende tilfælde ryger den vinkel, man troede var historien. I alle ti tilfælde sikrer man sig et virkelighedsnært referat. Og i tilgift har man fået en ven for livet, der ringer op, næste gang han har en virkelig nyhed."

16/02/2012 - 16:55
Ulrik Bachmann

"Vi er ude på et journalistisk sidespor hvis en officiel, navngiven kilde generelt skal give nogen form for tilladelse".

 

Jeg er helt enig. Og hvis du gør dit arbejde ordentligt, så behøver du heller ikke lade dine kilder tjekke fakta-oplysninger, som du selv kan tjekke. Undgå fakta i citater. Omskriv hellere. Lærer de ikke det på skolen i dag?

16/02/2012 - 17:09
Anna C. Møhl
Tak til Søren Espersen for at udstille problemet med hundeangste journalister. Men det er ikke kun på Christianborg, at den fæle tendens breder sig. Fra vores hverdag mærker vi et øget krav om at få citater til gennemsyn. Det er ikke os, men kilder, der som det mest naturlige i verden, forlanger at få tekst til gennemsyn.Som udgangspunkt siger vi nej. Er der tale om faktuelle oplysninger, spørger vi kilderne, om de vil kigge teksterne igennem. Det øgede pres fra kilder opfatter vi ikke som et udtryk for, at kilderne føler sig fejlciterede. Det er snarere en manglende forståelse for, hvem der har redigeringsretten. Hvis nyuddannede journalister vitterlig mener, at de bliver bedre venner med deres kilder ved at lefle for dem, så tror da pokker, at vi andre snart ikke kan udføre vores arbejde. På det seneste har redaktionen haft så mange groteske oplevelser med krav om at kontrollere citater, at vi samler dem til bunke. Her er bare et par stykker fra de seneste uger:Eksempel 1: Firma bag landsdækkende test af el-biler beder om at få teksten til gennemsyn. DET SKER IKKE - februar 2012Eksempel 2: En lærer, der underviser et hold unge mødre, forlanger at få redigeringsret over pigernes citater. Læreren var ikke i lokalet, da vi talte med de unge mødre. Hun aner ikke, hvad de har sagt - alligevel insisterer hun. Efter en længere diskussion om det absurde i, at hun forbeholder sig ret til at censurere, hvad andre har sagt, forlader vi stedet. Artiklerne bringes efter aftale med de tre unge mødre - januar 2012BONUSINFO: Interview med skuespillere fra en tv-produktion overvåges fysisk af en medarbejder fra en landsdækkende tv-kanals presseafdeling. Da vi blev udsat for samme pres, gjorde vi så meget vrøvl over de helt urimelige arbejdsbetingelser, at vi fik lov til at slippe. TV-kanalens argument for overvågningen og efterfølgende citattjek var, at der var tale om interview med børn, som medvirkede i deres julekalender. Ved at trække børne-kortet, fremstår tv-kanalen som ansvarlige voksne, der beskytter de stakkels børn mod den altædende presse. Hvis man følger det argument til dørs, bør tv-kanalen helt undlade at kaste børnene i favnen på kyniske journalister.
16/02/2012 - 17:17
Jan Dyberg

Jeg kan 100 procent afvise Søren Espersens påstand om, at det skulle være på skolerne, at studerende får den opfattelse - uvane om man vil - at tilbyde citattjek i flæng. Jeg kan i hver fald afvise det på vegne af DMJX i Aarhus (tidl DJH, Journalisthøjskolen etc)...OK, med det forbehold, at der er røget en finke af panden hos en enkelt underviser på et tidspunkt.

Og jeg vil tro, at det samme gør sig gældende på SDU og i Roskilde. Hvis det i givet fald er en uvane fra uddannelsen, må det være fra praktiktiden (som jo også er uddannelse...;0) Men det tvivler jeg nu også på.

Vores undervisning tager udgangspunkt i, at der er generelle retningslinjer ...men at enhver kildekonkrakt er individuel. I de enkelte interview-situationer kan der være grunde til at tilbyde citattjek, men generelt siger vi, at man ikke selv skal tilbyde citattjek - primært fordi det er enormt tidskrævende og fordi det kan misforstås af kilden.

Jeg skal jo ikke kunne udelukke, at enkelte (nye?) journalister gør det af egen drift ud over vores anbefalinger, men det er sgutte her fra uddannelseshøjborgen, at de har det. Dér er du helt galt på den, Søren Espersen, og jeg savner noget belæg bag din konklusion (hvorfor ikke bare nøjes med at konstatere "problemet" - fair nok - men så droppe en udokumenteret årsagsforklaring....sådan noget underviser vi i øvrigt en del i ...men gjorde det måske ikke i "din tid" ;0)

mvh
Jan Dyberg, lektor,
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
....som i øvrigt snart dropper alle X'erne...pånær ét.

16/02/2012 - 17:38
Jens Røgind

Interessant.

Så synes jeg, du og Henrik W Jørgensen skulle tage en snak om tingene - evt. sammen med vore - forhåbentlig - håbefulde - nye journalister fra højskolen....

I al respekt

Jens Røgind

nu pensioneret

16/02/2012 - 17:47
Ole Hall

Espersen er fuld af vrøvl (eks. giver han i dette interview indtryk af, at alle svenske journalister er slyngler, der manipulerer - uden at han leverer dokumentation for det!).

Men det bør ikke skygge for, at han rejser en vigtig debat om citattjek. Brugen af citattjek har også efter min opfattelse nået et faretruende stort omfang og risikerer at skade vores arbejdsvilkår og troværdighed i journaliststanden, fordi det sender et signal om, at vi er lallende amatører, der har brug for en længere dialog om noget så simpelt som at citere (det vender jeg tilbage til senere).

Selv om man som journalist sikrer sig en klar aftale og undgår at give redigeringsretten væk ved citattjek, bør man holde igen med at tilbyde citattjek af mindst to årsager:

1) Når man som journalist tilbyder et citattjek risikerer man at afgive magt til kilden. Måske ikke på papiret, men det er min erfaring, at man åbner op for en dialog med kilden, som kan føre til, han/hun begynder at angribe præmissen for historien, vinklingen eller ordlyden, og man risikerer ligeledes at kilden kan trække processen i langdrag. Det kan naturligvis være fint nok at have en dialog om citater i nogle tilfælde, men det er tidskrævende (og vi har jo ikke ligefrem overskud af tid), og det kan i nogle tilfælde føre til, at kilden lykkes med at præge vinklingen mere end det var tilsigtet. Det er en faglighed at vinkle, og derfor bør vi kunne vælge den "rigtige" vinkel, efter at vi har interviewet kilden. Det bør ikke kræve en ekstra e-mail eller et ekstra opkald for lige at være helt sikker.

2) Kan vi blive enige om, at det er en grundlæggende kvalifikation for journalister, at man kan citere korrekt? Det håber jeg. Desuden findes der glimrende diktafoner i dag, som endda kan tilsluttes telefonen. Dem kan jeg stærkt anbefale. Det er også klogt at have kilden på bånd, hvis han/hun finder på at trække udtalelser tilbage. Så hvis du ikke lige har en diktafon, bør du nok skaffe dig en, hvis du fortsat gerne vil kalde dig journalist. Han man som journalist stadig svært ved at finde ud af at citere korrekt, kan det være fristende at gå tilbage til kilden, men overvej næste gang at lad være. For en del af vores professionelle kilder vil det sandsynligvis blive opfattet som om, at vi ikke er vores funktion og vores ansvar bevidst. Det svækker vores troværdighed og lægger op til, at kilderne fremover selv spørger efter citattjek, for at støtte os. Så drop det citattjek, medmindre du selv kan få noget væsentligt ud af det. En bankrådgiver overlader jo hellere ikke lommeregneren til dig, for at du lige kan tjekke, om han har forstået det rigtigt.

På trods af ovenstående så skal jeg være den første til at indrømme, at jeg mange gange siger ja, når en kilde spørger om at få sine citater at se inden tryk. Det skyldes, at det er min erfaring, at mange kilder simpelthen har vænnet sig til at få citater til gennemsyn ved andre journalister. Og jeg vil ikke altid prioritere tid til at tage diskussionen med kilden om, hvorvidt det er en god idé og rimeligt at tilbyde citattjek. Nu har jeg i stedet leveret mit input til diskussionen her. Jeg håber den vil fortsætte - men endnu mere håber jeg, at mine kære journalistkollegaer vil stramme op og tage faglighed og ansvar alvorligt og sige nej, næste gang en professionel kilde finder på at spørge om et citattjek!

Mvh

Ole Hall
Berlingske

Ps. Det har været min klare opfattelse, at der bedes om citattjek langt oftere i erhvervslivet end på Christiansborg og Slotsholmen. Faktisk tror jeg aldrig, at jeg har tilbudt citattjek til en MF'er eller en minister. Det er skræmmende, hvis Søren Espersen har ret i, at citattjek-cirkusset har spredt sig til Borgen! Er det rigtigt?!

16/02/2012 - 18:08
Kate Bluhme

Jeg er glad for, at Jan Dyberg understreger, at DJH ikke lærer de kommende kolleger, at de skal tilbyde citattjek. Som censor på mange 1. års prøver har jeg undret mig i det stille over det stærke fokus, der lægges på citattjek i opgavekravene og eksaminationerne, men som nævnt: i det stille. Nu er jeg beroliget: Citattjek skal ikke loves til alle, men loves det, skal vilkårene for løftet selvfølgelig overholdes. Ikke, Jan?

 Personligt har jeg det sådan, at jeg gerne vil tro om mig selv, at jeg er i stand til at citere folk korrekt. Også uden at de skal læse korrektur. For at sikre mig, at jeg har forstået mere komplicerede sammenhænge i en snak med en kilde, sørger jeg oftest for, i selve samtalen, at sammenfatte svarene og spørge, om det er korrekt opfattet? Det skal være meget, meget kompliceret og teknisk, før jeg efter sådan en øvelse vil synes, at det skulle være nødvendigt med citattjek. Men det kan forekomme - og jeg har da været helt derude, at jeg selv har bedt om at måtte sende et citat til gennemsyn.

Om jeg giver en kilde, som beder om det, ret til at gennemlæse, afhænger af situationen. Hvis det er en kilde, som er uvant med medier, siger jeg oftere ja (jfr. i øvrigt de vejledende regler for god presseskik, som bl.a. siger, at den type kilder skal omfattes med særlige hensyn), end hvis det er en garvet kilde. Og jeg tillader ikke, at et kildetjek kan trainere offentliggørelsen af mit mesterværk ud over en klart aftalt frist.

Jeg har én gang givet en meget højtstående kilde, som jeg kendte rigtig godt, en kæmpe skideballe, da han pludselig bad om at få sine citater til gennemsyn. Jeg ville overhovedet ikke finde mig i, at hans eventuelle dårlige erfaringer med andre journalister skulle genere mig og mit arbejde. Skulle det være på dén måde, kunne han sgu slippe for at komme i avisen - nogensinde!

 Jeg fik en undskyldning, lige på stedet. Og det manglede også bare

16/02/2012 - 18:19
Christian Tango

Maaske er det angsten for at miste jobbbet, dvs. ikke goere det godt nok, der nager i disse nedskaeringstider. Ingen tid og resourcer til den store research. Og maaske har vi samtidigt at goere med en generation af nye journalister, der er akademisk diskuterende snarere end  varetagende ideen om den fjerde statstmagt. Endeligt mener jeg klart der er sket et skift vaek fra afsloerende, kritisk journalistik mod "feel-good"-reality-tv-underholdnings-genbrugs-gossip-journalistik.

Jeg mener at se en tendens til, at "hvis kilden ikke vil detage, kan vi ikke lave historien". Dvs. de fleste historier bliver til paa kildernes praemisser, i stedet for som afsloerende, dybdeborende, kritisk journalistik.

Saa, maaske er der slet ikke noget oenske om at vaere andet end mikrofon-holdere, som vi sagde da jeg blev uddannet, om den ukritiske journalistik der bliver til paa kildens praemisser.

Og ellers siger Ole Hall praecist hvad der skal siges om arbejdsmetoder i indlaegget ovenfor.

Hvis selv "hoejrefloejen" i dansk politik mener, at journalister er blevet tandloese skoedehunde, maa der vaere noget om det. Ellers har Espersen en dagsorden med sin udtalelse, som ligger helt uden for mit scope, her fra mit sevvalgte eksil i New York.

16/02/2012 - 18:22
Christian Tango

Maaske er det angsten for at miste jobbbet, dvs. ikke goere det godt nok, der nager i disse nedskaeringstider. Ingen tid og resourcer til den store research. Og maaske har vi samtidigt at goere med en generation af nye journalister, der er akademisk diskuterende snarere end  varetagende ideen om den fjerde statstmagt. Endeligt mener jeg klart der er sket et skift vaek fra afsloerende, kritisk journalistik mod "feel-good"-reality-tv-underholdnings-genbrugs-gossip-journalistik.

Jeg mener at se en tendens til, at "hvis kilden ikke vil detage, kan vi ikke lave historien". Dvs. de fleste historier bliver til paa kildernes praemisser, i stedet for som afsloerende, dybdeborende, kritisk journalistik.

Saa, maaske er der slet ikke noget oenske om at vaere andet end mikrofon-holdere, som vi sagde da jeg blev uddannet, om den ukritiske journalistik der bliver til paa kildens praemisser.

Og ellers siger Ole Hall praecist hvad der skal siges om arbejdsmetoder i indlaegget ovenfor.

Hvis selv "hoejrefloejen" i dansk politik mener, at journalister er blevet tandloese skoedehunde, maa der vaere noget om det. Ellers har Espersen en dagsorden med sin udtalelse, som ligger helt uden for mit scope, her fra mit sevvalgte eksil i New York.
16/02/2012 - 18:25
Ulrik Bachmann

Hvis du bare er en lille smule ærekær omkring dit fag, så vil jeg anbefale at læse Ole Halls indlæg. Han rammer plet med sine synspunkter om overgivelse af uforholdsmæssig megen magt til kilden. Det er essensen af det hele.

Det er dig som journalist, som bør tage vare på dit hverv på en ansvarsbevidst måde. Er du ikke i stand til at gøre det uden at kaste om dig med groteske tilbud om gennemlæsning, tilbud om ret til at redigere i citater og en indirekte tilkendegivelse af, at du føler dig så usikker, at du er nødt til at kaste noget af autoriteten og tilliden til dine egne evner fra dig, så bør du nok overveje at læse noget af den faglitteratur, som der i øvrigt henvises til i flere indlæg.

Det er ganske enkelt noget pladder, når folk bruger argumentet med, at produktet bliver bedre og mere troværdigt af at lade kilder komme så tæt på skriveprocessen. Tværtimod. Du afgiver en del af styringen eller kontrollen over dit output og afgiver dermed troværdighed til dig selv og til det medie, du repræsenterer. Det er, hvad der sker.

16/02/2012 - 18:54
Assia Awad

Jeg har svært ved at se, hvordan man mister troværdighed ved at lade kilderne kigge en i kortene., og det er i hvert fald ikke lig med at opgive redigeringsretten. Jeg har to (2) gange været ude for at kilder forsøgte at overtage styringen med en artikel, men det har jeg heldigvis et ord for, som oven i købet er nemt at stave til nemlig ”nej.”   

Men det er da dejligt at se, at det faglige selvværd her på siden er helt i top, og at journalister tilsyneladende ikke er i stand til at begå fejl. Dejligt og en lille bitte smule bekymrende. 

17/02/2012 - 08:48
Janus Larsen

Jeg arbejder med kommunikation, og sender en hel del artikler til gennemsyn. Jeg tror også, jeg ville gøre det, hvis jeg arbejdede med traditionel journalistik. Hvad er problemet? Ja, det tager lidt længere tid, men artiklerne bliver bedre. Det er jeg helt sikker på.

Det at sende til gennemsyn betyder ikke, at man overlader redigeringsretten. Sikke noget sludder! Hvis kilden har rettelser eller justeringer, er det mig, der vælger, om jeg vil korrigere. Det vil jeg, hvis der er sket misforståelser under vejs, men ikke hvis kilden pludselig hellere vil sige noget andet, ændre tonen eller andet i den dur.

Jeg forstår så på visse, at jeg er aldeles uprofessionel, hvis jeg er i stand til at misforstå. Det kunne være interessant at høre jeres kilders mening. Mener de også, at I aldrig fejlciterer - eller er det blot jeres egen holdning?

Når "gennemsyn" kan vække så meget harme, tror jeg, det har at gøre med et forskruet syn på journalistens rolle. Og med overdreven forfængelighed. 

Man skal være en fandens karl, der vrider armen om på kilden og tvinger sandheden ud af ham. Og siger han ikke det, man gerne vil høre, kan man i stedet citere ham for det, man tror, han mener. For man må frem for alt ikke være mikrofonholder.

Som kilde er man helt i journalistens vold. Journalister kan manipulere og skævvride, der er masser af eksempler, dagligt. Foragten for gennemsyn minder om foragt for kilden. Og om, at journalisten har en oppustet ide om egen rolle og betydning. Men, det er og bliver kildens mening, der er interessant. Og ikke journalistens.

Problemet er, at mange journalister har det som mål at forandre, vælte regeringer osv. Det er forkert. Målet bør være at beskrive og undersøge. Fører dette så til forandringer, er det fint. 

Er ens højeste prioritet at forandre bør man i stedet blive politiker. Og det er her problemet ligger - ideen om, at vi med "kritisk journalistik" skal ændre samfundet og være handlingsanvisende. 

Journalister kontrollerer politikere og alle mulige andre. Men hvem kontrollerer i grunden journalisterne? Det er et demokratiks- og et journalistisk problem, at så få tør pisse i egen rede. 

17/02/2012 - 09:02
Bjarke Blicher Hansen

Jeg har ikke megen sympati for Søren Espersen, men manden har jo ret.

Efter Carl Bernstein og Bob Woodward´s afsløring af Watergate-skandalen, er undersøgende Journalistik i Vesten blevet en bovlam ko. Man har siden, systematisk sikret at stort set alle medier er ejet af de “rigtige” som via løncheken holder eftertidens Carl og Bob´er i så stramme tøjler at magten aldrig mere for alvor, kan trues af et par Skriverkarle. Man opdagede med Watergate, hvor farlig for magteliten et par dedikerede Journalister kan være.
Men selvfølgelig skal der fra tid til anden kastes et par lunser “kød” til den frådende Presse, således at det ikke er helt løgn, når man siger at vi har Ytrings og Pressefrihed.
Men jeg havde nu aldrig troet at Censur var noget som den Frie Presse selv ville udøve, for at pleje egne økonomiske interesser, som det er tilfældet dag.

(Et indlæg jeg bragte i Information, som de slettede. Hvorfor fik jeg aldrig en forklaring på)

17/02/2012 - 09:54
Michael Bjørnbak Martensen

Den indledende artikel er noget forvirrende, hvor det er ldit svært at finde ud af om det hele artiklen der fremsendes - eller om det blot er citater. 

Henrik Jørgensens svar er også lidt forvirrende, for den kritikken går påde mange personfikserede historier og ikke om citaterne er dækkende og korrekte.

Jeg har i øvrigt meget sympati for

 

17/02/2012 - 10:38
Søren Pedersen

Det siger meget om Søren Espersen, hvis han har behov for at kue de nye journalister.

Ja, enhver begyndelse er svær og man gør sig nogle erfaringer som journalist - og med årene finder man sig i mindre og mindre og bliver bedre og bedre til faget. Det er meget menneskeligt og naturligt - øvelse gør mestre.

De fleste har vel selv prøvet det - og derfor er det også patetisk at Søren Espersen lægger hele skylden på uddannelsen og de unge journalister. Han har da også selv et ansvar.

Min erfaring med nye journalister er, at de mangler erfaring og nogle gange spørger lidt diffust - men at de er ivrige, gerne vil lave historier og har et gå-på-mod der er fedt.

Måske de bare skal lade være med at ringe så meget til typer som Søren Espersen og så kontakte de kilder, der behandler dem ordentligt.

Søren Pedersen. 

17/02/2012 - 11:10
Assia Awad
Jeg kunne ikke være mere enig.
17/02/2012 - 16:51
Roland Gustafsson

Jag trodde du menade det ironiskt, därför att du läst övesättningen i den svenska Journalisten.se.

Där finns nämligen beviset på att i alla fall en svensk Journalist, PH Frank inte klarar det. Trots att han har en dansk text att utgå från så vinklar han "slyngler", som förövrigt stavas "slynglar" på svenska och betyder precis det samma här som i Danmark, till "skurkar" !

Därmed bevisar han att han är precis det Espersen påstår och mer än så, det kanske var ett Freudisk tankefel, nämligen att han är en skurk. Inte bara han. Jag har påpekat detta i en kommentar till artikeln och den har naturligtvis fastnat hos moderatorn, och kommer förmodligen inte att publiceras. Som vanligt. Det är numera den gängse behandlingen konstruktiv kritik kan räkna med i Sverige. Så min slutsats är att Espersen gör ett artigt understatement och att majoriteten av alla svenska journalister är just det ; SKURKAR.          

  

17/02/2012 - 19:01
Ulrik F

Hvad med ordet "manipulation" som Søren Espersen brugte?  - det er jo lidt noget andet end det der "lidt kritiske" du selv valgte at bruge.

Ulrik

 

17/02/2012 - 19:07
Ulrik Bachmann

"Problemet er, at mange journalister har det som mål at forandre, vælte regeringer osv. Det er forkert. Målet bør være at beskrive og undersøge. Fører dette så til forandringer, er det fint."

 Jeg synes slet ikke, at det har noget med diskussionen om redigeringsret og citattjek at gøre. Men når du nu nævner det som et problem, at journalister har forskellige idealer, så vil jeg da gerne give udtryk for, at jeg er uenig med dig. Fra min ydmyge stilling som provinsjournalist kan jeg da konstatere, at det ikke er få læsere, som efterlyser journalister, som har mandsmod nok og vilje til at skrive en kommentar med lidt kant om et givent emne. Hvad er der galt i at blande sig i debatten, når man synes, at der er noget ravruskende galt? Rollen som journalist i et lokalsamfund er vanvittig vigtig, og det er den da sikkert også på Christiansborg, formoder jeg. Skal man være en skygge af sig selv? Skal man for alt i verden krybe i skjul, hvis nogen spørger dig til din holdning? Jeg mener ikke, at målet alene bør være at beskrive og iagttage. 

17/02/2012 - 19:39
Jacob Topsøe

Løsningsforslag: Gør som på radioen!

Jeg har skrevet tonsvis af webartikler ud fra båndede interview, og det er uhyre sjældent, at jeg overhovedet får spørgsmål om muligheden for tjek af citater. Årsagen er selvfølgelig, at når kilden optræder i et båndet interview mhp. brug i radioen er der slet ikke den samme usikkerhed omkring citatet, som der kan opstå, når eksempelvis en avisjournalist skal grifle udsagnene ned på en blok.

Et "problem" kan selvfølgelig være, at man så som journalist er mere forpligtet af udsagnenes oprindelige ordlyd. Men det svarer jo blot til de betingelser, som alle journalister på de elektroniske medier arbejder under. Og er det ikke også meget fair, at det er kildens egne formuleringer, der ender med at optræde i artiklen?

Jacob Topsøe, DR

18/02/2012 - 00:22
Mette Albæk

Jeg var 21 år gammel og følte mig bestemt ikke som guds gave til journalistikken, da jeg startede på Christiansborg og blandt andet skulle skrive kontroversielle artikler om regeringspartierne, personhistorier mm.

Var jeg hundeangst? Ja. Selvfølgelig. Er det Journalisthøjskolens skyld? Nej.

For mit vedkommende handler det om selvtillid og selvsikkerhed, ikke om at være skolet til at være lidt for flink ved kilderne ved at tilbyde dem citattjek. 

Jeg hører ikke altid liget godt efter, men jeg mindes ikke en eneste underviser på Journalisthøjskolen, der har opfordret mig til at sende citater til gennemsyn.

Både som studerende og i praktiktiden har det været alene min vurdering fra artikel til artikel, hvorvidt citat til gennemsyn kunne komme på tale. 

1. Når en kilde selv beder om at se sit citat. På Christiansborg har jeg kun oplevet dette to-tre gange, og det var med helt nyvalgte MF'ere. Hverken ministre, spindoktorer mm. har nogensinde spurgt mig om, hvad jeg citerede. Jeg oplever, at det oftest er kilder i erhverslivet eller såkaldte eksperter, der beder om citattjek. Jeg nægter ikke mine kilder at se, hvad jeg citerer dem for, selv om jeg er enig med Ole Hall i, at det åbner op for en dialog, hvor kilden måske tror, han/hun har redigeringsret. Jeg håber, at jeg med tiden bliver bedre til at sige: nej, du kan læse det selv i avisen i morgen. 

2. Hvis jeg har skrevet om et nyt emne, eksempelvis nye skatteregler på skrottede biler, bestanddelen af alger i de københavnske søer eller andet, hvor jeg ikke føler mig på hjemmebane, så kan jeg føle det nødvendigt, at min kilde tjekke citatet + sammenhængen for at sikre, at jeg ikke har misforstået noget. Udtryk for usikkerhed? Ja! Det kommer jeg forhåbentlig også efter. 

Når Søren Espersen betegner de nye, unge journalister på Christiansborg som hundenangste, så går jeg ud fra, at han også mener praktikanter. (han refererer trods alt til 10-15 episoder med meget føjelige journalister). 

Jeg har været hundeangst for at gå ind i en elevator med Birthe Rønn Hornbech eller for at banke på Lene Espersens dør og spørge, hvordan hun selv synes det går. Men jeg bliver altså mindre og mindre bange. Det kan erfaring hjælpe mig med. 

Tak for at starte en god deba.

Venlige hilsner
Mette Albæk, DMJX-studerende på 8.semester, tidl.Politiken-praktikant bl.a. på Christiansborg.
18/02/2012 - 11:22
Berit Holbek Jensen

Tak, tak, tak til Søren Espersen. Det er SÅ rigtigt. Og hvor er det godt at se af den efterfølgende debat, at vi er flere, der står fast på, at folk med magt og indflydelse ikke skal redigere pressen. To-tre gange er jeg i forbindelse med ministerinterviews blevet bedt om som det naturligste i verden "lige at sende teksten", før interviewet gik i trykken. Og det har jeg som det naturligste i verden afvist, hvilket ikke ligefrem mødes med tandsmil hos spinfolket. For nylig er jeg så blevet bedt om, igen tilsyneladende helt automatisk, lige i god tid at maile mine spørgsmål til en minister, som jeg havde planlagt at lave et portrætinterview med. Kravet fremføres som en standard-ting, der ofte har fået mig til at spekulere på, om alle andre siger ja til det her, og om jeg bare er en stædig dinosaur på 47, der ikke har forstået, hvordan "man gør" i dag ... 

Jeg synes, det er vigtigt, at vi som journalister bevarer en distance til dem, vi er sat til at holde øje med. Ellers mister de respekten for os. Et nej kan betyde, at man bliver upopulær, men den slags skal vi journalister jo kunne tåle. Derfor er vores uddannelse - forhåbentlig stadig - ikke nogen flinke-skole for dydige bedsteborgerbørn, men et sted, der gerne skal tiltrække folk med lidt hård hud.

Spin-doktorer får deres hyre for med alle tilgængelige midler at forsøge at påvirke det billede, offentligheden har af deres klienter. Det er der ikke noget odiøst i, selv om det nogle gange er så trættende, at man fuldstændig mister lysten til at lave interviewet (hvilket muligvis kan være en del af hensigten). Jeg håber dog, at Søren Espersen har startet en debat, der måske får flere journalister og redaktioner til at stå fast på, at redigeringsretten ligger hos pressen. Ikke kun i politisk journalistik men i det hele taget. Ellers er der jo ingen grund til, at vi er her, vel?

Berit Holbek Jensen 

20/02/2012 - 15:53
Roland Gustafsson

Jag får meddela att Joutnalisten.se nu har tagit till sig av kritiken och rättat sin rubrik och text. Dessutom publicerat min kommentar som renderat 4 st medhållande dito.

Men manipulationen fortsatte i så motto att de skriver efter ingressen : (Rättad).

Det är bara det att den sista av två meningar avslutas med : "...unga journalisters ryggrad" (Rättad) 

Tilmeld dagligt nyhedsbrev


Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01