Som med blandt andet »Birkedal - En torturbøddel og hans kvinder« (fra 2004) og »Efter drabet - Beretninger om modstandskampens likvideringer« (fra 2001) er det - igen - en formidabel bog, Peter Øvrig Knudsen har skrevet.

Denne gang om den såkaldte Blekingegadebande, der blev landskendt, efter at den i 1988 stod bag et millionrøveri mod postkontoret i Købmagergade i det centrale København. Udbytte: 13 millioner kroner - og drabet på den unge politibetjent, Jesper Egtved Hansen.

Fem danskere - Torkil Lauesen, Carsten Nielsen, Niels Jørgensen, Jan Weimann og Bo Weimann - og svejtseren Marc Rudin - blev senere idømt op til ti års fængsel for røveriet samt flere andre forbrydelser, blandet andet kidnapningsforsøg.

Drabet på Jesper Egtved Hansen er derimod fortsat uopklaret, da politiet ikke kunne bevise, hvem af mændene i gruppen der havde affyret det dræbende skud - kun at én af dem havde gjort det.

Fra bogens start fører Peter Øvig os sikkert tilbage i tid, tankegang og sted. Til midt i orkanens øje. Skridt for skridt, overvejelse for overvejelse, frustration for frustration følger vi politiets årelange efterforskningsarbejde (og uprofessionelle interne magtkampe) og til sidst anholdelsen og domfældelsen af de centrale aktører.

Og bagud ad memory lane til midten af 1960erne og en lille gruppe politisk aktive danskere med et stærkt internationalt engagement og en idealisme, der i sin gennemførte konsekvens - og kynisme - heldigvis er fremmed for de fleste af os, men alligevel i sin sekteriske 'loyalitet' giver mindelser om de mest rabiate røster fra Scientology, Tvind, Faderhuset og 'Ungeren'.

En af bogens imponerende kvaliteter er, at vi side for side indføres i og bedre forstår - dog for mit vedkommende uden på nogen måde at billige - hvad der dengang drev 'Den danske celle'.

Vi lærer dem godt at kende, denne gruppe rastløse, velbegavede, overvejende privilegerede omegnsunge. Vi følger deres knæfald for den stærke og dominerende faderfigur, kommunisten og den oratoriske begavelse Gotfred Appel, der i sin argumentation »kunne kløve et hår på langs«, og hans lige så overbeviste, men - ifølge bogen - evigt møgsure og mistænksomme samlever Ulla Hauton.

Fra det, der begyndte som en ungdommelig begejstring for solidaritet, international retfærdighed og ikke så meget normaldansk venstrefløjssnak, til de lukkede sig inde om sig selv som en sekterisk politisk kerne med ophold i militante palæstinensiske træningslejre, med hård kriminalitet og - muligvis - direkte medvirken til terror. Et miljø tæt på hjernevask og religiøst vanvid.

Peter Øvigs intense og kontante afdækning af gruppens aktiviteter og hovedpersoner - blandt andet den karismatiske, hæmningsløse nøglefigur Holger Jensen (der døde efter et frontalsammenstød med en vildfaren lastbil ved Århus i 1980) - fører os vidt omkring til ligesindede i Europa og Mellemøsten.

Den revolutionsrejse bør enhver med blot den ringeste interesse for nyere dansk historie, tæt på terroristisk, politisk kompromisløshed kaste sig over. Her er i hvert fald 1970er og 1980er ekstremisme for alle pengene, flere interessante afsløringer og nye koblinger, og da bogen koster cirka det samme som tre flasker god weekendrødvin og holder meget længere, er der absolut ingen undskyldning for ikke straks at komme til lommerne.

Derfor blot par smagsprøver på denne grand cru af en læseoplevelse.

En i bogen anonym 'stemme' fra den absolutte inderkreds forklarer blandt andet Peter Øvig, hvordan det dog »kunne gå så galt«:

»Hvis man skal forstå mekanismerne i KAK (Gotfred Appels organisation, Kommunistisk Arbejdskreds, k.j.), kommer man ikke uden om at se den som en form for sekt. Identiteten for medlemmerne var at være medlem af den sekt, og ligesom i andre sekter blev medlemmerne socialiseret ved hjælp af angst. Den trussel om at blive udstødt af sekten, som altid svævede i luften, var for de fleste stærkt angstprovokerende.« [...]

»Alle, der vovede at stille spørgsmål eller måske endda forholde sig kritisk, blev fremstillet som idioter over for resten af gruppen. Gotfred (Appel, k.j.) havde en fantastisk evne til at udstille en person som total idiot, hvis man gjorde andet end at gentage hans egne udlægninger. Han havde for eksempel denne her metode, hvis nogen var i gang med at ytre sig uheldigt, det vil sige ikke udlagde dagens tekst ordentligt: Mens den pågældende talte, ville Gotfred ryste meget voldsomt på hovedet, mens han udstødte en høj, flaprende uh-lyd med vibrerende læber, suppleret med et: 'Jeg forstår overhovedet ikke, hvad du siger!!' råbt med fuld kraft i hovedet på den formastelige. 'Vil du prøve at forklare det en gang til?'

Så sidder der et forskræmt menneske først i tyverne og tænker, at han vist er langt ude på usikker grund. Når man havde prøvet det to eller højst tre gange, gjorde man det aldrig igen.«

Måske en forklaring, der er nem at smile ad eller - efter temperament - foragte, når man selv sidder mageligt henslængt hjemme i sofaen; men naturligvis hårdt at gennemføre, fordi ethvert kritisk medlem mistede sin nære omgangskreds og oplevede total udstødelse og tomhed.

Så meget for solidaritet og retfærdighed.

Et andet af bogens psykologisk interessante afsnit er helliget endnu en skrækindjagende metode til at få gruppemedlemmerne til at rette ind.

Her er det kvinderne, anført af Ulla Hauton, der - sikkert berettiget, men ikke desto mindre afskyvækkende - i slutningen af 1970erne gør oprør mod 'mandschauvinisterne'. Det foregik på snesevis af 'bønnemøder', hvor mænd gentagne gange og under døgnlange forhør over for de andre blev tvunget til at indrømme deres 'svinske opførsel og svinske bemærkninger over for kvindelige kammerater, fordi de var kvinder.'

Poul, en af gruppens mandlige medlemmer, formulerer det sådan i et brev:

»De metoder, der blev brugt, egner sig i virkeligheden kun til at få en tilfangetagen til at komme med tilståelser eller knække vedkommende psykisk. Metoderne egnede sig fortrinligt til at gøre 'ofret' bange og få ham til at søge det svar, som han troede modparten ønskede, hvorved han viklede sig ind i værre og værre modsigelser.«

Og - skriver Øvig - Poul sammenlignede kønskampen med de metoder kommunistpartierne anvendte i Sovjet og Østeuropa under Stalins store udrensninger for at få partimedlemmer til at tilstå uhyrlige forbrydelser mod staten, eksempelvis at være agenter for CIA. Selv stolte kommunister, som under krigen havde kunnet holde mund trods Gestapos tortur, brød sammen, fordi de nærede så stærk tillid til partiet.

»Det overgik - ifølge Pouls brev - helt deres forestillingsevne, hvilke svinske intriger partiet havde lagt til rette for dem.«

Samme bitre konklusion måtte de solidaritetsdyrkende mænd i KAK altså drage under kvindernes oprør.

Hen mod bogens slutning var det - i hvert fald for mig - rigtig sundt igen at blive mindet om brutaliteten i den kriminalitet, nogle af medlemmerne senere er blevet linket til.

Blandt andet en helt igennem hårrejsende og til mindste detalje forberedt kidnapnings- og røverisag mod en bankdirektørfamilie i Glostrup. Kynismen og afstumpetheden i behandlingen af bankdirektøren, hans hustru og deres kun otteårige barnebarn er så hjerteskærende læsning, at man efterlades lige dele harmdirrende og afmægtig.

Mildt sagt anfægtet blev jeg også ved at blive mindet om dansk rets forældelse for forskellige typer kriminalitet, bortset fra drab.

Peter Øvrig omtaler for eksempel et stort og meget professionelt udført våbentyveri fra et af Hjemmeværnets våbenkamre. Tyveriet er forsat uopklaret, selv om nogle af de stjålne våben seksten år senere blev fundet i gruppens lejlighed i Blekingegade. Men da var sagen forældet.

Jeg forstår naturligvis, at sager henlægges. Politiet kan ikke efterforske alt til evig tid. Men hvis en begrundet mistanke eller mulig sammenhæng opstår senere, ved en anholdelse eller et lykketræf, hvorfor og hvordan kan en sag så afvises juridisk alene ved, at den er forældet?

Det strider mod min retsfølelse.

Derfor mener jeg også - uanset om det på grund af forældelse kan betale sig eller ej - at vi skal se at få bevilget kriminalpolitiets daværende entusiastiske undersøgelseschef, Niels Bach, en moderne dna-undersøgelse af den barnevogn af mærket Odder og blandt andet en gammel lædertaske, der stadig står gemt i et støvet pulterrum på Politigården.

Det står - i følge bogen - fast, men har hidtil ikke kunnet bevises af politiet, at medlemmer af Blekingebanden i 1986 brugte netop denne barnevogn under udførelsen af 'Dalle Valle-kuppet'. Udbytte: Syv millioner kroner.

I dag kan en dna-undersøgelse be- eller afkræfte sammenhængen.

Om så bare for retsfølelsens skyld!

For at en anmeldelse skal være troværdig, skal den vistnok også indeholde kritik, helst konstruktiv. Men jeg har ingen kritik. Jo, der er da gentagelser, man godt kunne undvære, når bogen - som jeg gjorde - læses i ét stræk, men hvor mange gør det?

Altså kun ros herfra til Peter Øvig Knudsen, og tro mig eller lad være: Han fortjener det hele til fulde!

"Blekingegadebanden, Den danske celle", (1. bind), Peter Øvig Knudsen, Gyldendal, illustreret, 435 sider, 299 kroner.