De faktiske forhold i krigsjournalistikken

Så kom der langt om længe hul på den byld, der hedder krigen i Afghanistan.

I otte år har den fremherskende pressedækning af den danske krigsdeltagelse mod taliban været pæn, friseret og følgagtig over for den officielle melodi om meningen med det hele.

Lisbeth Knudsen beskriver det smukt og rørende som en ren tilståelsessag i sin blog:

”I medierne prøver vi at finde den rette, svære journalistiske balance mellem respekt, anerkendelse og hensyn til de udsendte soldater og den nødvendige, nationale opbakning og tro på en mening med projektet, og så den politiske realisme og virkelighed i et land meget anderledes end vores”.

Læs Her: Lisbeth Knudsen's blog: Krigsjournalistik med svære udfordringer

Det skulle tage otte års krig, hvor dansk pressedækning alt for meget har bestået af at følge efter de danske soldater, hvor vi med næsten ærefrygtig benovelse har fået lov til at se dem skyde med rigtig krudt og kugler mod usynlige mål, der forstås har været farlige taliban-krigere og naturligvis ikke uskyldige civile.

En gang imellem blev disse reportager krydret med et ministerbesøg, når Lillefar eller hans krigsminister var ude og se til deres soldater, og så var der naturligvis alle begravelserne og alle tårerne fra krigsministeren, der var en følsom mand.

Lillefars aktionsstyrke rykkede ud

En enkelt gang forsøgte en vildfaren journalist at stille kritiske spørgsmål til det hele med dokumentar-filmen: Den hemmelige Krig. Men Christoffer Guldbrandsen blev lagt i forsvarlig benlås af Lillefars aktionsstyrke, der som bekendt bestod af Ulveman og Winther og Gade og Adam Møller og Nyhedsavisen med flere. Han skulle ikke komme her og tro man kan slippe godt fra at kritisere Vores Krig.

Nu er næsten ingen af dem mere, hvad de var en gang. Og trods mange års gentagne forsikringer om, at der ikke er noget at komme efter, og at afghanerne aldrig har følt sig mere befriet og glade over, at deres kvinder igen kan gå i skole, og at de frit kan vælge mellem den ene stratenrøver frem for den anden, så begyndte nogle måske alligevel at undre sig og overveje, om der mon var andre nuancer af krigen, der skulle dækkes. Ligesom når andre krige og konflikter ude i verden bliver dækket.

I foråret i år kommer så Carsten Jensen med sit udmærkede essay om den ubekvemme krig.

Læs her: Carsten Jensen: Hvorfor er vi tavse om krigen i Afghanistan  

Både Politiken og Information presser nu på den ømme byld, som krigen har udviklet sig til.

Læs her: Tolken der så for meget

Samtidig kommer Janus Metz dokumentarfilm: Amadillio, hvor danskerne råt for usødet får set, hvad det er for en krig, danskerne er med til at kæmpe: En ubarmhjertig stillingskrig, hvor civilbefolkningen er de ulykkelige ofre, der er i klemme mellem Jens’ere og talibanere.

Nu kom der hul på bylden

Hul på bylden kom der så for alvor i denne uge. Det var ikke dansk presse, der pressede hul. Det var udefra, hvor foreløbig 90.000 lækkede papirer, tegner et noget mere ubarmhjertigt billede af de faktiske forhold i Afghanistan.

Selv Berlingske er nu steget på sagen efter at have tilbragt sommeren med festlige reportager fra soft-ice-fronten på Skagen. Lisbeth Knudsen er i sin blog gået i gang med at forberede læserne på, at de hidtidige krigsreportager måske ikke har været helt dækkende for virkeligheden.General Fogh’s NATO-tropper sidder de facto fast i Afghanistan på nøjagtig samme måde som Sovjethæren gjorde det, da de trak sig ud efter ti års krig i 1989.

Nu er der hul på bylden – også i den danske debat. Godt for det. Obama og de andre ved, at den her krig ikke kan vindes, og de er i gang med at forberede en exit-strategi. I 2014 er det slut. Men herhjemme får den danske regering lov til at vrøvle videre om, at man skam ikke kan sætte datoer for, hvornår vi skal være ude. 

Danskerne har dog luret det. Fra nu af, kan det ikke gå hurtigt nok med den exit-strategi. Det første danske krigseventyr siden 1864 ender i ingenting, selv om det selvfølgelig nok skal blive spundet som en sejr.

En selvransagende debat i danske medier om vores måde at dække en krig på, som vi selv er en del af, behøver dog ikke vente til 2014.

Læs også: Derfor gik WikiLeaks til pressen