24. april 2014
BLOG
Nick Allentoft:
Gør DR til open source

De stakkels ofre

  Det vrimler med stakler i pressen, men vi ved ikke, hvordan vi skal fortælle om dem. Genre. Trods enigheden, om at sociale historier om samfundets udstødte skal fortælles, er der stor diskussion om hvordan. »Vi har tit svært ved at skrive historier om socialt udstødte. Vi er bange for, at de skal fremstå som klynkere,« forklarer Rune Lykkeberg, Dagbladet Information.
17/01/2007 | 09:00

Af: Øjvind Hesselager

 

Det vrimler med stakler i pressen, men vi ved ikke, hvordan vi skal fortælle om dem.

Genre. Trods enigheden, om at sociale historier om samfundets udstødte skal fortælles, er der stor diskussion om hvordan.

»Vi har tit svært ved at skrive historier om socialt udstødte. Vi er bange for, at de skal fremstå som klynkere,« forklarer Rune Lykkeberg, Dagbladet Information.

Chefredaktør Ulrik Haagerup, Nordjyske Medier, mener, at offerhistorierne risikerer at fjerne fokus fra nødvendige demokratiske beslutninger:

»Samfundet kan jo blive offeret, hvis alle stakler i journalistikken skulle tilfredsstilles. Jeg mener: Er det så synd, at en 61-årig tandlæge ikke kan komme på efterløn og spille golf?!«

Dilemmaet er blevet endnu mere tydeligt efter uddelingen af Cavlingprisen, hvor Politiken blev hædret for en serie historier om flygtningebørn. Dækningen kaldes alt fra følelsespornografi til nøgtern. Og de to vindere føler selv, at de blot har tydeliggjort det, vi andre havde glemt.

Journalisten er dykket ned i forvirringen og har spurgt en række erfarne fortællere, hvad de kræver af god socialjournalistik. Og vi tillader os at fremhæve enkelte fælles ledetråde:

- Dæmp følelserne i din case.

- Husk ydmygheden og vis, at du ikke kender hele sandheden.

- Belys historier og billeder, så de er åbne for fortolkning.

Men opskriften skifter i takt med tidsånden.

»I 70erne og 80erne fik deltagerne en offerrolle. I 90erne gav vi dem mulighed for en fremtid - de kunne agere, og vi så pludselig den lykkelige luder,« siger Claus Ladegaard, i dag direktør på Filminstituttet og tidligere chef fordokumentarafdelingen i Easy Film.

»Jeg tror, at versionen, hvor offeret kan agere, giver lidt mere nuancerede historier,« siger han og fastslår samtidig, at begge modeller er klicheer.

Hvis Cavlingkomiteens afgørelse er en facitliste, udgør de to udgaver af Politiken på bordet foran journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard opskriften på, hvordan socialjournalistik skal laves.

32 børn stilles bevidst helt enkle spørgsmål i en genre, Olav Hergel kalder »poesibogsspørgsmål«: »Hvad får dig til at grine?« Men også mere nærgående temaer berøres: »Hvad fejler din far?«

Svarene ledsages af en billedside, hvor børnene umiddelbart ser ud til at være knipset lidt hastigt op af en grå væg. Det hele fremstår enkelt og ubearbejdet.

»Jeg tror såmænd ikke, vi har vundet, fordi vi har lavet den bedste graverjournalistik, for det ville jo være absurd at påstå. Men mere fordi vores historier er anderledes fortalt og har haft stor gennemslagskraft. Og glem så ikke, at vi også laver rigtig megen både registrerende og dybdeborende journalistik ved siden af,« siger Olav Hergel.

»Udtrykket er så overvældende. Og læserne kan jo samtidig se, at journalisten og fotografen ikke kan gøre noget som helst ved det her materiale. Journalistisk er det helt rent.«

Historiernes styrke synes at vokse ud af enkelheden.

»Meget af det her er så banalt og enkelt, at man glemmer, hvorfor det virker,«siger Miriam Dalsgaard.

»Alle børnene har fået den samme plads. Det virker, at billederne er lige store.«

Billedsiden er markant. Børnenes blik fanger læseren.

»Det handler om at få dem, man fotograferer, til at føle sig rolige og turde kigge ind i kameraet. At få den ro,« forklarer Miriam Dalsgaard - uden at kunne forklare hvordan hun arbejder.

Som alle gode håndværkere har de begge svært ved at beskrive deres egen metode.

Men de kan sige noget om partnerens måde at agere på: Olav Hergel fremhæver Miriams evne til at fange hvert enkelt barns unikke følelse. Og hun understreger hans troværdighed og ærlighed over for kilderne. Ingen er blevet lovet noget. Men bortset fra det ser de kun få metodiske pejlemærker:

»Nogle gange rammer du noget, hvor du kan mærke, at du har fat i noget. Vi kunne ikke vide, at det her ramte. Men da vi sad med spørgsmålene, svarene og billederne og senere den færdige avis, så vidste vi: »Hov, den er der!«

På en intellektuel avis som Information udløser det intern debat, når der skal ofre til at fyre op under en sag:

»Jeg tror, vi undervurderer folks evne til at forstå noget abstrakt. Et regnskab, over hvad man får på kontanthjælp, er nok - man behøver ikke en, der græder over, at der ikke er til julegaverne,« siger Rune Lykkeberg.

En anden måde at gøre historien troværdig på er at oplyse den mest muligt.

»I mit projekt 'Krig og Kærlighed' valgte jeg at lyse mine billeder helt op, så intet var gemt i skygge,« fortæller fotograf Henrik Saxgren.

»I det lille fragment af livet, som jeg havde valgt at sætte fokus på, fremlagde jeg alt den faktuelle information, som det overhovedet var muligt at registrere med et kamera. Jeg lagde informationerne demokratisk frem, så folk fik redskaber nok til at fortolke og korrigere billederne forskelligt. Jeg gjorde det samme i teksterne. Jeg tilstræbte objektivitet for at svække subjektiviteten. Teksterne er faktuelle, luget for tillægsord og konklusioner.«

Men selv den oplyste case udgør stadig kun et hjørne af virkeligheden. Og noget bliver valgt fra.

»Hvis en børnehave går ned i normering, fortæller vi det. Men når børnehaven 300 meter længere nede af vejen samtidig går op i normering, fortæller vi det ikke. Vi laver ofte en skævvridning af virkeligheden,« siger Ulrik Haagerup.

Selv om de to prisvindere har forsøgt at fortælle historien uden virkemidler og tillægsord, erkender de også, at de føler uretfærdighed.

»Man hiver barndommen væk fra de her børn. De kommer som børn og venter i Danmark, til de er teenagere. Det er en stor politisk diskussion, hvem der har ansvaret,« siger Miriam Dalsgaard.

»Spørg ethvert barn: »Synes du, at børn skal bo fem-seks år i et lille værelse i en lejr?« Ethvert barn i det her land vil svare nej. For det er jo forkert! Og så er det politikernes opgave at gøre noget ved det,« siger Olav Hergel.

I er indignerede over, at børnene skal vente i årevis. I bruger en metode, der vækker folks følelser. Hvorfor er det så ikke følelsespornografi?

»Vi lægger jo bare tingene frem,« siger Olav Hergel.

»Grundlæggende er vi jo journalister for at fremlægge uretfærdigheder. Vi skal beskrive hverdagen, og hvad der virker så forkert, at nogen måske burde gøre noget. Det kan være erhvervsledere, der brandbeskattes urimeligt, eller børn i flygtningelejre. Hvis det her rammer følelserne, er det, fordi vi beskriver noget, der føles forkert.«

Ulrik Haagerup roser, at de to prisvindere har givet stemmer til de glemte ofre.

Men han kritiserer, at Politiken kun har fortalt den halve historie:

»Hvorfor sidder de børn der? Er sandheden også, at deres forældre har taget dem som gidsler? Politiken mangler at svare på det spørgsmål. Og jeg frygter, der ligger ideologiske bagtanker bag den måde at fortælle på. Det bliver menighedsblad. Og det er en katastrofal udvikling for demokratiet og faget generelt.«

Rune Lykkeberg roser prisvinderne for at vende samfundets debat:

»Det er lykkedes Politiken at få debatten til at handle om dem, loven går ud over, i stedet for dem, der udnytter hullerne i loven.«

Og Henrik Saxgren fremhæver formen:

»De har fundet et koncept og kørt det helt igennem. Jeg blev meget berørt. Jeg ved godt, det ikke er hele historien, men subjektivitet forklædt som objektivitet. Men de børn skulle frem i lyset.«

Igen er vandene delt. Og nytter det overhovedet at hive staklerne frem i lyset - på nogen som helst måde?

»Alle de her flygtningebørn, der er blevet plastret til op og ned ad Politikens sider, hvad har de flyttet? Det er dagsordensættende, det er nødvendigt, og det er flot arbejde. Men det får jo ingen umiddelbar betydning for børnene, regeringen ændrer jo ikke noget. Måske kan det være med til at vende en stemning. Måske,« siger Claus Ladegaard.

Magasin: 

Kommentar

20/09/2007 - 00:30
tine gjerløv

Jep - det er en gammel diskussion, jeg tager op igen.

Men hør!

 Nu er alle notabiliteter taget i ed om, hvorvidt man/journalister kan skrive en journalistisk god historie om de fæle ting, der kan ramme mennesker gennem livet. Det skal helst være om udlændinge, der behandles ringe i DK, men tjek nu lige alle de andre historier, der bliver skrevet, men overset af både Journalisten og kun i smug bruges af den såkaldt etablerede medie verden.

Ærligt talt!

 Hvorfor har I ikke spurgt eller lyttet til de journalister, der dagligt beskriver danskeres svære hverdag? Personligt vil jeg fastholde, at jeg aldrig har lavet mere komplicerede artikler end dem, der handler om folks personlige op- eller nedture. Men jeg ved godt, at eksperterne ikke regner eksempelvis Ude og Hjemme trods det, at deres medier ofte snupper historier derfra. Det er da let at omsætte statistikker, men at få det menneskelige ansigt på, det koster sgu. I stedet diskuterer en række teoretikere, pånær Saxgren, om hvorvidt, det er okay at beskrive en hverdag for trængte mennesker. Og her er jeg ligeglad med den konkrete sag om de nødstedte asylbørn. Men fat dog en god menneskelig historie. Lær, skriv og knyt den til en solid dokumentation til, hvadenten den gælder misrøgt, misbrug eller offentlig svigt. Så når vi - altså pressen - ud til mange flere med den information, vi faktisk havde på hjertet. Dét har jeg lært, men jeg har aldrig har set mit medie eller min metiér udi det felt omtalt i mit fagblad.   Det i sig selv fortæller jo noget om snobberiet.

Med ordentlige venlige hilsener Tine Gjerløv - tidigere Ude og Hjemme/TV2 Nyhederne/ Jyllands-Posten -nævnt i flæng

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

BERLINGSKE MEDIA SØGER //DIGITAL REDAKTØR TIL BERLINGSKE BUSINESS

Berlingske Media A/S
Ansøgningsfrist: 19/05/2014

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01