17. april 2014
BLOG
Brigitte Alfter:
Små penge, stor betydning

Netværket tænder karrieren

Tidligere freelancejournalist, forfatter og ekspert i netværk Susanne Hoeck fortæller, hvordan netværk giver brændstof til karrieren. Selv har hun netværket sig til en stilling som redaktør på et nyt erhvervsmagasin om kvinder og karriere.
13/02/2008 | 12:00

Af: Johan Rasmussen

Tidligere freelancejournalist, forfatter og ekspert i netværk
Susanne Hoeck fortæller, hvordan netværk giver brændstof til karrieren. Selv har hun netværket sig til en stilling som redaktør på et nyt erhvervsmagasin om kvinder og karriere.

 

KONTAKTER. Susanne Hoeck kigger ned ad en lang gang med hvide vægge og kontorer som perler på en snor. En ensom stumtjener og et ødelagt hævesænkebord forsøger forgæves at sprede en atmosfære, der bare er marginalt hyggeligere end på et hospital.

»Det er ikke en indretning, der indbyder til vidensdeling og netværk,« siger den nyslåede redaktør for Aller Press’ nye magasin CV om kvinder og karriere.

Hun er klædt i sort skjorte, jeans, højhælede sorte sko, og kuløren i ansigtet er fyldt med D-vitaminer fra Thailands sol. Hun smiler meget og taler med markante armbevægelser.

Netværk er et af de vigtigste brændstoffer i Susanne Hoecks journalistiske karriere, og hun har dyrket sine forbindelser, længe før hun blev færdig med uddannelsen som journalist i 2000.

Susanne Hoecks netværk har givet hende mange oplevelser, viden, opgaver og et utal af kontakter, tætte relationer, og 'jeg ved hvem du er'-forbindelser. Hun scroller ned over sin Outlook på den bærbare pc, hvor der ligger mapper med forskellige netværk, freelancejournalister, kilder, mediepersoner og mange andre interessante mennesker.

 

Freelancejournalister – og for den sags skyld også fastansatte – dyrker ifølge Susanne Hoeck netværk for lidt, og det undrer hende, fordi journalister besidder alle egenskaberne og mulighederne til at skabe et godt og rigt netværk. Journalister taler med mange mennesker og har mulighed for at kontakte høj som lav i samfundet. Samtidig er journalister vant til at spørge aktivt og gode til at formulere sig.

»Journalister er gode til at dyrke netværk, når det gælder deres arbejde, men ikke, når det handler om deres karriere. Journalister er gode til at finde en case eller spotte en ekspert til en historie, men ikke til at dyrke et personligt netværk,« siger Susanne Hoeck.

 

Hun var for kort tid siden freelancejournalist, indtil Aller gav hende et tilbud, hun ikke kunne afslå – eller også var det omvendt.

»Aller kunne ikke komme uden om mig, da de ville skabe et magasin om kvinder og karriere,« siger hun og smiler.

Også det nye job er resultatet af et knudret netværk. En af de første tråde blev spundet for snart 10 år siden med et telefonopkald til chefredaktøren på månedsmagasinet IN, Camilla Lindemann, Susanne Hoecks nye chef i Aller Press.

»Et netværk bygger du ikke op fra den ene dag til den anden. Selv havde jeg i begyndelsen ikke en bevidst strategi for at netværke, det var først senere, jeg kunne se, hvordan det virker. Du skal have lyst til at give noget til andre med gode intentioner, og så skal det nok komme dobbelt tilbage til dig,« siger Susanne Hoeck.

På Danmarks Journalisthøjskole lavede Susanne Hoeck et magasin om kvinder og karriere som hovedopgave. Hun ringede til mediebureauer, forlag, kønsforskere, eksperter og mange andre – blandt andet Camilla Lindemann.

»Som journalister kan vi tillade os at kontakte hvem som helst, og jeg har holdt liv i mange af de kontakter fra dengang,« forklarer Susanne Hoeck.

Mange kilder og kontakter i forbindelse med hovedopgaven og til andre opgaver i Susanne Hoecks freelancekarriere er blevet en del af netværket. Hun følger altid op efter et interview, gerne dagen efter for eksempel med en mail om, at kilden sagde nogle interessante ting, og et »du hører fra mig«. Susanne Hoeck har altid forsøgt at behandle alle kilder fair, så hun ved, at hun kan vende tilbage en anden gang – hvilket hun ofte gør.

»Jeg husker personer, som brænder for det, de laver, længe efter at jeg har talt med dem,« siger hun.

Hovedopgaven og kontakten til Camilla Lindemann gav hende ansvaret for at lave INs karrieresider som freelancer, da hun var nyuddannet, og det åbnede dørene til en lang række kilder fra headhunter-bureauer til virksomheder som Novo Nordisk, IBM og Lego.

»Når jeg skrev artikler, var jeg journalist, men siden blev mange af kontakterne en del af mit netværk,« siger Susanne Hoeck.

 

I begyndelsen af den nu 36-årige journalists freelancekarriere var Susanne Hoeck mere optaget af at få ny viden og udbygge netværket end af at tjene penge. Hun gik til konferencer og til andre interessante arrangementer, også selv om hun ikke skulle skrive om det. Hun skabte kontakter og mødte mennesker uden at have en strategi med det, ud over at hun ikke kunne lade være.

»Jeg samler på mennesker, som har en ild og en positiv energi,« siger hun.

Det med at tjene penge kom helt af sig selv, for da netværket var udbygget, rullede opgaverne ind. En kontakt til en medicinstuderende gav for eksempel pludselig en stor kommunikationsopgave for Århus Universitetshospital.

 

Susanne Hoeck anbefaler freelancere og andre mennesker at opsøge etablerede netværk eller starte deres egne. Selv har hun gjort begge dele. Hun var med til at etablere iværksætternetværket Morgendagens Heltinder. Hun er tidligere formand for it-netværket MG50 og stifter og leder af erhvervsnetværket WOW – Women On Their Way, og hun er aktiv i netværket for kvindelige journalister K2. Disse netværk plus flere andre har fået hendes Outlook til at flyde over af kontakter og relationer.

Samtidig har netværkene givet hende mulighed for at invitere en lang række mennesker som oplægsholdere. De er perifert eller mere direkte blevet en del af Susanne Hoecks netværk – Helle Thorning-Schmidt, Marianne Jelved og Bendt Bendtsen for eksempel.

 

På skrivebordet ligger en dummy af magasinet CV. Forsiden prydes blandt andet af Berlingskes travle chefredaktør, Lisbeth Knudsen.

»Jeg har altid beundret hendes journalistiske karriere, så hende ville jeg virkelig gerne lære at kende, og jeg inviterede hende derfor til at holde oplæg på et netværksmøde i WOW,« siger Susanne Hoeck.

Siden fik Susanne Hoeck også Lisbeth Knudsen til at skrive forordet i sin bog ”Netværk – Vejen til magten er feminin”.

»Jeg ville aldrig turde spørge hende om det, hvis jeg ikke havde lært hende at kende inden,« siger Susanne Hoeck.

 

I dag er det Susanne Hoeck, der skal ansætte freelancere og stable et magasin på benene. Hendes mange år som særdeles aktiv netværker betaler sig nu mange gange tilbage. 

»Jeg har et stort netværk af journalister, og jeg har adgang til mange af de mennesker, som vi vil have på forsiden,« siger hun og tilføjer:

»Og mange af læserne er med i netværket WOW.«  /

 

 

 

 

Susanne Hoeck på Freelanceforum

 

Freelanceforum ’08 den 29. februar i Dansk Design Center er arrangeret af Dansk Journalistforbund og Freelanceforum. Blandt oplægsholderne er Susanne Hoeck, som vil synliggøre, hvordan netværk kan benyttes som karriereredskab.

 

 

 

 

Seks råd om netværk for freelancere

 

Giv af dig selv med gode intentioner – din indsats bliver senere fordoblet.

 

Lær at formulere, hvad du vil, hvad din udfordring er, og hvad du drømmer om, når du møder andre mennesker.

 

Sæt dig ind i andre menneskers – for eksempel kunders – behov i stedet for kun at tænke på dine behov.

 

Prøv så vidt muligt at aftale møder med kunder og kilder frem for at snakke i telefon.

 

Gem dine kontakter – opfind dit eget system.

 

Opsøg etablerede netværk, eller skab dine egne.

 

Kilde: Susanne Hoeck

Magasin: 

Kommentar

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

BERLINGSKE MEDIA SØGER // SPORTSJOURNALIST TIL BT MED FLAIR FOR NYHEDER

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 17/04/2014

Kompetent og tillidsvækkende vejleder søges til formidlernes a-kasse

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS)
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Radio24syv søger 2 nyhedsjournalister

Radio|24syv
Ansøgningsfrist: 18/04/2014

Søndagsavisen søger redaktionssekretær

Søndagsavisen
Ansøgningsfrist: 21/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk