24. april 2014
BLOG
Nick Allentoft:
Gør DR til open source

Hurra - kildebeskyttelsen er krænket!

Ekstra Bladet har handlet i demokratiets tjeneste. Ikke fordi de er moralister, men fordi de er journalister. Ja, deres krænkelse af kildebeskyttelsen vil betyde færre historier fremover, men den slags historier, der før var underlagt beskyttelse, kan vi - folket og styret - sagtens undvære.
05/12/2011 | 11:23
Paula Larrains billede
Paula Larrain

Ekstra Bladet har handlet i demokratiets tjeneste. Ikke fordi de er moralister, men fordi de er journalister. Ja, deres krænkelse af kildebeskyttelsen vil betyde færre historier fremover, men den slags historier, der før var underlagt beskyttelse, kan vi - folket og styret - sagtens undvære.

Det er ikke hver dag, man får lyst til at skåle over krænkelsen af noget, som af de fleste anses for at være en helligdom. Den hellige kildebeskyttelse blev krænket af Ekstra Bladet, der søndag afslørede en tidligere spindoktor, Peter Arnfeldts, forsøg på at plante smuds om en modstander gennem ulovligt frembragte, personlige papirer. Skål for det!

Det betyder ikke, at man nu skal lade være med at stole på journalister generelt - eller specifikt journalister fra Ekstra Bladet. Tilliden bør kunne være lige så stor - eller lige så lille som før. Vel at mærke, hvis du er såkaldt "whistleblower", der i offentlighedens tjeneste går til medierne for at afsløre magtmisbrug eller manipulation blandt magtens folk.

Hvis du er spindoktor og ansat til at sløre din chefs fejl og til at plante skidt om hans modstandere, så skal du nok tænke dig nøje om, næste gang du henvender dig på en redaktion. Og sådan burde det også have været FØR denne søndag. Alene det, at Peter Arnfeldt byder sine oplysninger til en daværende oppositionsavis, hvis konkurrent har kørt Helle Thorning-Schmidts skattesag som en mærkesag, afslører, at spindoktorer er blevet lige lovlig trygge ved journaliststanden.

Men du skal vide dig usikker, hr. særlige rådgiver. Du er en del af magten, du arbejder ofte imod sandhedens tjeneste, og du og dine lige har de seneste 10 år været med til at gøre det danske folkestyre til ren Mickey Mouse. Godt hjulpet selvfølgelig af dine nærmeste partnere i pressen. De politiske journalister og kommentatorer, der ganske beredvilligt har taget imod smuds og snavs for at kunne puste personhistorier op til salgbare vinkler og slagfærdige kommentarer.

Det har været helt naturligt for dig at behandle journalister som kollegaer og nå, ja, flere af dem er jo også kolleger og har tidligere selv bestridt dit job. Du har vidst, at pressen havde interesse i at beskytte dig, fordi du altid kunne levere mere. Og mere og mere. Til en branche, der har kannibaliseret på sig selv indefra og som derfor i desperation har glemt, hvad forskellen er på vigtig journalistik og kommerciel sensationsjagt.

Indlæg fortsætter her

 

 

Kommentar

05/12/2011 - 23:34
Jesper Borup
Kildebeskyttelsen er opfundet i en anden tid og for at beskytte helt andre, sårbare deltagere i demokratiet end ministres spindoktorer.

Vi trænger til en grundlæggende debat om, hvad kildebeskyttelse er i det professionaliserede markedsdemokrati, nyhedsjournalister dækker i dag.

Flere eksempler inden for kort tid viser, at journalister, når det kommer til stykket, ikke kan give magtfulde kilder nøjagtig den samme kildebeskyttelse som de magtløse, samvittighedsfulde samfundsborgere, den oprindelig var tiltænkt.

Eksemplet Arnfeldt vs Kjærgaard viser igen, at en aftale kun er en aftale, indtil den ikke er det længere. Fordi præmisserne for aftalen har ændret sig, eller fordi journalisten føler dig udnyttet i et magtspil. Ganske som med Lassen vs Plummer, og ganske som med lækagesagen.

Disse nylige, konkrete eksempler på aftaler om kildebeskyttelse, der er blevet brudt, handler alle om studehandler, der er indgået mellem journalister og magtfulde kilder. Ikke om aftaler, der er lavet med de såkaldt almindelige mennesker, som kildebeskyttelsen var tiltænkt.

De, der står fast på en absolutistisk definition af kildebeskyttelsen, bliver overhalet indenom af virkelighedens eksempler.
06/12/2011 - 03:56
Jesper Lykkeberg

He, he, super overskrift og friskt indlæg. Paula Larrain er fræk og bidende som en tiger.

 En anden blogger, Rune Engelbreth har også et kækt svar til BT og DJ's argumentation:

"Men risikerer Poul Madsen nu ikke, at ingen tør komme til Ekstra Bladet med vigtige afslørende historier af frygt for selv at blive hængt ud?

Ekstra Bladet risikerer, at spindoktorer, der vil misbruge deres magt og position til lyssky operationer, kun går til B.T. - that’s all. Men det ved læserne også nu. Næste gang en person forfølges og tilsværtes med afsæt i en B.T.-artikel, der er baseret på anonyme kilder, vil avisens troværdighed på forhånd være undermineret pga. prioriteringen af politiske magtinteresser i skattesagen."

http://blog.politiken.dk/engelbreth/2011/12/05/bedre-sent-end-aldrig-tak-til-ekstra-bladet/

 

 

06/12/2011 - 09:47
Jan August Hillers
Sådan, Paula.
06/12/2011 - 09:55
Villy Dall

Er enig med Jesper Borup

06/12/2011 - 11:11
Steen Ole Rasmussen

Man kan godt undre sig over hvor let, det er at score gyldige komplimenter ved at gå ind for at ophæve beskyttelsen af magtmisbruget, soom det har fundet sted i netop denne her sag.

 Der er jo netop flere andre eksempler, hvor vi som mediebrugere har stået og taget sig til hovedet over at både medier, retssystem har holdt hånden over en aldeles illegitim form for samarbejde mellem spinmestre (på vegne af deres ministerier, partier, interesser i magtens centrum) og medierne, der for sin del tit og ofte er engageret i de selv samme former for magt, interesser af økonomisk, ideologisk, art.

Jeg har netop udgivet en bog, der er en lang kritik af medierne, italesættelsens magt, som jeg ser over alt i medielandskabet.

Her er man klar over, hvor altafgørende netop massemediernes evne til at styre mediebrugerens opmærksomhed er for den politiske magts fordeling. Jeg har svært ved at anskueliggøre, hvor bred og højaktuel min bog er. Men kan fortælle, at den er det direkte resultat a min egen frustration over, hvor lidt kritik medierne er åbne for, når det kommer til deres egen performance.

Fx var jeg inde i varmen på Dagbladet Ínformation, hvor jeg fik trykt tre kronikker over tre måneder i de sidste måneder af 2008. Men da jeg sagde mit abonnement op og begyndte at fokusere på italesættelsens magt, de mange former for medieskabt realitet og alle de aldeles indavlede og kunstigt, ideologisk, skabte konflikter, ja så var der lukket på redaktionen. Man gad ikek se mine tekster længere.

Hvis den mindste ikke bare er den mindste men også en mindre ringe, ja så synes jeg det siger rigtigt meget om niveauet.

mvh. Steen

06/12/2011 - 12:08
Kirsten Erlendsson

Løftebrud er blevet en sport. Både efter et valg eller overfor kilder.

Efter E.B´s eklatante brud på kildebeskyttelsesreglerne med 11 måneders betænkningstid må det være helt omkostningsfrit for TV2 og DR med 3 års betænkningstid at fortælle, hvem der er deres kilde i Lækagesagen og offentliggøre den beslaglagte (eller destruerede?) lydfil.

Ganske vist har Højesteret givet begge kanaler medhold i, at de er i deres fulde ret til at beskytte deres kilde, men nu er der frit slag for at få tømt vasketøjskurven for det snavsede undertøj og få placeret et ansvar for at bringe danske soldaters liv i fare. Det har ikke været tilfældet i Helle Thornings skattesag, der har handlet om udnyttelse af skattereglerne.

Men nu skal der rulle hoveder. Pressen lugter blod, og i vores iver efter at få opfyldt enhver journalists drøm om at vælte en magthaver eller to, er vi godt i gang med at save de sidste tynde grene af vores troværdighed over. For hvordan stiller det vores kilder fremover?. Kan de stole på, at vi holder aftalen om kildebeskyttelse, eller skal de forlange en skriftlig kontrakt på, at vi vil overholde den, inden de tør fortælle os noget?

og er det overhovedet det stykke papir værd, det er skrevet på, hvis vi finder på at skifte mening efter hele og halve år? Vil kilderne hive os i retten for brud på kildebeskyttelsesreglerne? Vel næppe, når de har haft deres billede på forsiden af samtlige aviser eller tv stående udenfor deres sommerhus.

Vi kan måske også påberåbe os en forældelsesfrist, ligesom det er tilfælde i Helle Thornings skattesag, som det ellers er i alle skatteborgeres interesse at få ordentligt belyst, bl.a. hvordan Københavns Skat er nået frem til den afgørelse.
Man kan håbe, at alt bliver belyst af den undersøgelseskommission, der nu er nedsat, for lige nu er der juleudsalg af al hæderlig journalistik, når vi kappes om at anklage, føre proces og afsige dom i spalterne - og igen lader os vikle ind i spin.

Kirsten Erlendsson
Journalist
B.T.

06/12/2011 - 13:42
Jens Yde

Slå igen, I Blå!

Find jer ikke i tyranniet fra de Røde apparater, deres lejesvende og lakajer.

Enhver af os husker, at en 48-årig mand blev landskendt, da Ekstra Bladet bragte navn og billede af ham, da han var fængslet og sigtet for drabet på en 20-årig kvinde.

Efter han var løsladt og renset for mistanke udtalte Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, at han intet fortrød. Poul Madsen mente tværtimod, at Ekstra Bladets eksponering af den sigtede var til fordel for den sigtede, udtalte han til Journalisten.

Et par dage senere skrev jeg følgende her:

”Her til morgen den 23. juni 2010 bragte TV2News en virkelig nyhed: Ekstra Bladet er begyndt at afsløre sine kilder.

Chefredaktør Bent Falbert var sendt på banen for at redde Poul Madsen og afslørede, at historien om den sagesløse jyde havde Ekstra Bladet modtaget af den sagesløses mands advokat Morten Wagner. Falbert sagde direkte, at Morten Wagner havde bedt om, at Ekstra Bladet bragte billedet af manden.

Så mon ikke pressens kilder skal til at vogte sig lidt?”

Og jeg fik igen fuldstændig ret.

I oktober 2010 kom det frem, at en af journalisthovederne i Journalistens buket af bloggere havde brudt et løfte om tavshed over for Danmarks Radios generaldirektør Kenneth Plummer.

Tøger Seidenfaden afslørede derpå i Stig Andersens bog fra 2011 til Bent Falberts og mange andres enorme fortrydelse, at ombudsmand, professor, dr. jur. Hans Gammeltoft Hansen var den hemmelige kilde til sagen mod den konservative Ninn-Hansen for tyve år siden.

Og nu ryger spindoktor Peter Arnfeldt formentlig.

Fællestræk for ofrene? Alle tilhører djøf-segmentet.

Og er flertallet ikke også blå?

Mange af os ser frem til at de blå svarer igen med afsløringer af røde kilder. Mange ser faktisk frem til, at djøf’er og dj’er kommer til vakle vingeskudte rundt mellem hinanden inden og uden for Søerne ude at stand til at sige noget, ”for man ved jo aldrig om pressen overholder løfterne om kildebeskyttelse”.

Blandt DJ’s medlemmer har I Blå har god forhåndsopbakning til afsløring af røde kilder, ser det ud til, ”og man skelner jo rent journalistisk ikke sådan mellem hvem, der tilhører den ene eller anden partifarve”

Begynd f. eks. med Ritt Bjerregaard og hendes luksusliv på Hotel Ritz i Paris.

Hvem i radikale og røde kredse i København var egentlig kilde til den og den historie?

06/12/2011 - 15:12
Martin

Kære Kirsten Erlendsson

Du mener at kildebeskyttelsen skal gælde en manipulerende 'særlig rådgiver', der begår straffelovsbrud??

I sig selv burde DEN historie være hovedhistorien.

 Men som korrespondancen mellem SKAT og Simon Andersen, redak.chef på BT, vidner jeres interesse for 'sandheden' mere om bestilt arbejde til en kampagnejournalistik end noget andet!

06/12/2011 - 15:55
Henning Sørensen
Den her sag tjener udelukkende til at illustere, hvor hyklerisk en flok networking karriereplejere dele af den danske journaliststand er blevet. Fodrer man hunden med historier bider den ikke - kun når det er risikoløst og der åbenlyst er goodwill at opnå på Christiansborg. Mon ikke Ekstra Bladets stunt er blevet positivt bemærket blandt Peter Arnfeldts afløsere. Hvor havde det da klædt journalisten og avisen at smaske til historien, da man selv havde noget på spil fremadrettet. Da regeringsskiftet ikke var en realitet.     
06/12/2011 - 17:50
Bent Johansen

Kunne Journalisen dk. ikke udskrive en konkurrence om, hvem der kan gætte BT`s kilde(r) til Thornings skattesag. Bladets chefredaktør Skaaning Andersen ville som bekendt ikke røbe noget, da han i lørdags i Deadline var i studiet sammen med Ekstrabladets chef, Poul Madsen og Børsens ditto, Anders Krab-Johansen? Førstepræmien kunne f.eks. være et års gratis kontingent i vores fagforening. Jeg tror, man på redaktionen vil være nødt til at foretage en lodtrækning blandt mange rigtige svar. Jeg tror, jeg har gættet kilderne, men vil ikke sige mere. Skal jeg så til afhøring i den nedsatte kommission?

Jeg var iøvrigt meget overrasket over, hvor svag Skaaning var i Deadline. Selvfølgelig kunne han ikke røbe kilden, men alligevel. Lidt mere hår på brystet udbedes. Det var, som om den tidligere sportsjournalist ikke rigtig føler sig tilpas i det nye embede. BT har ellers tradition for stor succes med tidligere sportsjournalister i chefstolen. Jeg tænker på bl.a. Ralf Buch og Leif Jensen. Men det var også dengang, avisen havde et stort oplag og ikke var så sensationshungrende som i dag. Dejlig avis at læse, altså dengang

Mon det er avisens redaktionschef Simon Andersen, der leder slagets gang på BT for næsen af bladets chefredaktion? Jeg synes, hans navn er dukket op adskillige gange i Journalisten dk. i forskellige sager. Deadline viste også et brev, han havde sendt til en eller anden myndighed. Var det SKAT København. Skaaning sagde ikke noget om det brev.

Mine sidste spørgsmål drejer sig om Ulla Østergaard, gift med spindoktor Peter Arnfeldt. Hun er som bekendt nu ansat ved TV2, efter selv at have været på den anden side af skrivebordet som medhjælper for Løkke. Er det en god idé, at de skrivende og elektroniske medier ansæter tidligere spindoktorer og kommunikationsrådgivere, når de tit må fritages for diverse opgaver, hvis de f.eks. har for meget kendskab til sager fra deres tidligere job?

 

 

Og endelig - nu hvor Ulla Østergaard på grund af sit ægteskab må fritages for medvirken i flere programmer, får hun så stadigvæk fuld gage? På den måde kan det blive en dyr fornøjelse i længden for de mange danskere, der skal til at betale licens til TV2?

 

21/07/2012 - 13:26
Søren Schouw
Interessant diskussion, selvom den ikke er helt ny. Umiddelbart er der vel ikke ret meget, der kan begrunde brud på kildebeskyttelsen - det skulle da lige være muligheden for at forhindre en forestående forbrydelse. Ligesom med advokaters, lægers og præsters tavshedspligt. Men det er i sig selv betryggende, at så mange  journalister er uenige om den sag.

Seneste nyheder

24/04/2014 | 16:16
Lasse Højsgaard
24/04/2014 | 15:12
Andreas Marckmann Andreassen
24/04/2014 | 13:21
Øjvind Hesselager
24/04/2014 | 12:33
Andreas Marckmann Andreassen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

BERLINGSKE MEDIA SØGER //DIGITAL REDAKTØR TIL BERLINGSKE BUSINESS

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 19/05/2014

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01