23. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

Hurra-journalistik

Hvad skal vi med glade nyheder?  Vi skulle hellere sortere i de mange katastrofer.
30/04/2012 | 11:22
Øjvind Hesselagers billede
Øjvind Hesselager
Ansvarshavende redaktør

Hvad skal vi med glade nyheder? 

Vi skulle hellere sortere i de mange katastrofer.

Tanken er besnærende: Danskerne tror ikke på de kritiske nyheder. Derfor begynder vi i stedet at fortælle nogle flere positive historier. Casebårne hurra-historier, der viser, vi er glade for politiet; folkeskolen er bedre end sit ry; østarbejderne føler sig velkomne i Danmark - og der er en vuggestue på Østerbro, hvor pædagogerne faktisk godt kan lide børn.

Kort sagt: Vi skal forløses og have det dejligt, når vi ser og læser nyheder!

På DJs høring om medieetik, afviklet søndag og sendt på TV 2 News, kom det frem, at halvdelen af de adspurgte danskere i en undersøgelse mener, at kvaliteten af journalistikken er blevet dårligere de senere år. Også halvdelen af de 1.007 adspurgte giver udtryk for, at de ikke stoler på de fakta, de får præsenteret.

Det er selvfølgelig et gigantisk problem, der meget fint indrammer, hvad læsere af Journalisten og journalisten.dk allerede ved: Journalistikken er under pres. Der bliver produceret flere nyheder end nogensinde - uden at bemandingen stiger. Alene det regnestykke indikerer jo, at kvaliteten må være faldende.

Samtidig kan man lidt polemisk anføre, at nyheden ikke er så stor: Medieforbrugerne har aldrig givet topkarakter til journalistikken, og der er altid blevet udtalt stor skepsis over for mediernes tendens til at fravælge/nedtone de fakta, der ødelægger den gode - det vil sige kritiske - historie.

At tendensen ikke er ny, gør selvfølgelig ikke problemet mindre.

Men spørgsmålet er om løsningen, som den blev formuleret af flere af aktørerne på høringen, er den rette.

Michael Dyrby fra TV 2 argumenterede for "Yes we can-journalistik":

"Det handler om at lave nyheder, der er anvendelige for brugerne. Vores erfaring er, at det er noget, der er efterspurgt, ikke mindst på nettet."

Imens Ulrik Haagerup, DR, fremhævede "konstruktiv journalistik":

"Problemet er, at vi er et fag med en indbygget systemfejl. De sidste 25-30 år har vi lært at sætte et bestemt filter op for øjnene. På Journalisthøjskolen fik vi at vide, at en god historie er en dårlig historie. Hvis nogen vil have en positiv historie i avisen, så må de indrykke en annonce, lærte vi."

Jeg mener det er forkert at sortere nyheder efter, om de er positive eller negative, konstruktive eller dekonstruktive. Medierne skal oplyse borgerne om hvordan det ser ud i samfundet, således at fejl og mangler kan udbedres. Medierne er i deres demokratiske funktion negative over for dem, der har lavet fejl; dem, der ikke passer tjansen godt nok; dem, der fusker.

Medierne skal udpege de ømme punkter. Det er ikke mediernes primære opgave at sætte brugerne i godt humør. En avis eller en nyhedsflade i radio og tv er ikke et wellness-center. Selvfølgelig kan det gode eksempel være relevant, hvis det kan generaliseres.

Men overvejelserne om at behage mediebrugerne er primært kommercielle eller handler om flere seere. Det er at søge fortællinger som folk gerne vil have - ikke at fortælle dem det, man vurderer, er vigtigst.

Et fortælle positive historier med udgangspunkt i enkeltcases - den gode vuggestue og den smilende østarbejder - er mindst lige så manipulerende og presseetisk problematisk, som at overdrive problemerne. Faktisk er det endnu værre, fordi det luller mediebrugerne i en falsk tryghedssøvn og fjerner fokus fra helheden.

Og man kunne vel også mene, at med den stigende mængde dygtige kommunikationsfolk, der nogle steder er ansat til at gengive en bestemt version af virkeligheden, er der i dag mere end nogensinde brug for, at medierne holder fast i den kritiske version.

Men jeg er enig i noget af præmissen. I stigende og overdreven grad formidler vi et verdensbillede, både på den nære hverdag og i global sammenhæng, hvor proportionerne er i ubalance.

Der er fx ikke større risiko for, at jorden går under på grund af et jordskælv i dag end for 10 år siden. Men der er mange flere historier om jordskælv, blandt andet fordi vi har et meget finere nyhedsnet, hvor mobiloptagelser fra almindelige mennesker bliver en del af de fælles fortællinger.

Eksemplerne er mangfoldige.

Derfor er løsningen på borgernes manglende tillid til demokratiets medier ikke at lave flere hurra-historier om overlevende fra jordskælv. Løsningen er en langt hårdere selektion af de historier, medierne vælger at bringe.

Problemet er kort sagt ikke, at der mangler glade, positive eller konstruktive nyheder. Problemet er, at journalister og redaktører ikke har skærpet deres kritiske sans tilstrækkeligt til at dæmme op for en overflod af negative historier og kun vælge de relevante. Og ikke gå i tsunami-selvsving, fordi en 50 cm høj bølge sniger sig op over en indonesisk badestrand med en mulig dansk turist.

Her spiller netmedier og direkte transmission fra "gerningsstedet" en hovedrolle. Vi er stadig i de hurtige mediers barndom, og vi har fortsat ikke lært, at selv om det kan gå hurtigt - så behøver det ikke. Man kan faktisk godt vente med at publicere. Og man kan lade være at stille om, især hvis der ikke er noget at fortælle.

Det er moderne journalistiks måske største udfordring.

Vælg flere irrelevante katastrofevinkler fra. Og fortæl med øget dybde og perspektiv om alt det, der ikke fungerer. Hvis vi taler om "pasningskatastrofen": Giv mig fx gerne forklaringen på, at så mange ansvarlige ledere, uddannede pædagoger og ikke mindst forældre i årevis har lukket øjnene for et problem, der vil have konsekvenser for næste generation.

Journalisten.dk har i øvrigt skrevet en lang række artikler om konstruktiv journalistik. Se en liste over alle artikler i teamet: Good News

Kommentar

30/04/2012 - 18:12
Michael Bjørnbak Martensen

Helt generelt enig med redaktøren.

I forhold til debatten om journalister vs. kommunikationsfolk hæfter jeg ved:

"Og man kunne vel også mene, at med den stigende mængde dygtige kommunikationsfolk, der nogle steder er ansat til at gengive en bestemt version af virkeligheden, er der i dag mere end nogensinde brug for, at medierne holder fast i den kritiske version."

 

01/05/2012 - 16:59
Susanne Sayers

Jeg er enig - langt det meste ad vejen. Min lille indvending er, at modsætningen ikke er 'hurra-journalistik' kontra 'alle verdens ulykker'. Det er også et spørgsmål om at vælge vinkel på aktuelle historier.

Et konkret eksempel: For nogle år siden kom den første store evaluering af den daværende regerings kræftplan. Groft sagt var konklusionen, at det var gået fremad mange steder, men at der stadig var plads til forbedringer.

Hvad var så avisernes vinkel? Én avis vinklede på, at det var gået fremad mange steder, men at der stadig var plads til forbedringer. Resten vinklede på alt det, der ikke var godt nok endnu og nævnte så kort, at der trods alt også var sket forbedringer. Begge versioner var fuldstændig i overensstemmelse med sandheden, men der var vinkling og hovedbudskab til forskel. Den enlige avis gav et indtryk af en delvis succes, resten af en delvis fiasko.

Jeg var tilfældigvis ude at undervise i journalistik på et gymnasium den dag og brugte dækningen som eksempel og spurgte, hvad de studerende mente var den rigtige vinkel. De fleste kunne bedst lide den enlige version, for - som de sagde - 'det er jo vigtigt for folk at vide, at det faktisk nytter noget, at der bliver gjort en indsats'. Og det er jeg enig med dem i.

Vi har en tendens til at vælge den negative vinkel, når både en kritisk og en positiv vil være lige sandfærdig. Vi skal nogle gange slå autopiloten fra i de tilfælde. Det kan faktisk godt være, at den positive vinkel nogle gange er mere relevant end den negative. Vi skal ikke blive lalleglade, vi skal ikke give virkeligheden en omgang lyserød glasur, og i det konkrete tilfælde var det vigtigt, at de negative sider af rapporten også blev nævnt - alt andet havde været uærligt. Men hvis vi altid kun giver læserne/brugerne osv en fornemmelse af, at alt går ad Helvede til, efterlader vi dem reelt magtesløse og med en følelse af, at intet nytter. Den gamle sentens om, at dårlige nyheder er gode nyheder holder ikke altid.

 

02/05/2012 - 08:19
Michael Bjørnbak Martensen

@ Susanne Sayers

Den måde du ønsker kræft-historien fortalt, er meget godt i tråd med den sammehæng vi alle gerne ser: Når man tilfører offentlige midler, så virker det. Og følger man den linie, er vejen frem endnu flere offentlige midler, for igen at kunne fortælle, at der er sket fremskridt. 

Problemet er blot her, at vi ikke kan forvente, at det offentlige kan levere varen; særligt i denne tid med en meget vanskelig økonomisk situation. Og ser vi på udkommet af kræftplanen, arbejdes der stadig i Sundhedsstyrelsen på monitoreringsmodeller og det så vigtige for patienterne: overlever man sygdommen og hvis ja, hvordan ser ens liv så ud?

På selvsamme vis er der stadig udfordringer for den danske kræftbehandling i både en nordisk sammenligning og i en europæisk. 

Befolkningen vil allerhelst høre de gode historier og tro på lægerne og myndighederne generelt, hvilket også ses på andre områder. Kræft hører nok til et område, hvor befolkningen nærer store håb til den hjælp de kan få. 

Spørgsmålet er bare, om vi får et bedre samfund ved at stryge kræftområdet, politiet, skolerne, børnehaverne, vuggestuerne, osv. - med hårene.

Som jeg oplever situationen i dagens Danmark er der ved at udvikle sig et værn fra kommunikationsafdelingerne på de offentlige forvaltningsområder, hvor man har taget ved lære af lande med højspændte forhold med krig, terror og ødelæggelse, hvor man dækker over forfærdeligheder og dårlige historier med søde og bekvemme fremstillinger, hvor man til sidst står tilbage som en stor undskyldning, at man overhovedet kunne finde på at stille dette dumme dumme spørgsmål. 

Derfor mener jeg, at vi til stadighed skal have den kritiske tilgang - men måske finde en bedre måde at lave historierne på, hvor de stadig kan være politiske dagsordensættende og sætte kvaliteten ind på den rigtige hylde - hvor jeg omvendt medgiver en række forbeholdsom at patienter tager udenlands og betaler tusinder af kroner for okkulte behandlinger, og at borgerne har nok at gøre i deres dagligdag, så de måske skal friholdes forhold, som de ikke ved ret meget om og heller ikke kan sætte sig ind i uanset hvor godt man end prøver i de journalistiske produkter. 

Personligt kunne jeg godt tænke mig en rigtig god og kritisk fagpresse - men udviklingen her er desværre på stærkt nedadgående ift den kritiske journalistik, hvor man i det store hele bruger alle kræfterne på at klappe alt og alle på hovedet af frygt for at folk ellers melder fra. 

02/05/2012 - 08:51
Susanne Sayers

Som sagt, Michael: Det er helt afgørende, at det kritiske skal med. Det understregede jeg også flere gange. Men når der sker fremskridt - og det gør der altså - er det vel fair nok at notere sig dem.

Folk skal ikke klappes på hovedet, stryges med hårene eller noget som helst andet. De skal have en faglig og saglig dækning af et område. Nogle gange er det mest faglige og saglige bare en positiv vinkling. Ikke altid. Men heller ikke aldrig. 

02/05/2012 - 10:10
Øjvind Hesselager

Vi er vist ikke så uenige.

Men: Det er vigtigt, at pressen fastholder, at dens udgangspunkt ikke er at skabe psykologisk wellness - heller ikke i gymnasieklassen. Den positive version skal nok få egne ben at gå på, den vil typisk stå i pressemeddelelsen eller vil blive tippet via hovedaktørerne, og er ofte relevant.

Men den er ikke helheden. Og historien slutter ikke der. Og desværre gør manglende ressourcer og stigende antal platforme, at journalister risikerer ikke at have tiden til at lave den vinkel, som aktørerne ikke er så interesserede i.

Det er der flere forklaringer på:

Platforme distribuerer og præsenterer historier - og de æder tid. Men journalistikken laver historierne. Det bliver der mindre tid til i disse år.

Samtidig kalder de digitale genrer ofte på en kort form, der ikke levner den komplekse forklaring mange chancer.

Dermed er vi samlet i en situation, hvor stærke afsendere med bestemte interesser i stigende grad kan sætte dagsordenen.

Jeg mener: Hvis færre dør generelt af kræft, er det en vigtig historie. Men hvis et hospital er markant dårligere end alle de andre; eller en kræftform er stigende, så er det mindst lige så vigtige historier.

Som er sværere at fortælle.

02/05/2012 - 11:13
Bjarke Blicher Hansen

Magteliten er som vilde heste spændt for en vogn, og pressen er kusken, hvis fornemste opgave er at holde tøjlerne stramme så ikke det hele løber løbsk.

Det største problem i dag er at Pressen er ejet og betalt af de selvsamme vilde heste, så der derved opstår et interessesammenfald der tvinger Journalister til at slække på tøjlerne, hvis de forsat vil have løn og beholde deres arbejde.

Det er særdeles vanskeligt for en Journalist at være kritisk overfor de Aktieselskaber og Kapitalfonde der ejer den avis/nyhedformidling de er ansat på.

Vil en Journalist skrive kritisk om f.eks. en medicinalproducent, så skal han først sikre sig at hans avis ikke er ejet af den selvsamme kapitalfond som også ejer medicinalproducenten. Den såkaldte Pressefrihed er en bovlam ko.

02/05/2012 - 11:31
Bjarke Blicher Hansen

Pressefriheden er gældende i den forstand at man ikke bliver straffet af Domstolen, får bøder eller bliver sat i fængsel.

Men de kan så let som ingenting ramme en kritisk Journalist på hans brød og karriere.

Fiktivt og forsimplet eks. Journalisten vil skrive en kritisk Artikel om selskabet Gridsk&Grådig A/S.

Redaktøren forbyder ham dette, med henvisning til at avisens bestyrelse ejer 40% af Aktierne i Gridsk&Grådig, samt at G&G A/S er ejere af avisens maskiner og distribution, og oven i har Avisen ikke råd til at miste for 3 mill. kr. annoncer. Plus at G&G A/S også ejer den konkurerende avis, så bliver vi to fyret herfra er vi nødt til at skifte proffession og blive Opvaskere eller Pædagogmedhjælpere.

Så tag ud og skriv en historie om Ingers Kattehjem i stedet, og tag et stort billede af en sød Kattekilling til Forsiden. 

04/05/2012 - 07:59
Bjarne Witthoff

 

Det er let at kritisere. Journalister eller kunstnere. De to faggrupper har dog det til fælles. At være dybt traumatiseret af vennetjenester. Du kan kalde det, at ikke turde fortælle sandheden. Pga du kan mistet sit job. Hvis du skriver sandheden indenfor journalistik eller kunst. Din chef må nødvendigvis først og fremmest pleje sine venner. Ikke dig som ansat journalist. – Det samme sker indenfor kunstnerne. Som medlem af BKF Billedkunstnernes Forbund. Kan du tro – fejlagtig. At de vil støtte dig og bekæmpe det ulovlige. Du vil finde ud af sekretariatet i BKF er blokeret af vennernes synspunkter og meninger. – Du kan have høje tanker om hvordan dette systems kan ændres. Du vil ganske langsom finde ud af. (Mens du begynder at skrive, som journalist og maler som kunstner. Det din chef og styrende kunstnere ønsker. Folk med enorm magt står i vejen for forandringer.

Du kan også begynde at tænke på, hvordan du kan ændre disse vilkår. Og stille ganske langsom lade din mening komme til syne. – At du ikke vil lade dig styre af vennetjenester.

 

04/05/2012 - 10:44
Bjarke Blicher Hansen

Det er ikke Journalisterne jeg kritisere.

Det er selve tilstanden hvor det "frie" ord er ejet af personer som Murdoch, Orcla, Montgomery(Berl. Officin) etc.

 

21/05/2012 - 18:40
Christian Barfoed

Hej,

Tankevækkende blog, og jeg er godt nok lidt sent ude her i maj-varmen - men det skal ikke afholde mig fra en kommentar.

Jeg synes, det mest problematiske ved den "konstruktive journalistik" Dyrby taler for, og som der faktisk kan ses mange forsøg på at praktisere på både TV2 - men især på det gamle monopol DR, hvor man fra monopol-tiden har en lang tradition for at tale oppefra og nedefter - er den nedladende, selvfede opdragende tone, der ofte bliver brugt i den slags indslag.

Jeg har ikke tal på de indslag om f.eks. virksomheders forsøg på at få medarbejdere til at slanke sig (jeg tror, det er den slags eksempel, jeg skal bruge for at konkretisere det hér), hvor tonen er klaphatteagtig ukritisk - og nedladende over for dem, der måtte synes, at et firma ikke skal blande sig i, om medarbejderne er tykke eller tynde.

Det er også en tone, TV2 og DR er begynde at bruge i deres dokumentarer, hvor de med virkemidler lånt fra TV3-formater som "Luksusfælden" og mange andre programmer, hvor man fortæller folk, hvordan de skal leve deres liv. Det er helt OK med mig, hvis det er den slags TV3-seere og seerne på andre kommercielle kanaler efterspørger, de lever af deres seertal.

Men det er i den grad ikke OK, at også TV2 og DR bidrager til  en totalitær og elitær tankegang, om hvordan vi skal leve vores liv. Når totalitær tænkning begynder at brede sig til public-service  medier, skal man i den grad være på vagt, synes jeg (jeg gider ikke spille alle de dyre retoriske kort, I sikkert selv kan fantasere Jer til her :-)  - og det meste af den "konstruktive journalistik" som Dyrby så smukt kalder det, er ikke en skid andet end det, som det kommer til udtryk på både hans egen kanal og DR pt.

VH Christian Barfoed

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01