24. april 2014
BLOG
Øjvind Hesselager:
Teknologitosser

»Jeg blev meget gammel, før jeg overhovedet tænkte over, at jeg var gammel.«

27/06/2012 | 19:50

Af: Sanne Maja Funch


Tove Smidth, f. 1923. Tresproglig korrespondent, journalist '49. DR 1963-89, medlem af Gladsaxe Byråd (S) 1966-83, borgmester 1974-83. Tildelt den polske orden 'l'Ordre du Mérite Culturel', den polske stats fortjenstmedaljer i sølv og guld, polsk Røde Kors' medalje mv. - foto: Sara Galbiati

 

Tove Smidth er tidligere borgmester i Gladsaxe efter navnkundige Erhard Jakobsen. Hun er mangeårig journalist i DR og rapporterede blandt andet fra Polen, DDR og Rusland, da Østblokken var lukket land for de fleste.
Nu er hun 89 år, og jeg tror hende: Alderdommen må have ramt hende sent. Faktisk ser Tove ud, som om hun stadig har held med at snyde tiden.

Journalisten undersøger i et helt nummer begrebet "gammel". Jeg opsøger kolleger, der har levet længe nok til at fortælle om livet. Hvad var drivkraften? Hvad er planerne for resten af tilværelsen?
Hun tager imod i lejligheden i Gladsaxe, hvor hun bor på øverste etage. Lyseblå almuemøbler dominerer stuen, »arvegods fra generationer«, men møblerne står så spredt, at hjemmet har et lyst og åbent look.
Tove selv bærer matchende smykker. Ring, halskæde og armbånd med rav i store ovaler. Hendes hår er kort, hvidt og purret op over hele hovedet, så Tove ligner en nordisk Elizabeth Taylor.
Kun få detaljer afslører, at alderen trods alt vinder ind. Den ene er høreapparatet, der er diskret gemt under frisuren. Den anden er Toves stemme.

Journalistens udsendte hører det først adskillige dage efter besøget. Men båndet afslører den sødme i stemmen, som ofte tilhører en ældre kvinde. Tove taler en knivspids forsigtigt, men artikuleret og med en svag accent af København.
»Jeg synes ikke, det var svært, jeg har altid følt mig tryg i mit fag,« siger hun, »og jeg har fået den ene chance efter den anden med en kombination af skrivelyst, åbenbart skriveevne og sprog. De tre ting har været rammen om min karriere.«

Chancen for at blive journalist opstod i en togkupé fra Fyn mod København i 1944. Tove er uddannet korrespondent i engelsk, tysk og fransk, men i kupeen mødte hun tilfældigvis redaktøren for Brugsforenings Bladet, det senere Samvirke.
»Vi faldt i hak på alle måder. Vi aftalte, at når krigen var forbi, skulle jeg i mesterlære på bladet. Derefter var det blot at minde ham om det,« husker hun.
Tove husker også en af de første historier, hun skrev for bladet: "Sådan laver man en atombombe", lød rubrikken.

Hun ler ved tanken, lunt og længe: »Jeg var ikke beskeden. Men historien var jo relevant.«
Det aktuelle og relevante blev netop den røde tråd i den karriere, der for alvor foldede sig ud, da Tove fik job som reporter på DR i 1963. Stillingen var i afdelingen Kultur og Samfund, men det var samfundet, der havde Toves særlige interesse. Fra nu af dannede journalistik og politik et parløb, hvor den ene drev den anden frem som tandhjul i et urværk.

Oftere og oftere rejste Tove med mikrofonen til Gladsaxe, »der foregik så meget hos Erhard (Jakobsen, red.)«, og en dag blev hun opfordret til at stille op til byrådsvalget. Men det var ikke politikken, der var ambitionen, da hun tog udfordringen op.
»Jeg var lumsk. Jeg tænkte, at erfaringen ville give mig en ekstra viden, jeg kunne trække på som journalist.«
Og journalistikken blev bedre. Men Tove blev også fanget ind. Hun overtog borgmesterposten i '74 og sad i to perioder med orlov fra DR. I lejligheden hænger stadig et billede af Tove med kæden. Smilet på fotoet når helt op i øjnene og presser dem sammen til smalle sprækker.

Det var lidenskaben for samfundet og dets mennesker, der gav Tove hendes største oplevelser som journalist. Ud over byrådet og journalistikken knoklede Tove med mellemfolkeligt arbejde. Hun fik kontakter bag jerntæppet i øst, og efterhånden fik hun muligheden for at rejse dertil - og tage mikrofonen med.

Én gang i Polen havde Tove en usædvanlig tolk. Han talte et ualmindeligt godt tysk, men faktisk var han polsk. Han fortalte, at han var ét blandt flere børn, som nazisterne stjal i de besatte lande og adopterede bort til tyske familier. Først da Alfried var 17, fandt moderen ham igen.
»Polsk radio havde allerede lavet et program om de stjålne børn. Jeg bad om båndet, og så tog jeg hjem og lavede et helt unikt program om noget, ingen før havde hørt.«

Fra Auschwitz skabte Tove levende historie. Hun rejste dertil på 25-års dagen for lejrens befrielse og talte med de overlevende. Hjemme i Danmark lagde skuespillere stemmer til, og DR sendte et hørespil med de befriede fangers historie. Den dag i dag står reportagerne som milepæle i Toves karriere.
»Mit største bidrag til journalistikken var den indsigt, jeg gav, i en verden, der ikke var tilgængelig. Jeg mener ikke på det overordnede plan med fine politikere, der siger det, der forventes. Men hos den enkelte familie, som fortalte om sin hverdag,« siger hun.

Oplevelserne og journalistikken kan Tove tale om »i dagevis«. Men hun tøver - for første gang i vores snak - da samtalen falder på fremtiden. Hun anbringer ordene med omhu, ét for ét.
»Jeg er bevidst om, at den må være meget kort. Jeg bliver 90 næste gang, så hvad er realistisk? Tanken om fremtiden er vel nok at gøre op, hvad der er vigtigst nu.«
Hvad er vigtigst nu?
»Det vigtigste er at få nogle ting sluttet af. Hvad vil jeg smide ud af papirer, og hvilke informationer skal jeg give videre. At gøre boet op.«

Tove rejser sig for at hente et lilla sjal, som hun lægger over sine skuldre. Sjalet har nøjagtig samme farve som hendes bluse i chiffon.
Er det ikke en underlig fornemmelse?
»Jo, og jeg efterlever det ikke godt nok. Der er så meget andet, der tager tiden. Jeg sidder her og virker munter, men faktisk har jeg det rigtig skidt indeni.«

En god ven ligger for døden. Når Journalisten er gået, skal Tove derhen på besøg. Det er hårdt, når de andre falder fra. Men selv om tiden viser tænder, udnytter Tove den hver eneste dag. Hun tager på rejser med det danske kulturinstitut og til foredrag i Udenrigspolitisk Selskab. Hun holder sig ajour med faget for eksempel gennem journalisternes veteranforening.
Og måske er menneskene netop det vigtigste udbytte, når regnskabet gøres op efter et langt liv i journalistikken.
»I vores job får du så mange kontakter, og har du lyst og energi, kan du holde fast i dem. Det er en fantastisk gave. Der ligger muligheden for en pragtfuld alderdom i vores fag, hvis helbredet giver dig chancen,« slår hun fast.

Kommentar

Seneste nyheder

23/04/2014 | 19:23
Lasse Højsgaard
23/04/2014 | 17:14
Andreas Marckmann Andreassen
23/04/2014 | 15:10
Andreas Marckmann Andreassen
23/04/2014 | 15:03
Andreas Marckmann Andreassen

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Kommerciel journalist

Jyske Medier A/S
Ansøgningsfrist: 05/05/2014

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014


Nyt fra Kommunikationen.dk

23/04/2014 | 12:53
14/04/2014 | 13:15
14/04/2014 | 11:01