25. april 2014
BLOG
Nick Allentoft:
Gør DR til open source

Netjournalister: Flere penge til os, tak

Medieforliget bliver en forældet lappeløsning, der overser medierne på nettet, siger stifteren af foreningen af danske netjournalister i et stort interview med Journalisten.dk. Der skal mange statsmillioner til de største mediehuses web-ideer - og til den spritnye underskov af webmedier.
07/05/2010 | 13:38

Af: Andreas Marckmann Andreassen

Medieforliget bliver en forældet lappeløsning, der overser medierne på nettet, siger stifteren af foreningen af danske netjournalister i et stort interview med Journalisten.dk. Der skal mange statsmillioner til de største mediehuses web-ideer - og til den spritnye underskov af webmedier.

En helt ny verden af journalistik spirer i skyggen af de store og etablerede medier - på nettet. Fagbladet Journalisten har i den seneste udgave, der udkom i går, kigget nærmere på den nye underskov af netmedier. Langt de fleste får ikke en krone ud af mediestøtten.

Men det bør der laves om på, mener stifteren af Foreningen af Danske Netjournalister (DONA), Ernst Poulsen. Han ser helt nye muligheder for dansk netjournalistik i den nye, blomstrende underskov af medier, og derfor skal de have penge ud af den danske mediestøtte, der bliver forhandlet på Christiansborg netop nu.

»Det er billigere at starte et medie op på nettet, og det skaber denne her underskov. Jeg synes helt klart, at vi i Danmark bør give støtte til den underskov af netmedier, der er kommet. Det kunne være interessant for alsidigheden i dansk journalistik,« siger Ernst Poulsen.

Han understreger samtidig, at det er mindst lige så vigtigt, at politikerne afsætter penge til de store danske mediehuse og deres forsøg på at erobre nettet. Det har han blandt andet skrevet en kronik om i dagens Information, sammen med DONA's formand, Kim Elmose.

»Det er rasende svært at bygge journalistiske produkter, så det rammer helt rigtigt. Vi ser eksempelvis lige nu lokale medier lave eksperimenter med lokale sites, men det skulle være voldsomt usædvanligt, hvis de ramte bulls eye i første hug. Det er meget dyre investeringer, som også skal være langsigtede, måske for tre-fem år. Der findes ingen derude, medierne bare kan kopiere 100 procent, og de skal både udvikle et redaktionelt produkt, få teknikken på plads, opdyrke et marked for annoncer og lokke læserne til.«

Synes du, at de etablerede medier skal have flere penge ud af mediestøtten - til at lave netjournalistik for?

»Ja, helt klart. På nogle måder er det billigt at starte op på nettet, og det kan godt give en herlig, alsidig underskov af medier, både i form, i indhold og i holdninger. Men når man virkelig skal gå fra at være lokaljournalisten i Vamdrup til at tage en hel egn eller et helt marked, så koster det i millionklassen. Både i teknik, i journalistisk arbejdskraft og især i programmering. Det må endelig ikke kun være underskoven, der får penge.«

Ifølge Ernst Poulsen har de danske medier meget at indhente, og de skal skynde sig, hvis de ikke vil blive overhalet af eksempelvis Google - der er på vej med lokalt tilpassede annoncer. Det kan betyde, at den lokale cykelhandler hellere vil annoncere hos Google end på lokalavisens hjemmeside.

»Fra 2001 til 2006 var der ikke ret meget udvikling på det danske netmarked. I fem år stod det groft sagt stille, og det er de fem års udvikling, vi mangler i dag. Det forlig, der er på vej nu, er et 2001-forlig. Når politikere eksempelvis foreslår en lille udviklingspulje på 10 millioner til web, så mangler der seriøse bud. Danske medier skal indhente fem års tornerosesøvn.«

Hvorfor skal de danske politikere støtte de etablerede medier, så de kan satse mere på nettet?

»Jamen, det er jo hele grundpræmissen i, hvorfor vi støtter journalistik. Det handler om, hvilke værdier i journalistikken, vi vil styrke. Er det det lokale demokrati - de små lokale redaktioner, der er til stede lokalt og stiller spørgsmål til, hvad der foregår? Eller er det de nationale udfordringer, hvor der også er brug for kritisk journalistik? Begge dele finder du på nettet.«

Ifølge Ernst Poulsen er hele diskussionen om netjournalistik blevet tiet ihjel, blandt andet af politikerne og af de selvsamme store spillere, der akut har brug for pengene.

»Det store dilemma i det her er, at den nuværende mediestøtte har én stor fordel: Den gives stort set kun til distribution eller papir. Derfor er den dejligt uafhængig af alle spørgsmål om, hvad det er for konkrete historier, der skal støttes. Ulempen er, at den er bundet til en papir-platform, der mister betydning. Problemet er, at vi slet ikke har haft diskussionen om, hvordan vi får lavet en ny ordning, der støtter de nye medier, og som samtidig har et armslængdeprincip. Det er der ingen, der vil diskutere - ingen har villet skabe uro i båden, når nu vi er i oprørte farvande, så at sige.«

Læs også fagbladet Journalistens tame om den nye underskov af kvalitetsjournalistik, som er ved at vokse frem på nettet i Danmark.

Kommentar

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

BERLINGSKE MEDIA SØGER //DIGITAL REDAKTØR TIL BERLINGSKE BUSINESS

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 19/05/2014

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014


Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01