23. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

Ingen grund til bekymring i Wind-sag

Hvis nu regeringen havde sat militæret ind mod Københavns Universitet eller hvis Søren Pind direkte havde fået Marlene Wind fyret, så kunne vi tale om at være bekymret for ytringsfriheden.
17/06/2011 | 14:32
Paula Larrains billede
Paula Larrain

Hvis nu regeringen havde sat militæret ind mod Københavns Universitet eller hvis Søren Pind direkte havde fået Marlene Wind fyret, så kunne vi tale om at være bekymret for ytringsfriheden.

Det, der er sket for Marlene Wind, er helt naturligt i den nuværende demokratiske situation i Danmark. Ligeså naturligt som det fænomen, der åbenbarer sig for os, hvis man stikker de bare næver ind i et bo med aggressive, vrede - og måske sukkerkolde - hvepse for derefter at slå vildt om sig.

Hun er blevet stukket af en vred hveps ved navn Pind. Det dør demokratiet ikke af og derfor skal DJØF-formanden ikke gå rundt og bekymre sig for, om der nu er indledt en hetz mod forskere. Det opsigtsvækkende er blot, at de bliver sagt imod, når de selv deler øretæver ud.

Nogle mener oven i købet, at det er befriende, at der bliver sat grænser (altså i debatten) og at de mest medieeksponerede eksperter dermed tvinges til at tænke over, hvilken fold de står i, når de udtaler sig. Er det fra ekspertfolden eller er det fra privatfolden? For medierne er det under alle omstændigheder ekstra vigtigt at udvælge eksperterne med omhu. Og måske variere lidt, så det ikke bliver de samme af Tordenskjolds soldater, der dukker op for at bidrage, og som dermed bliver lige lovlige meget veninder med medierne.

Skal man så helt holde sig fra folk, der har ytret sig politisk og bombastisk? Nej, vel skal man ej. Det er ikke nogen god idé at caste folk efter, hvor man formoder de hører hjemme i det politiske spektrum. Det er unfair og kan lede til diskrimination. Omvendt skal eksperterne kunne tale gennem medierne til almindelige mennesker og derfor må de godt bruge et sprog, der er til at forstå, Afgørende er det dog, at eksperterne selv kender grænsen mellem ekspertfolden og privatfolden.

Mere om det synspunkt kan du læse om her på min egen nyhedsblog 

Kommentar

17/06/2011 - 15:46
flemming chr nielsen

Sært, at en enkelt bemærkning fra professor Marlene Wind kan give anledning til sådan et raseri hos Venstre og Dansk Folkeparti, der ellers har rigeligt med klakører og lakajer.

Forklaringen må være, at Marlene Wind har hånet, spottet og latterliggjort de forkerte.

Uvilkårligt tænker jeg på journalisten Jørgen Dragsdahl, der vist nærmest er ruineret, fordi professor, dr. phil. Bent Jensen i medierne - og med sin professor-titel som alibi - har rettet en række ifølge domstolene usaglige og udokumenterede beskyldninger imod ham.

 Dengang hørte vi ikke nogen protest fra Venstre, Dansk Folkeparti eller for den sags skyld Paula Larrain. Tværtimod blev der bygget et helt institut til professoren.

26/06/2011 - 05:59
Jeppe Juhl

@ Flemming Chr. Nielsen:

Jeg undrer mig en lille smule. Du, der tilsyneladende er i stand til at sætte dig på indersiden af professor Bent Jensens hjerneskal, må være i besiddelse af informationer, som du som journalist (?) burde delagtiggøre os andre i.

Det er muligt, du har ret angående Bent Jensens alibi-forskning, men gider du ikke forklare os, hvorfra du har denne viden? Som et absolut minimum burde du henvende dig til Dragsdahls advokat med denne unikke indsigt.

Til sidst et lidt naivt spørgsmål: Hvis professor Bent Jensen - mod forventning, da han tilsyneladende ikke kan få afklassificeret inkriminerende papirer - skulle gå hen og vinde i Landsretten, hvordan vil du og alle de andre, der udtaler sig om en verserende sag, så karakterisere Jørgen Dragsdahl?

Må jeg komme med et forsigtigt lille gæt i rubrikform?

SKANDALEDOM I LANDRETTEN

Journalist Jørgen Dragsdahl udsat for justitsmord efter højreorienteret hetz.

 

Med meget uimponeret hilsen

Jeppe Juhl 

 

17/06/2011 - 15:52
flemming chr nielsen
Jeg synes ikke rigtig, jeg kan gøre for, at systemet først skal teste, om jeg nu virkelig kender forbogstavet i ordet hest - men det er grunden til, at jeg får indlægget sendt 3 gange, mens hesten stadig gumler på svaret.
17/06/2011 - 16:55
Nels Sørensen
Du ku' jo eventuelt også prøve at ruste dig med lidt tålmodighed. Så dukker din kommentar, i blot en enkelt udgave, nok op, skal du se. ;)
17/06/2011 - 16:01
Ulrik Jørstad Gade

Man kan sagtens mene, at Wind krydsede grænsen mellem ekspertviden og politiske holdninger, da hun begyndte at tale om "den indre svinehund". Men det er jo latterligt, når Pind siger, at Wind ikke forstår sagen eller i øvrigt ved, hvad hun snakker om. Pind bliver rasende, fordi han bliver modsagt af en person med stor faglig autoritet - og han vælger så at angribe netop Winds autoritet i stedet for at diskutere holdningen. Sagen er et symptom på, at forskning og ekspertviden bliver stadigt heftigere politiseret. Men også på, at politik bliver stadigt mere løsrevet fra saglig og faglig viden. 

17/06/2011 - 19:51
Paula Larrain

Ulrik - god pointe - og set netop i det lys, skal eksperterne holde deres stier rene om jeg så må sige. Men det er da svært, for hvor går grænsen egentligt? For politologer, økonomer eller jurister for den sags skyld? Det er vurderinger, de bliver bedt om at udtrykke og de er af gode grunde sjældent eksakte.

Marlene Winds "brøde" i dette tilfælde handler vel mere om, at hun gik ned på politikernes niveau og udstak dummeflade. Jeg ser ikke hendes meldinger som politiske, men som blot upassende til hendes position. Men så er det heller ikke værre. Jeg er ikke bekymret. Heller ikke for Marlene Wind. Pinds temperament kender vi efterhånden og han skal nok slå fra sig igen. Det skal bestemt ikke afholde folk fra at kritisere ham eller hans politik.

Flemming, jeg er ikke nok inde i sagen om Dragsdahl til at kunne sige noget kvalificeret om den, men er du ikke sød at fri mig for den politiske mistænkeliggørelse? H E S T :-) 

17/06/2011 - 20:05
Niels Bruun

@Paula

Enten har du ikke forstået sagen, eller også taler du som partitro konservativ og ikke som journalist.

At politikere modsiger eksperter er der hverken noget galt eller nyt i. Men her er der tale om, at en forsker har fået mundkurv på af Københavns Universitet efter en massiv, personligt rettet hetz-kampagne fra regeringen og DF. Hvis det er "helt naturligt i den nuværende demokratiske situation i Danmark", så står det dælme skidt til.

Der burde rejse sig et ramaskrig, men den danske journaliststand har tilsyneladende prioriteret fredagsbaren fremfor at bore i årets historie om politisk censur.

Men hvad, det er jo heller ikke jeres ytringsfrihed, der er blevet undertrykt. Ikke i dag i hvert fald.

17/06/2011 - 20:37
flemming chr. nielsen

Det er en uhyggelig sag, når magthavere knebler de ytringer, der udstiller dem.

"Det dør demokratiet ikke af," skriver Paula Larrain. Og det udsagn er lige så uhyggeligt, for med sin chilenske baggrund burde hun om nogen vide, at demokratier sjældent lider en øjeblikkelig død: de mørnes af stadige dryp og omgivet af dumme klaphatte, der ikke kan se noget galt i det, der langsomt sker.

Hvem er så klaphattene? Ja, det er medierne med deres valne holdninger og de samarbejdspolitikere, der ikke tør sige fra af frygt for at miste en taburet eller en af svinehunde-vælgerne.

Tillad mig at citere, hvad Børge Outze svarede, når en abonnent opsagde Information i surhed over bladet: "Vi vil slet ikke have Dem som abonnent."

Tænk hvis en politiker turde sige: "Jeg vil slet ikke have Deres  stemme."

17/06/2011 - 21:58
Michael Bjørnbak Martensen

Marlene Winds meget enkle fremstilling er, at regeringen har solgt et budskab herhjemme om tyveknægte og bander, mens udlandet har fået historien om tjek på varer og tjenesteydelser. Her pointer Marlene Wind, at udenlandske journalister, embedsmænd og diplomater også lser danske aviser - hvad hun faktisk så også ved er tilfældet via sine mange kontakter.

Hvis hun ikke skal  fortælle den dankse befolkning det, er der noget helt galt.

Når den gode Pind, så kommer med sine vurderinger beskrevet i lidet flatterende vendinger er det lige til højrebenet at give igen af samme skuffe.

Jeg synes det er godt gået af Marlene Wind - fot det er jo lang lettere at slukke telefonen og passe den daglige dont.

 Men det er mediesituationen i dagens Danmark - hvor man skal indgå i dette plattenslageri, og det ved Paula egentligt så godt.

Om det er ønskeligt at det skal fortsætte er en faglig diskussion, men sådan er mediesituaitonen - og den har Marlene Wind forstået 110 %.

18/06/2011 - 10:25
Paula Larrain

@Niels - det kan sagtens stå slemt til i en naturlig situation. Men jeg mener nu, at den er forbipasserende - altså situationen - derfor er jeg ikke bekymret. Det jeg hentyder til, er valgfeberen og de hysteriske reaktioner fra enkelte politikere, der godt kan se, at de er mere end almindeligt udfordret. Det ved Marlene Wind godt og nu har hun så erfaret, hvad der sker, når man sætter en lilletå over på den anden grænse. Mere har hun efter min mening ikke gjort. Hun har udtalt sig bombastisk og derved gjort sig selv sårbar for modangreb. At hun holder pause nu for medierne, er kun godt for hende i det lange løb, så hun ikke bliver slidt op og redaktionerne holder sig langt væk fra hende af frygt for, at det samme skal ske igen. Jo, jeg har skam forstået situationen. Det er IKKE en hetz. Jeg nægter bare at piske en stemning op omkring en emsig minister, der vil have, at eksperter opfører sig som eksperter og politikere som politikere. Vil ha', vil ha', vil ha'. Men han svarer altså kun med ord og ikke med kanoner.

Hvilket bringer mig til Flemmings uvidende og respektløse indlæg. Jo, demokratiet i Chile (for eksempel) døde meget øjeblikkeligt, den 11. september 1973 i de tidlige morgentimer. Jeg husker den morgen mere tydeligt end du kan huske, hvad du fik til morgenmad i går. Hundreder blev øjeblikkeligt myrdet og andre blev sat i fængsel og fra bestillingen. Deriblandt min far. Måske derfor trækker jeg i den anden retning, når nogen i deres sensommers kedsomhed - her i trygge lille Dannevang - prøver at skabe drama ud af en ganske ufarlig debatsituation. Du burde skamme dig, Flemming. Dine indlæg og bitre ringeagtsytringer er under lavmålet for en ordentlig debat.

 

18/06/2011 - 15:56
Niels Bruun

@Paula

Du undgår sagens kerne: Marlene Wind har ikke frivilligt og selvstændigt valgt at tie. Den beslutning har hendes chef på KU taget for hende, ifølge ham ganske vist "i samarbejde med" Marlene. Det er censur, ganske enkelt, og det er endda censur som følge af politisk pres.

Jeg vil anbefale dig at læse Informations artikel fra i dag: http://www.information.dk/271272

Jeg har stor sympati for din egen historie, hvor du har oplevet undertrykkelse i stor skala. Men det bør ikke være en undskyldning for at se stort på undertrykkelse i mindre skala. På det punkt er jeg helt enig med Flemming.

18/06/2011 - 19:50
Torben Nielsen

<strong>Nogle mener oven i købet, at det er befriende, at der bliver sat grænser (altså i debatten) og at de mest medieeksponerede eksperter dermed tvinges til at tænke over, hvilken fold de står i, når de udtaler sig. Er det fra ekspertfolden eller er det fra privatfolden?</strong>

 Jeg synes mere det ser ud til at at man skal afgøre om man er i folden "som er enig med Søren Pind, Pia K. osv." eller er u-enig. Og det er et demokratisk problem.

 Jeg erindrer Eigil Kaas udtalelser om helst ikke at være i konfklik med regeringens holdning til global opvarmning:

»Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men også mine medarbejderes job, der stod på spil«, fortæller forskningsleder Eigil Kaas til Politiken.

 Så jeg mener det er dybt forargeligt at Søren Pind, Pia K eller andre henvender sig til Marlene Winds chef i denne sag. Det er magten der kommer med trusler i såfald.

 

26/06/2011 - 10:52
Geert Mørk
Når en professor under påberåbelse af en fin titel og en lang uddannelse kalder sine politiske modstandere for svinehunde -  er det så en juridisk, akademisk og empirisk korrekt og sand analyse, som ingen fra den politiske - eller journalistiske - verden har nogen legitim ret til at kritisere?
28/06/2011 - 15:31
Christian Barfoed

Hej,

Geert Mørks retoriske spørgsmål peger jo på det reelle problem det er, at en "ekspert" i det, der jo altid i seerens optik vil bære varebetegnelsen en "ekspert-kommentar" overtager politikernes retorik og begynder at bruge stærkt værdiladede udtryk som at "appellere til den indre svinehund .

 Men mon ikke løsningen på sigt er at vi alle - journalister, politikere - og eksperterne selv - får pillet eksperterne ned af piedestalen og i øjenhøjde med os andre, så de også både kan være eksperter og mennesker med meninger, følelser og tanker og voldsom retorik.

Men det forudsætter selvfølgelig at alle - også eksperterne selv - er klar over, hvornår de er det ene, og hvornår de er det andet.

vh Chr. Barfoed

   

28/06/2011 - 19:27
Michael Bjørnbak Martensen

Hvis man ønsker ekspert-udtalelser alene, var det måske en helt fin idé at gennemføre interviews, der holdt sig dette mål for øje. Marlene Wind interviewet var meget meget lang, live, og når journalisten stiller spørgsmål  rundt om Selma, kan det ikke undgåes at der siges et eller andet, der ikke er stramt ekspert-skåret.

Men altså: jeg finder det befriende, at eksperter kan sige tingene på en måde, så det forstås uden for universiteternes mure. Derfor håber jeg, at Marlene Wind danner skole. 

29/06/2011 - 16:40
Christian Barfoed

Hej,

 

Michael, jeg tror du synes, Marlene Wind bør danne skole, fordi det politiske standpunkt hun giver udtryk for med den del af kommentaren, falder sammen med dit eget - fair nok.

Men uden at jeg skal male fanden på væggen og lancere søgte konspirationsteorier, som der ikke er dækning for, falder det, Marlene Wind giver udtryk for indenfor den uskrevne overenskomst, der i mange år har været hos "eliten" - som jeg altså i mangel af bedre ord - vil kalde de eksperter, og de politikere, som i mange år har betegnet DF som "ikke stuenerne" eller at de "appellerer til den indre svinehund".

Det er en politisk retorik, som vi journalister i mine øjne selvfølgelig skal lade eksperter og politikere give udtryk for - men når der er tale om eksperter, skal vi nok holde dem fast på, at den slags udsagn ikke kan være en konklusion eller et resultat af den forskning, der har gjort dem eksperter på deres felt - også selv om nogle journalister måtte dele de synspunkter :-) (Og her helt undtagelsesvis en privat forbrugeroplysning: Nej, jeg stemmer ikke på DF)

 

vh Christian Barfoed

 

 

29/06/2011 - 20:03
Michael Bjørnbak Martensen

Hej Christian - jeg er egentligt lidt ked af din kommentar, fordi jeg betragter dig som en dygtig journalist.

Men alt er tilgivet. Alle kan lave fejl. Marlene Wind vil givet holde sig fra sådanne betegnelser i fremtiden. 

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01