27. august 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Revolution mod praktikhysteriet

Khaders magtfulde netværk

NETVÆRK. Lørdagen efter Ny Alliance blev stiftet var en håndfuld af landets mest fremtrædende spindoktorer og presserådgivere inviteret hjem i privaten hos Naser Khader.
24/05/2007 | 13:08

Af: Signe Højgaard Nielsen

NETVÆRK. Lørdagen efter Ny Alliance blev stiftet var en håndfuld af landets mest fremtrædende spindoktorer og presserådgivere inviteret hjem i privaten hos Naser Khader.

To af statsministerens tidligere spindoktorer, nemlig Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen, blev lige som den nuværende spindoktor Michael Ulveman budt på en omgang thai take-away.

Med i selskabet var også samfundsdebattøren og filosoffen Morten Albæk og journalisten og direktøren Jakob Kvist samt en af Naser Khaders private venner.

Da Naser Khader og hans gæster den aften tændte for tv, så de både Henrik Qvortrup kommentere Ny Alliance i Jersild og Spin og Michael Kristiansen debattere det nye partis potentiale i Deadline.

»Tilsyneladende appellerer Ny Alliance både til eliten og folket. Det er ethvert partis ønskedrøm,« lød vurderingen fra Michael Kristiansen, da han tonede frem på skærmen.

»Det scenarium, som jeg tror, er mest sandsynligt efter næste valg, består i, at VKO ikke længere har flertal. Det ligger temmelig fast. Men at VKO og Ny Alliance har flertal,« sagde Qvortrup.

 

Tegning: Jens Koudahl

Som regel mødes Naser Khader med den lille kreds af fremtrædende kommentatorer og samfundsdebattører tre-fire gange om året enten til en middag ude i byen eller privat, hvor de spiser god mad og drikker godt med rødvin, og hvor de gerne vender situationen i dansk politik.

Henrik Qvortrup bekræfter, at han har været sammen med Naser Khader, efter partiet Ny Alliance blev stiftet, men vil ikke selv oplyse nærmere detaljer.

»Uden at skulle afsløre for meget kan jeg fortælle, at sidst jeg var sammen med Naser Khader, var Michael Kristiansen der også. Vi gik da hårdt til ham. Det var bestemt ikke, fordi vi talte ham efter munden. Det var en samtale, der var karakteriseret af, at der sad nogle mennesker, der vidste noget om politik, og derfor var det heller ikke unaturligt at tale om Ny Alliance,« siger Henrik Qvortrup.

Michael Kristiansen opfatter ikke sig selv som gode venner med Naser Khader, men anser kontakten til ham og andre politikere af hans kaliber som vigtigt for, at han kan vide, hvad der foregår politisk.

For ham går grænsen, for hvornår en forbindelse er for tæt, ved, om der er penge involveret i forholdet.

»For mig er det afgørende, om man er på lønningslisten. I det øjeblik, man begynder at få penge for noget, så er man jo tilknyttet. Som politisk kommentator er jeg nødt til at tale med politikere. Ellers kunne jeg ikke vide noget om det, jeg snakker om,« siger Kristiansen.

Politisk redaktør på TV2 Nyhederne Anders Krab-Johansen kender ikke til, hvordan Naser Khader omgås forskellige kommentatorer, men siger helt generelt:

»For mit eget vedkommende kan jeg fortælle, at jeg ingen venner har, der er medlem af Folketinget. For det første har jeg ikke mødt nogen, jeg har lyst til at være venner med. Men det primære er, at det ville blive vanskeligt at forholde sig kritisk, hvis man har et venskab. Folk ville læse dagsordner ind i mine analyser, som ikke er der.«

Han synes egentlig ikke, at det er så svært at vurdere, hvornår grænsen er overskredet.
»Selvfølgelig skal man tale med politikere og rådgivere for at være politisk kommentator, så man også ved det, politikerne ikke vil sige offentligt. Det kan man gøre ved at tale i telefon eller ved at mødes. Det bliver for privat, hvis man mødes hjemme eller ser hinandens familier. Invitationer til golf eller poker ville jeg sige nej til,« siger Anders Krab-Johansen.

Det afgørende må efter leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet Troels Mylenbergs mening være, om man som kommentator er i stand til den ene dag at gå til børnefødselsdag hos hinanden og dagen efter skrive en kritisk kommentar.

»Det ville være utroværdigt, hvis det var bedste venner, der kommenterede hinanden. Men der er ikke noget forgjort i, at man plejer omgang privat. Hvor grænsen går, må være op til den enkelte. Det handler i sidste ende om at have det usynlige, der hedder integritet,« siger Troels Mylenberg.

Han har selv spist middag med Naser Khader et par gange.

»Jeg føler mig ikke af den grund som en del af et indspist netværk. De gange, jeg har været ude at spise med Naser Khader, har det ikke handlet særlig meget om politik,« siger Mylenberg.

Sidste gang var i begyndelsen af april, hvor Morten Albæk og Michael Kristiansen også var til stede.

Uanset, hvor grænserne går, så er der ingen tvivl om, at gode forbindelser til nogle af landets mest fremtrædende politiske kommentatorer er af uvurderlig værdi for politikerne.

»Det er nærmest vigtigere end at kunne kommunikere klart. Hvor det tidligere var samfundsforskere, der forklarede, hvad der skete politisk, er det i dag kommentatorerne, der får lov til at oversætte, hvad der sker,« siger Troels Mylenberg.

Han mener, at der nærmest er tale om en ny alliance i dansk politik mellem kommentatorer og politikere.

En af grundene, til at kommentatorerne nærmest er mere magtfulde end mange medlemmer af Folketinget, er ifølge Troels Mylenberg, at de bliver brugt som eksperter, og fordi der ikke gælder de samme journalistiske krav, om at der skal være kilder i en kommentar, som der gør i en nyhedsartikel.

»Kommentatorens egen holdning bliver kanoniseret til at være sandhed uden nødvendigvis at være det, fordi andre journalister bruger dem som eksperter. Det stiller krav om, at læsere og mediebrugere kender lidt til laget af kommentatorer og ved, hvor de har været ansat,« afslutter Troels Mylenberg.

Henrik Qvortrup mener ikke, at hans venskab med Naser Khader er så nært, at det skulle være et problem. Tværtimod.

»Mit bekendtskab med Naser Khader kan jeg trække på, når jeg fungerer som kommentator,« siger han.

De konkrete overvejelser om, hvornår og hvordan det nye parti skulle lanceres, kendte Qvortrup ikke til, men han vidste godt, at Khader gik med de overvejelser.

»Det var også derfor, at jeg på et tidspunkt i en spin-udsendelse sagde, at måske var han bare den rigtige politiker i det forkerte parti. Når man fungerer som politisk analytiker er det måske, fordi man hører ting, der ikke bare står i pressemeddelelserne. Det kommer man blandt andet til ved at have et forhold til centrale aktører som Naser Khader,« siger Qvortrup, der er enig med Michael Kristiansen i, at grænsen ville være nået, hvis han sendte Khader en regning, efter de havde talt sammen.

Da Qvortrup var i Jersild og Spin lørdagen efter Ny Alliance blev stiftet, kaldte han Naser Khader for 'Danmarks bedste varemærke p.t.'

»Det, mener jeg, er en nøgtern vurdering af, hvordan hans aktier står for øjeblikket. Jeg synes nok, at jeg også kritiserede ham for ikke at have noget principprogram endnu, og et par dage forinden betegnede jeg ham som doven. I forhold til den eufori, der nærmest prægede dansk presse i ugen efter Naser kom på banen, vil jeg nok karakterisere mig selv som en af de mest kritiske,« siger Qvortrup og langer hårdt ud efter de øvrige journalisters dækning af Ny Alliance i de første dage efter præsentationen.

»Jeg synes, at dækningen har tangeret det, der ellers kun overgår Kongehuset. Det har nærmest forekommet upassende, hvis nogen har stillet kritiske spørgsmål. Der er ingen tvivl om, at de første dage efter stiftelsen var den gode historie, at Naser Khader var kommet ind og havde lavet lidt rav i den,« siger Henrik Qvortrup, der dog bemærker, at medierne siden er blevet langt mere kritiske over for Ny Alliance.

Ny Alliance satsede i de første dage på at optræde i medier som Godmorgen Danmark, Godaften Danmark og Aftenshowet, mens de takkede nej til Debatten og TV Avisen søndag aften.

»De har helt klart satset på at optræde i de ukritiske medier. Det er programmer, der har mange seere, og hvor det vigtigste er, at der skal være en feel-good stemning. Men de er ikke ligefrem kendt for at gå til biddet. Det er meget godt set, at de skal optræde der. Det må man stil-teknisk tage hatten af for,« siger Henrik Qvortrup.

I Marianne Jelveds lejr oplevede pressechef Rasmus Lindboe det som et problem, at Ny Alliance ikke troppede op i Debatten, og at det var Michael Kristiansen, der skulle fungerede som objektiv kommentator.

»Vi fik det indtryk, at Debatten skulle handle om fremtiden i dansk politik efter Ny Alliance. Det viste sig at være lidt af en falsk varebetegnelse. Debatten bruger Michael Kristiansen som uvildig ekspert, men programmet ender som et langt bifald for Ny Alliance. Det er mit indtryk, at Michael Kristiansen og Naser Khader ofte udveksler meninger, og derfor får hele Debatten karakter af at være et reklameindslag for det nye parti, uden at de selv gider stille op. Det, synes jeg, er for billigt,« siger Lindboe.

Michael Kristiansen forstår ikke kritikken.

»Det kan godt være, at det, jeg sagde om Ny Alliance i Debatten, ikke var særlig negativt, men det synes jeg heller ikke, at der var nogen grund til. Det var ikke min opgave. Min opgave var at vurdere, om partiet var en udfordring for de partiledere, der stod rundt om bordet, og jeg vil til enhver tid fastholde, at det er en kæmpestor udfordring for dem alle sammen. Jeg vil gerne høre, hvis der er nogen, der mener det modsatte. Hvis man har meningsmålinger, der viser, at partiet ligger højt, og man kan se, hvor stemmerne kommer fra, og så ikke kan sige, at partiet er en udfordring for de borgerlige partier, mener jeg, at man er gået fuldstændigt galt i skoven,« siger Michael Kristiansen.

Morten Albæk bekræfter med glæde, at Naser Khader er en af hans venner. Han hørte om Ny Alliance, allerede før partiet blev lanceret.

»Som det gør sig gældende i ethvert venskab, så hjælper man sine venner, og derfor stiller jeg også mine råd og holdninger til rådighed i relation til, hvad jeg mener, er det mest fornuftige og det rigtige for såvel Ny Alliance at foretage sig og mene. Men jeg vil ikke påstå, at jeg har bidraget til strategiudvikling. Jeg har hovedsageligt bare stillet mine private holdninger til rådighed for en god ven,« siger Morten Albæk.

Politisk reporter på B.T. Andreas Karker skrev to dage efter, at Ny Alliance var en realitet, om Naser Khaders netværk. To uger senere skrev han en artikel om, at det haster for Ny Alliance at præsentere et politisk program. Her brugte han ingen kommentatorer fra netværket, men derimod universitetsansatte.

»Lige præcis når det drejer sig om Ny Alliance, bør det måske ikke være dem, der kender Naser Khader, som man først og fremmest bruger. De har i hvert fald været positive indtil nu. Qvortrup har sammenlignet situationen med jordskredvalget i 1973. Det kan godt være, at Ny Alliance får stor betydning, men det er ikke sikkert. Kristiansen har sagt, at VKO-flertallet er væk for evigt. Det kan også godt være, at det er rigtigt, men det er store ord,« siger Karker.

Hverken vært for Debatten Jesper Larsen eller vært for Jersild og Spin Jens Olaf Jersild ser problemer i at bruge Henrik Qvortrup eller Michael Kristiansen trods bekendtskabet med Khader.

»Det er en del af arbejdet som politisk kommentator, at man holder sig orienteret om, hvad der foregår. Det må alt andet lige være en fordel at have en tæt kontakt til sine kilder. Jo mere kommentatoren ved, jo gladere er seerne,« siger Jens Olaf Jersild.

Jesper Larsen fortæller, at hvis Gitte Seeberg, Anders Samuelsen eller Naser Khader havde sagt ja, var det ikke sikkert, at de havde haft brug for en mere neutral debattør som Michael Kristiansen. Hvis Rasmus Lindboe savnede kritik af Ny Alliance under Debatten, kunne hans egen partileder bare have leveret kritikken, mener Larsen.

»Når Michael Kristiansen deltager i debatten er det også, fordi han nok er den mest kompetente kommentator herhjemme. Han har integritet nok til at sige, hvad han mener, og jeg tror sådan set ikke, at der var nogen af politikerne, der var uenige i hans analyse. Jeg så dem nikke hele vejen rundt om bordet,« siger Jesper Larsen, der ikke selv plejer omgang med nogen politikere privat.

I sidste ende mener Troels Mylenberg, at det må være op til chefredaktøren på det enkelte medie at overveje, om en kommentator kan bruges eller ej.

»Medierne har valgt at synes, at det er troværdigt at bruge Michael Kristiansen og Henrik Qvortrup til at kommentere udviklingen i Venstre fra at være et liberalt parti til at være et midterparti, fordi de har insider-viden. Anders Fogh Rasmussen er sikkert ikke ked af, at det er dem, der kommenterer, for selv om de er kritiske, forsøger de ikke grundlæggende at trække tæppet væk under Fogh,« siger Mylenberg.

Det handler ganske enkelt om, at seerne bør kende kommentatorens baggrund.

»Når Michael Kristiansen og Henrik Qvortrup toner frem, synes jeg, at den rette betegnelse er tidligere spindoktorer for Fogh. Men jeg synes ikke, at det diskvalificerer folk. Måske snarere tværtimod, da de jo netop besidder viden, men hvis man synes, det er relevant, skal det nævnes. Hvis det svækker deres troværdighed, skal man som journalist lade være med at bruge dem,« siger Mylenberg.

Rent faktisk mener han, at det er et problem, at mange journalister ikke er halvt så gode som kommentatorerne til at pleje deres kilder og på den måde holde sig orienteret. Han bemærker, at det også var en kommentator og ikke en almindelig journalist, der først havde nyheden om Khaders udbrud fra De Radikale, nemlig politisk kommentator Helle Ib fra B.T.

Til Naser Khaders venner hører også dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen. Han har blandt andet lavet filmen »De Første«, som handler om, dengang Naser Khader og Kamal Qureshi blev valgt ind i Folketinget. Siden har Khader været gæst ved Guldbrandsens bryllup.

Christoffer Guldbrandsen er frem til efter næste valg i fuld gang med at optage stiftelsen af Ny Alliance og gik i hælene på Khader med sit kamera, allerede dagen før partiet blev lanceret. Han ønsker dog ikke at fortælle om, hvilke overvejelser han gør sig om at lave en dokumentarfilm om en ven.

 

Det har ikke været muligt at få et interview med Ny Alliances presserådgiver Ingrid Reumert, deres kommunikationsrådgiver Rasmus Jønsson eller Naser Khader selv.

 

Kommentar

25/05/2007 - 00:49
Oluf Husted

Kære "Journalisten" Tak for et spændende supplement, til den viden det er lykkedes, at læse og høre mig til, siden den danmarkshistoriske dag: d. 7. maj 2007.

Oluf Husted

25/05/2007 - 12:31
Jacob Knudsen
Fremragende artikel. Stor ros. Hold dette niveau og så skal I se løjer.
27/05/2007 - 15:21
Mads Christensen
Så nappede Politiken ideen om at kortlægge Khaders netværk. Det er i hvert fald den samme historie, de har på dagens PS-forside.

Dog ingen henvisninger til Journalisten. Men i dette tilfælde også fair nok, så længe det blot er ideen, der er planket.
29/05/2007 - 00:54
Mikkel Jørgensen
Fagbladet Journalisten vil gerne have regler for al journalistisk virksomhed - nu osse for politiske kommentatorers private bekendtskaber. Jævnfør ovennævnte artikel var det måske på sin plads om bladet havde gjort opmærksom på, at SDU-leder Troels Mylenberg er privat ven med såvel eks-spindoktor Mikael Kristiansen -- hvis udfoldelser han her offentligt kommenterer! -- såvel som med Journalistens redaktør Elkjær.
Er Elkjær forøvrigt på vej til et chefjob på Politiken? Og hvad betyder det for bladets dækning af forholdene på Rådhuspladsen??
29/05/2007 - 09:34
Jacob Knudsen
Er dog ikke nær så velskrevet som denne på Journalisten, så det er ligesom i filmverdenen. Toeren når sjældent etteren i niveau. Heller ikke her.
29/05/2007 - 14:01
Signe Højgaard Nielsen

Kære Mikkel Jørgensen

Tak for din kommentar.

Det fremgår allerede af artiklen, at Troels Mylenberg også har spist middag med Khader i privat sammenhæng, og at Kritiansen også var med sidste gang det skete. (Cirka halvvejs i artiklen).

Vh

Signe Højgaard Nielsen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Journalistisk Indpisker

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Erhvervs- Reporter

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Nyheds-Reporter

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Pressechef - Realdania

Mercuri Urval
Ansøgningsfrist: 03/09/2014

Nyhedsjæger til Esbjerg

Syddanske Medier
Ansøgningsfrist: 27/08/2014

Journalist til Ribe

Syddanske Medier
Ansøgningsfrist: 10/09/2014

EU-korrespondent for Børsen

Dagbladet Børsen A/S
Ansøgningsfrist: 12/09/2014

CENTER FOR BOLIGSOCIAL UDVIKLING SØGER PRESSEMEDARBEJDER

Center for Boligsocial udvikling
Ansøgningsfrist: 08/09/2014

Finans søger nyhedsredaktør

JP/Politikens Hus
Ansøgningsfrist: 27/08/2014

VIDEOJOURNALIST

Aarhus Teater
Ansøgningsfrist: 27/08/2014