23. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

Ny landsdækkende netavis åbner på mandag

Dagens.dk vil konkurrere med de store netmedier. Nyhedssitet åbner på mandag den 1. oktober. Redaktionen holder til i Kolding og vil både dække de landsdækkende nyheder og samle de gode regionalhistorier op
27/09/2012 | 14:21

Af: Ernst Poulsen

Dagens.dk vil konkurrere med de store netmedier. Nyhedssitet åbner på mandag den 1. oktober. Redaktionen holder til i Kolding og vil både dække de landsdækkende nyheder og samle de gode regionalhistorier op

Det er de store mediehuse, der sidder på det danske netmarked. Bortset fra avisen.dk, der startede oven på resterne af nyhedsavisen.dk, er vi i den unikke situation, at Danmark ikke har rene netaviser, der dækker nyheder bredt.

Det ændres den 1. oktober, når dagens.dk går i luften. Sitet skal dække nyheder bredt og har en langsigtet ambition om at spise kirsebær med de store nyhedssites i Danmark.

Idemanden og chefredaktør bag dagens.dk er Holger Madsen, der er tidligere webchef hos JydskeVestkysten. Sitets anden ejer er Kasper Kristensen, der betegner sig selv som "serieiværksætter, som udvikler top domænenavne og sælger dem videre med profit."

Norske sites som forbilleder 

»Vi vil levere hurtige nyheder og dække nyheder bredt. Krimi-stoffet bliver vigtigt, men vi kommer til at dække nyhedsbilledet generelt med både politik og især regionale nyheder,« understreger Holger Madsen.

»Vi kommer til at stille mange spørgsmål. Vi vil være friske i sprog og handling - men vi bliver ikke tabloide med bryster på forsiden.«

Forbillederne er norske sites som nettavisen.no og vg.no, men designet bliver mere stilrent.

Redaktionen holder til i Kolding, og de første to ansatte journalister er Elo Christoffersen, der har været med til at starte koldingnetavis.dk, og Ann Katrine Warren fra jv.dk, der kommer til den 1. november.

»Vi kommer ikke til at dække helt lokalt, så der kan vi ikke konkurrere med de regionale netaviser. Men der er mange regionale nyheder, som godt kan klare at blive løftet op,« vurderer Holger Madsen.

Sitet får faneblad efter syv hovedområder fx "Dagens Nordjylland" og "Dagens Fyn". Det giver bl.a. sitet mulighed for at sælge annoncer på regionalt plan og for at give læserne et overblik over de vigtigste nyheder i deres eget område.

"Borgerjournalistikken er stendød" 

Der er dog ingen planer om at inddrage alle borgere som nyhedsleverandører.
»Borgerjournalistikken er stendød,« mener Holger Madsen, der har hentet en stor del af sine erfaringer med lokal- og regional journalistik. Først som regional web-koordinator for DR's P4-regioner. Siden som webchef hos JydskeVestkysten.

Da hans stilling som webchef blev nedlagt, arbejdede han i første omgang som redaktør af Esbjerg-udgaven af JydskeVestkysten. Det var alligevel de nye medier, der trak:

»Nettet er så utroligt spændende, og det er her, der er udviklingsmuligheder. Det har altid tiltalt mig,« forklarer Holger Madsen.

Tidligere på året indgik han gensidig fratrædelsesaftale med JydskeVestkysten. Kort efter lancerede han netnyhederne.dk som test-case. Sitet nåede ifølge Holger Madsen tæt på 100.000 unikke besøgende på en måned og blev brugt som showcase, da han indrykkede en annonce på erhvervssitet amino.dk, hvor han efterlyste investorer til et landsdækkende nyhedssite.

Det resulterede i et møde og en aftale med Kasper Christensen, der i dag bor i Andorra. Kasper Christensen stod bl.a. bag et site som konkurrencer.dk, der i dag er solgt videre. Han er også medstifter af app-projektet x.dk, der er en billedplatform til iPhone og web. Han havde netop startet gossip-sitet senest.dk og syntes, der var god kemi fra starten.

»Ambitionerne var de samme, og jeg kunne se på Holgers eget nyhedssite, hvilket kæmpe arbejde der blev lagt i sitet, og en utrolig stabilitet, når det kom til mængden og kvaliteten af nyheder.«

»I første omgang kommer vi ikke til at fokusere meget på det kommercielle. Det drejer sig mere om at få en bid af markedet. På de brede sites som det her regner vi kun med 6-7 øre per sidevisning. Det betyder, at vi skal op på 4.000.000 sidevisninger på en måned for at hente en kvart million ind, som der skal til for at betale lønningerne til fem mand,« siger Holger Madsen.

I første omgang er salget af bannerannoncer udliciteret, så redaktionen kan koncentrere sig om indholdet.

Ambitionsniveauet svarer til, at dagens.dk næsten skal op og konkurrere med avisen.dk, der netop har haft tre års fødselsdag.

Ideen med rubrikmarkeder er taget med fra netnyhederne.dk til dagens.dk.
»Folk skal jo have købt og solgt både huse, biler og meget andet,« siger Holger Madsen.

Nogle af disse sites vil blive måske også komme til at fungere som selvstændige sites, andre vil blot være integreret i nyhedssitet.

Sitet kommer i luften stort set på det tidspunkt, hvor de danske netaviser har annonceret, at danskerne nu skal vænne sig til at betale for nyheder på nettet. Men timingen er tilfældig, forklarer Holger Madsen.

»Det kan godt se ud, som om vi har timet det sådan, men planlægningen har stået på i et stykke tid og hænger sammen med andre ting. Men jeg tror ikke på, at brugerne vil betale for almene nyheder.«

Samarbejdet med Kasper Christensen betyder, at dagens.dk regner med at kunne skabe trafik på tværs af en række sites, bl.a. senest.dk.

En lang og hård kamp

»Vi er ret ydmyge omkring det her. Det bliver en lang og hård kamp. Vi har givet hinanden de første tre måneder til at lege med formen.«

Først da går jagten på markedsandele og indtægter for alvor ind, fortæller Holger Madsen. Selv om der allerede er regnet på tallene, er han dog ikke villig til at fortælle, hvornår sitet skal løbe rundt, og hvor lang tid Dagens.dk kan holde et eventuelt opstarts-underskud ud.

Holger Madsen mener, det er på tide, at der kommer støtte til netmedier.
»Journalistik er dyrt, og vi vil gerne stille mange spørgsmål,« siger Holger Madsen, der ikke vil have noget imod et krav om, at en redaktion skal have tre eller fem mand for at kunne modtage mediestøtte.

Rent teknisk kommer sitet til at køre på Open Source CMS'et Drupal, og det bliver designet i responsivt design, så siderne automatisk tilpasser sig brugernes skærmstørrelse - uanset om det er en pc, en mobil eller en tablet.

Der er i øvrigt ikke nogen forbindelse mellem dagens.dk og det hedengange avisprojekt Dagen.  »For os giver dagens.dk super mening, og det er nemt at brande: Dagens Fyn, Dagens Vejr og så videre. Hvad andre tænker om det, må de jo selv om,« siger Holger Madsen.

Vidunderligt - men jeg ville ikke investere

En af de få, der har startet en ren dansk netavis, er Rasmus Nielsen, der er chefredaktør på altinget.dk.

Han er begejstret ved tanken om en ny dansk netavis: »Der er rigtigt meget brug for nye initiativer, i takt med at de gamle svækkes, og jeg er forunderet over, hvor lidt der har været forsøgt i Danmark.«

»Test-sitet netnyhederne.dk ser godt ud. Det er folkeligt, letlæst og med vægt på trafikgenererende emner som boliger, billedserier og kendte. Jeg tror også på det regionale stof. Det lyder også fornuftigt, at de starter ydmygt ud med to mand og så bygger gradvist op.«

»Men på nær det regionale indhold, har de ikke meget unikt indhold. Så enten får de rigtigt travlt, eller også bliver det ren overvågning. Samtidig skal de konkurrere mod dr.dk, avisen.dk, msn.dk og de store omnibus-aviser. Det kan blive svært at få trafik nok i det marked,«  vurderer Rasmus Nielsen.

»Spørger du mig direkte, om jeg tror, de eksisterer om to år, om jeg ville investere mine egne penge, så er svaret nok nej.«

Men overskriften burde være, at det er vidunderligt, at nogen gør det. Det her er lige så ambitiøst som "Dagen" - og det er også lige så svært,« mener Rasmus Nielsen.

Kommentar

27/09/2012 - 22:27
jens jensen

God ide med ny netavis , jeg håber det bedste for en god kvalitet.

04/10/2013 - 09:41
ole
hejsa lyder super . jeg vil spørge vil i tage emner op som .. hvordan vi syge bliver behandlet af vores kommune ? kommunerne retter dem ike efter læge erklæringer - skånebehov - retssikkerheds loven - forvaltnings loven - god forvaltnings skik .. det ville være perfekt om i ville tage sådanne emner op .. vi er mange syge der er i klemme i systemet ...mvh ole jensen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev


Nyt fra Kommunikationen.dk