31. august 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Revolution mod praktikhysteriet

En folkefjende

Ruineret, hånet og chikaneret ud af Norge. Det har langtfra været gratis for den norske freelancejournalist Odd F. Lindberg at sætte fokus på de norske sælfangstmetoder, som efter hans mening er en skamplet på Norges moral. Lindberg lever nu i landflygtighed i Sverige, hvor de norske sælfangere forsøger at inddrive den halve million, han er dømt til at betale dem for bagvaskelse.
25/02/1998 | 12:00

Af: Marianne Hobel, Tomas Nilsson

Ruineret, hånet og chikaneret ud af Norge. Det har langtfra været gratis for den norske freelancejournalist Odd F. Lindberg at sætte fokus på de norske sælfangstmetoder, som efter hans mening er en skamplet på Norges moral. Lindberg lever nu i landflygtighed i Sverige, hvor de norske sælfangere forsøger at inddrive den halve million, han er dømt til at betale dem for bagvaskelse.

Nu er det ti år siden, at den norske freelance-journalist, polarforsker og filmmand Odd F. Lindberg tog til området »Vesterisen« ud for Grønlands østkyst for at rapportere om unødvendigt pinefulde sælfangstmetoder. Men hans kamp mod sælfangsten er endt med at blive en kamp for ytringsfriheden. Hans afsløringer er resulteret i en sag om ærekrænkelse, hvor han er blevet dømt til at betale over 400.000 kroner til sælfangerne.
I de sidste fem et halvt år har Odd F. Lindberg levet i landflygtighed med sin familie på en hemmelig adresse i Sverige, men trues nu af udpantning og ruin efter de første instanser i det svenske retssystem har accepteret, at skadeserstatningen skal kunne inddrives i Sverige. Og det på trods af, at han med al sandsynlighed ikke vil kunne dømmes af nogen svensk domstol for sine afsløringer om sælfangst. Sveriges Højesteret træffer sandsynligvis i løbet af foråret en endegyldig afgørelse i sagen.
I 1987 sejler Odd F. Lindberg ud med en sælfangstskude fra Tromsø i det nordlige Norge.
»Jeg ville egentlig samle materiale til en dokumentarfilm og bog, som kunne lægge en dæmper på den internationale kritik af norsk sælfangst. En kritik, som blandt andre den franske skuespillerinde Brigitte Bardot førte an i. Jeg var næsten en slags nationalist. I hvert tilfælde ville jeg forsvare vores traditionelle fangererhverv,« siger Lindberg.
På turen filmer, fotografe-rer og noterer han flittigt, men bliver skræmt af det, der møder ham. Han iagttager, hvordan sælerne bliver aflivet med håndkraft med lange hakker med pigge. Metoden er kendt, men at slå små sælunger ihjel foran mødrene, som forsøger at beskytte dem - det er imod alle regler, mener Lindberg.
»Det var så grusomt, at jeg ikke kunne klare at lave noget positivt om det,« siger Odd F. Lindberg, og hans projekt drejer derfor 180 grader.
Han fortsætter med at filme og holder gode miner til slet spil, for han har brug for mere dokumentation. Sælfangerne stiller villigt op. For dem er sælen bare et skadedyr, som ødelægger fiskenettene og spiser fiskene fra menneskene.
Den næste sæson tager Lindberg job på en 17-mands-kutter som statslig sælfangstinspektør for at kunne gøre noget mod overtrædelserne af reglerne og for at kunne samle mere materiale til en film og en bog.
Men som inspektør kan han ikke tie stille med sine holdninger under rejsen. Sælfangerne forsøger at få ham til at se gennem fingrene indimellem, men han dokumenterer i stedet nøje, hvad der bliver gjort og siger fra, når reglerne bliver overtrådt.
At han, ene mand, må sætte sig imod hele besætningen på en lille skude langt ude på Ishavet, er ikke let. Stemningen om bord bliver mere og mere spændt.
»Jeg blev oven i købet slået ned engang under en inspektion,« fortæller Lindberg.

Et blodigt ritual
Ved de fleste brud på reglerne går han ned på isen - til gerningsstedet - for at kunne dokumentere. Han tegner op, noterer, filmer og fotograferer. Noterne i notesbogen fører han umiddelbart efter over i en dagbog, og dagbogens blade affotograferer han. For en sikkerheds skyld.
»Sælfangsten ... nej, jeg vil kalde det sælslagteriet, er et blodigt ritual. Blodet skal helst løbe fra hakken, ned over skaftet, til hånden, ind i ærmet og gerne ned ad kroppen inden for jakken og bukserne for til sidst at komme ud af buksebenet. Hver jæger har sin egen hakke, som er gået i arv efter far eller farfar. Blodet på den vaskes aldrig af,« siger Odd F. Lindberg, som den dag i dag bliver oprørt, når han taler om det, der skete ud for Grønlands østkyst.
Men det er ikke sælfangst som sådan, Lindberg vender sig imod. For eksempel har han aldrig stillet spørgsmålstegn ved inuitternes (eskimoernes) sælfangst, da de ikke er ude efter sælunger, og fangsten ikke er kommerciel. Det er den hensynsløse rovdrift, han kritiserer.
»Jeg anlægger et økologisk perspektiv på naturen og ishavsområderne. Et synspunkt, som er udbredt over hele verden. Bare ikke i særlig høj grad i Norge,« siger Odd F. Lindberg.

En barbarisk fortid
Da Odd F. Lindberg igen stiger i land i Tromsø, tror han, at den unødigt blodige sæljagt kan stoppes ved hjælp af hans rapport.
»Min rapport var så entydig, at myndighederne kunne have valgt at idømme de skyldige en symbolsk bøde på en krone, og så derefter holde opsyn med, at reglerne blev fulgt. Eventuelt helt stoppe sæljagten. Vi må jo huske på, at der ikke er mere end omkring 50 mænd, som er sælfangere. Et job, som er sæsonarbejde. Og da den norske stat årligt giver cirka 10 millioner kroner i tilskud til sælfangst, så burde det være muligt at få folk til at lave noget andet for de penge. På den måde ville Norge kunne gøre op med en barbarisk fortid og afvæbne kritikken fra andre nationer,« siger Odd F. Lindberg.
Hans rapport fra kutteren bliver sendt til Fiskeriministeriet, hvor den omgående bliver gemt væk fra offentligheden - en mild form for hemmeligstempling.
Men Odd F. Lindberg sørger for, at rapporten bliver offentligt kendt. Et par aviser i Norge og adskillige udenlandske aviser publicerer den.
Den opmærksomhed, rapporten vækker, betyder, at også Lindbergs billeder bliver offentliggjort, og hans filmsekvenser bliver vist i tv over hele verden.
Det fører til en folkestorm i Norge. Ikke mod sælfangerne, men mod Odd F. Lindberg.
Han bliver noget af en folkefjende. Lindberg har ikke bare kritiseret et antal sælfangere, men også den norske livsstil. Han har udfordret selve Norge.
At det er store kræfter, han har lagt sig ud med, går op for Lindberg, da han i februar 1989 ringes op af den daværende norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg.
Stoltenberg advarer på det bestemteste Lindberg mod, at hans film bliver vist på amerikanske CNN og understreger, at der står et enigt Storting bag hans henvendelse.
»De nationale interesser bliver sat ganske kraftigt på spil, hvis filmen bliver sendt i USA,« siger Stoltenberg i telefonsamtalen, som Lindberg har på bånd. Samtalen indgår siden hen i en af hans senere film.
I 1989 stopper Lindberg filmen, der er på vej til CNN. Han tør ikke andet.
Kun et fåtal i Norge støtter Lindberg. Norsk Journalistforbund - hvor han ikke er medlem, da han ikke er uddannet journalist - protesterer dog i ytringsfrihedens navn mod hemmeligstemplingen.

Anklaget for bagvaskelse
I udlandet er støtten så meget større. Bogen »På sælfangst i Vesterisen« bliver udgivet i Sverige, og filmen »Sælens sorg«, som han laver sammen med svensk tv, vækker stærke reaktioner, blandt andet i Tyskland.
Men offentliggørelsen af de norske sælfangstmetoder fører til en retssag. Sælfangerne stævner Lindberg for bagvaskelse. Og får medhold.
»Jeg blev dømt for seks påstande i rapporten og en enkelt udtalelse i den svenskproducerede film »Sælens sorg«.
»Men ifølge instruktionen til sælfangstinspektører skulle jeg rapportere alle overtrædelser af regler og nævne navnene på de fangere, som overtrådte reglerne,« siger Lindberg. »Jeg havde brudt reglerne, hvis jeg ikke havde gjort det. Men nu blev jeg alligevel dømt skyldig.«
»Og udtalelsen i den svenske film faldt på svensk jord. I en film, der blev sendt i svensk tv, ikke norsk. Men da den kunne ses i store dele af Norge - blandt andet via kabelnet - så kunne dommen alligevel fældes i Norge,« forklarer Odd F. Lindberg.
Også avisen »Tromsø« bliver dømt for bagvaskelse. Avisen offentliggør efter hemmeligstemplingen hele rapporten, men har strøget navnene på sælfangerne. Desuden støtter avisens leder Odd F. Lindberg.
Det norske tidsskrift »Fiskeren« publicerer også rapporten. Men da »Fiskeren« hudfletter Lindberg i sin leder, slipper tidsskriftet for stævning.

Lort med posten
Prisen for publiceringerne bliver høj.
Odd F. Lindberg selv dømmes til at betale omkring 470.000 kroner til sælfangerne - et beløb, der med renter nu er vokset til 600.000 kroner.
Norsk Rikskringkastning (norsk tv, red.) bliver dømt til at betale 2,3 millioner kroner for at have vist Lindbergs filmklip i sine nyhedsudsendelser. Avisen »Tromsø«s gengivelse af rapporten koster avisen 560.000 kroner. Sveriges TV skal betale 320.000 kroner i erstatning.
Desuden belægges Lindbergs billeder med forbud mod offentliggørelse af domstolen.
Ikke bare Odd F. Lindberg, men hele hans familie kommer til at betale dyrt for, at Lindberg vil protestere
mod de norske sælfangstmetoder.
Som tiden går mødes familien Lindberg med åben fjendtlighed af folk i al almindelighed i byen Østfold.
Lindbergs kone bliver spyttet i ansigtet af fremmede mennesker på biblioteket, hvor hun arbejder, og kaldt »Quisling-hore«. Hans otte-årige datter og 16-årige søn bliver kaldt »Judas-unger« i skolen, efter en avis har kaldt Odd F. Lindberg for »Sæl-Judas«. I posten ligger der bunker af porno, som fremmede har bestilt i familiens navn; regninger på falske bestillinger med efterfølgende inkassotrusler, og der kommer til og med kuverter med afføring.
Også telefonsvareren og faxen fyldes med trusler om drab og kidnapning af Lindbergs børn.
Til sidst bliver det for meget. Familien tør ikke at blive boende og beslutter sig lillejuleaften 1992 for at forlade Norge og flytte til en hemmelig adresse i Vestsverige.

Fokus på ytringsfrihed
Stemningen i Norge er nu tilsyneladende ved at mildnes en smule. Det hævder den norske tv-journalist, Gerhard Helskog.
For snart fire år siden sendte han den svenske film »En folkefjende«, som handler om behandlingen af Odd F. Lindberg. Filmen blev bragt i Helskogs program »Dokument 2« i norsk TV2, og i filmen blev der bragt sekvenser fra Lindbergs film på isen.
»Vi lavede en introduktion til filmen for at forklare, at vi viste den som et eksempel på ytringsfrihedens betingelser i Norge. For det var ytringsfrihed, programmet handlede om, ikke sælfangst,« fortæller Gerhard Helskog.
Efter udsendelsen blev Helskog og Norsk TV2 stævnet, præcis som andre medier tidligere er blevet det. Men denne gang gik det ikke, som sælfangernes advokat havde tænkt sig. Helskog og TV2 blev frikendt. Domstolen konstaterede, at det ikke bare var deres ret, men også deres pligt at belyse ytringsfrihedsproblematikken i forbindelse med Odd F. Lindbergs sælfangstrapport.
»Stemningen er en anden nu. Jeg vil tro, at stillingen er cirka fifty-fifty, når man i dag diskuterer Lindbergs ytringsfrihed og ret til at offentliggøre sine iagttagelser,« siger Helskog.
Selv er Lindberg ikke så sikker. Hans e-mail er stadig dagligt fyldt med trusler og hadske opfordringer til at lade sig indlægge på psykiatrisk hospital, fraskrive sig sit statsborgerskab eller simpelthen lade sig grave ned.
For Lindberg handler det ikke længere om sælfangst, men om ytringsfrihed. For den norske regering var der måske helt andre interesser på spil, mener Gerhard Helskog.
»Den norske regerings kraftige reaktion mod Lindberg kan skyldes, at det ikke bare handler om et statsligt subventioneret erhverv i al almindelighed. Sælfangsten er en vigtig del af Norges tilstedeværelse i Ishavet. Og det gælder om ikke at lade russerne være alene deroppe. Ligesom med kulgruberne på Svalbard. De er heller ikke nogen god forretning,« siger Gerhard Helskog.

Retten er sat
Godt ti års kamp har tæret på Odd F. Lindberg. Han lever i dag af at holde foredrag og forelæsninger, mens hans kone arbejder som lærervikar. Men han er ikke knækket og giver ikke op.
»Jeg er træt af sælfangstdebatten. Derimod er jeg klar til at kæmpe for min ytringsfrihed,« siger han.
Til den kamp hører den svenske retssag, der nu efter at have været behandlet i den svenske byret og landsret venter på en afgørelse i den svenske Højesteret.
Norsk gæld kan normalt inddrives i andre nordiske lande, men ifølge Den Europæiske Menneskeretskonvention fra 1953 skal ytringsfriheden særlig beskyttes.
»Og den, som forlader sit fædreland på grund af forfølgelse som følge af ytringer, skal ikke kunne nås inden for EU af fædrelandets myndighedsudøvelse. Det har de lavere svenske retsinstanser ikke taget hensyn til,« siger Odd F. Lindberg.
Endnu en sag verserer. Det er klagen over hemmeligstemplingen af Lindbergs rapport. Den kommer i løbet af kort tid for Europadomstolen i Strasbourg. Imens går den subventionerede sælfangst videre. I 1998 skal omkring 18.000 sæler aflives.

Magasin: 

Kommentar

Seneste nyheder

29/08/2014 | 15:37
Andreas Marckmann Andreassen
29/08/2014 | 14:08
Lea Ostenfeld Bitsch
29/08/2014 | 13:54
Kerstin Bruun-Hansen
29/08/2014 | 09:19
Andreas Marckmann Andreassen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Bliv Journalistens nye artdirector

Journalisten
Ansøgningsfrist: 22/09/2014

Journalistisk Indpisker

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Erhvervs- Reporter

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Nyheds-Reporter

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 15/09/2014

Pressechef - Realdania

Mercuri Urval
Ansøgningsfrist: 03/09/2014

Journalist til Ribe

Syddanske Medier
Ansøgningsfrist: 10/09/2014

EU-korrespondent for Børsen

Dagbladet Børsen A/S
Ansøgningsfrist: 12/09/2014

CENTER FOR BOLIGSOCIAL UDVIKLING SØGER PRESSEMEDARBEJDER

Center for Boligsocial udvikling
Ansøgningsfrist: 08/09/2014