21. april 2014
BLOG
Brigitte Alfter:
Små penge, stor betydning

11. september - grænseløst bedrag

Omdiskuteret amerikansk professor opfordrer europæiske journalister til at afsløre, at den officielle forklaring på 9/11-terrortragedien er milevidt fra sandheden. Professor David Ray Griffin fra USA holder sit første foredrag i Danmark den 14. september 2006.
13/09/2006 | 09:00

Af: Jesper Petersen

Omdiskuteret amerikansk professor opfordrer europæiske journalister til at afsløre, at den officielle forklaring på 9/11-terrortragedien er milevidt fra sandheden. Professor David Ray Griffin fra USA holder sit første foredrag i Danmark den 14. september 2006.

Konspiration. At terrorangrebet den 11. september var en yderst kærkommen tragedie for den amerikanske regering, er ikke en populær konstatering i USA.

At gå et stort skridt videre og påstå, at magtfulde grupper i USA enten selv udførte angrebet eller helt bevidst undlod at forhindre det, afstedkommer normalt enten hovedrysten eller dybtfølt vrede.

Eller begge dele.

Religionsprofessor David Ray Griffin, som i denne uge gæster Danmark, er dybt kontroversiel, men også en af verdens førende 9/11-eksperter. Han forstår både dem, der ryster på hovedet, og dem, der ryster i bukserne over USAs politiske kurs i de senere år.

»De første 18 måneder efter 9/11 var jeg selv skeptisk over for de såkaldte konspirationsteorier,« fortæller Griffin til Journalisten via e-mail fra Californien.

»Og skepsissen er forståelig. Dels fordi den officielle forklaring står så stærkt i folks bevidsthed og er så udbredt. Dels fordi de fleste mennesker, inklusive journalister, er fuldstændig uvidende om beviserne.«

»Når først folk forholder sig til beviserne, indser de dog ret hurtigt, at 9/11 er nødt til at være et »inside job«. Da jeg begyndte at undersøge beviserne, tog det mig kun nogle få dage
at erkende, at dette sandsynligvis er sandheden.«

Griffins undersøgelse af tragedien blev i 2004 til bogen »The New Pearl Harbor«.

Året efter kom Griffins 339 sider lange gennemgang af den stærkt kritiserede amerikanske kommissions-rapport om 9/11.

»The 9/11 Commission Report. Omissions and Distortions« (udeblivelser og forvrængninger, red.) hedder Griffins anden bog om den tragiske begivenhed i USA for fem år siden og dønningerne efterfølgende.

Sidste efterår udkom Griffins første bog om 9/11 på dansk. Heller ikke den danske udgave opnåede omtale særligt mange steder. Pressen og den offentlige mening vil kort og godt ikke røre Griffins bøger med en ildtang.

»Indtil for ganske nyligt er mine bøger blevet ignoreret af de brede medier. Selv om »The New Pearl Harbor« har solgt i over 100.000 eksemplarer, alene på engelsk, er den endnu ikke blevet anmeldt i nogen gængs avis eller diskuteret på en almindelig tv-station.«

»Først for ganske nylig har dette ændret sig en smule med udgivelsen af bogen »Kristen tro og sandheden om 9/11« her i USA, om end pressens fokus mest har afsæt i den omstændighed, at bogens kontroversielle vinkel fremføres af et bredt kirkeligt forlag.

Journalisterne er fortsat ikke interesseret i at fokusere på indicierne, som er omfattende i retning af, at 9/11 blev udført med støtte fra magtfulde kredse inden for USAs øverste top. Amerikansk presse fokuserer i stedet mest på, hvordan et kristent forlag kunne finde på at offentliggøre sådan en bog.«

- Er dine teorier ikke også lige lovligt fantasifulde? For eksempel at tro, at de ganske mange involverede i en omfattende konspiration kunne slippe af sted med deres forehavende uden at blive røbet?

»Hvorfor skulle de risikere både vanære og dødsstraf? Desuden ville involverede i en så enorm kriminel handling alle være folk, der i forvejen havde bevist deres evne til at holde munden lukket.«

Enhver, der fordomsfrit læser Griffins bøger, efterlades alt andet end upåvirket. Research-arbejdet er imponerende. Kildelisten er på 50 sider.

Præsentationen af stoffet er nøgtern, detaljeret og skarp.

I alt opregner Griffin 40 såkaldte 'rygende pistoler', tunge indicier på, at forklaringen, offentligheden hidtil har fået, har meget lidt med sandheden at gøre.

Eksempelvis det usandsynlige, at fire kaprede passagerfly fik lov til at flyve uden for deres flyveruter med slukket radio i knap halvanden time.

Og at en af verdens mest beskyttede og bedst overvågede bygninger, Pentagon, hverken var i stand til at forhindre et voldsomt angreb fra luften, eller at bygningens mange overvågningskameraer efterfølgende kunne levere ét eneste billede af dét Boeing 757-fly, myndighederne siger blev styret ind i USAs forsvarsministerium i nogle få meters højde af en islamisk fundamentalist, der forinden blot havde haft nogle få flyvetimer i små Cessna-fly på en flyveskole i Florida.

Hvad der til gengæld er dokumenteret, er indflyvningshullets størrelse: 6 meter i diameter var det, hvilket ifølge Griffin og den amerikanske dokumentarfilm »In Plane Site« viser, at bygningen blev ramt af et missil eller en drone.

- Hvordan ser Griffin 9/11 og fremtiden?

»I det mindste er jeg mere optimistisk i dag end for et år siden. I takt med at det går op for pressen og almindelige mennesker, hvor meget de er blevet bedraget af Bush-Cheney-Rumsfeld-administrationen,« siger han.

Han opfordrer pressen til at begynde at stille kritiske spørgsmål, for så vil de officielle forklaringer falde fra hinanden af sig selv, mener han.

»Jeg tror dog samtidig, at det er nødvendigt at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse, og denne opgave mener jeg kun kan organiseres fra Europa, hvilket er baggrunden for, at jeg har sagt ja til at gennemføre denne foredragsrejse, til trods for at jeg ikke kan li' at rejse!« siger han. /

David Ray Griffin kan opleves på Den Sorte Diamant i København torsdag den 14. september kl. 13.

Blå bog
David Ray Griffin er professor emeritus ved Claremont School of Theology, hvor han underviste i over 30 år frem til 2004, hvor han gik på pension. Griffin har skrevet over 20 bøger især om teologiske emner.

Hans to bøger om 9/11 har givet den californiske religionsprofessor et helt nyt publikum.

Magasin: 

Kommentar

07/09/2010 - 22:24
knud wede

nu 4 år efter denne artikel læser jeg igen tekster og ser videoer og billeder om emnet og bliver virkelig ked af at konsatere, at alle anstrengelser for at påvise en af historiens værste forbrydelser er gået i stå næsten før man begyndte .Jeg, der kun er en ganske almindelig borger, som ingen gider høre på,  havde håbet at anstrengelserne ville fortsætte og føre til at de ægte skyldige fik deres velfortjente straf. Lige fra dag 1 har jeg været overbevist om, at nedlæggelsen af de to tårne var en planlagt politisk svinestreg fra USA `s side for på sigt at kunne forklare/forsvare sit verdensherredømme. 

Men som så ofte  før i verdenshistorien går de ægte skyldige fri. 

07/09/2010 - 23:03
Christian Barfoed

Hej,

Et af de væsentligste problemer ved denne og alle andre konspirationsteorier, er den metode, konspirationsteoretikerne benytter sig af.

Det er en uvidenskabelig metode, hvor man kun fremlægger de "indicier", der kunne tale til fordel for konspirationsteorien, men udelader alle de fakta og indicier, der taler imod. På den måde kan man få selv de mest utrolige konspirationsteorier (og selv om Journalisten åbenbart synes det værd at ofre spalteplads på den, er det her altså endnu en vaskeægte konspiratiionsteori forklædt som videnskab med en professor-emeritus titel som figenblad) til at lyde plausible.

For nogle journalister kan metoden og de resultater, der kommer ud af den,  synes fascinerende, fordi den faktisk minder en del om den måde, vi j journalister bruger, når vi vinkler. Men jeg er sikker på, at at akademisk uddannede kolleger til den pensionerede religionsprofessor vil have en kritsik bemærkning eller to om hans måde at forske i samtidshistorie på - for nu at sige det mildt.

 

vh Christian Barfoed     

 

08/09/2010 - 14:55
Majbrit Krogh

Jeg benytter lige lejligheden af at denne artikel er kommet op igen til at kommentere på en sproglig ting, der irriterer mig vanvittigt! Og det er ikke kun Journalisten.dk, der er skyldig i den - desværre.

Det hedder ikke 9/11, når det drejer sig om datoen 11. september! Det kan godt være, det lyder mundret, fordi alle amerikanerne, der interviewes om det på tv, siger det. Men det gør det altså ikke mere rigtigt. Det hedder 11/9 eller 11. september.

 De sidste ni år har der været utallige artikler, kronikker m.m. der har benyttet sig at sætninger som "...det der skete den 9/11..." Er der da sket noget særligt den 9. november? Det fungerer ikke på skrift - og det lyder åndsvagt i tale (når det er oversat - og lagt værre på engelsk midt i en dansk sætning). Så hold nu venligst op og vend tilbage til korrekt dansk. Tak.

08/09/2010 - 16:16
Henning Mikkelsen

Haha,

Nu må jeg le. God research=mange kilder...

Så er vi sgu tilbage på 1. semester i gymnasiet.        

08/09/2010 - 17:36
Jan Christensen
Noget, der irriterer mig en hel del - ikke nødvendigvis "vanvittigt" - er, når journalister og andet godtfolk skriver "kommenteret på", men sådan er mennesker jo forskellige...
09/09/2010 - 00:04
Jan Eskildsen

Historieløsheden hærger nu også vores fagblad. David Griffin holdt foredrag i Den Sorte Diamant for flere år siden, så det er ikke første gang han er her,som denunge praktikant hævder.

Er der ingen redaktion på Journalisten? 

Forkert:

Professor David Ray Griffin fra USA holder sit første foredrag i Danmark den 14. september.

09/09/2010 - 00:06
Jan Eskildsen

Google var et splitsekund om at fortælle, at det var i september 2006.

 

09/09/2010 - 00:12
C. Jensen
Jeg var et splitsekund om at tjekke datoen på artiklen. Den er også fra 2006.
09/09/2010 - 00:21
Jan Eskildsen
Hvorfor kommenterer I en ældgammel artikel?
09/09/2010 - 08:18
Majbrit Krogh
Jan, du kan jo eventuelt prøve at læse den første kommentar. Det er utroligt, hvad man kan lære, hvis man blot gider sætte sig lidt ind i tingene, inden man farer i blækhuset.
09/09/2010 - 08:20
Majbrit Krogh
Jeg ved det, jeg ved det. Det er blevet en skidt vane, som jeg prøver at komme af med igen. Den sidder bare godt fast. :)

Apropos min første kommentar, så havde BT en artikel som hovedhistorie på bt.dk i løbet af eftermiddagen i går, hvor der igen stod 9/11 i rubrikken. Jamen altså!
14/12/2011 - 17:54
Jesper Petersen

Jeg skrev ovenstående artikel til Journalisten om 11. september og professor Griffin i 2006, der har skabt lidt debat her på nettet nogle år senere.

Hvad der virkelig skete 11. september 2001 burde interessere alle journalister og medie. Men gør det desværre ikke. Og årsagen er i og for sig enkel: Den sandsynlige sandhed om 9/11 er således mange gange mere ubelejliget end Al Gores kontroversielle klimafilm "An inconvenient truth".

En amerikansk film (se link herunder) fortæller muntert og hurtigt om de mange forsidehistorier, som Vesten ufrie presse i 10 år har valgt at bortredigere. Til glæde for mange ledere, der forlængst ville have været stillet for en krigsforbryderdomstol, hvis de var kommet fra f.eks. Serbien, Irak eller Libyen.

 
V.h.
Journalist Jesper Petersen

 

Tilmeld dagligt nyhedsbrev

Jobopslag

Ritzau søger reporter til Sydney, Australien

ritzau
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kompetent og tillidsvækkende vejleder søges til formidlernes a-kasse

A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS)
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Søndagsavisen søger redaktionssekretær

Søndagsavisen
Ansøgningsfrist: 21/04/2014

Ekstra Bladet søger Journalist til sportsredaktionen

Ekstra Bladet
Ansøgningsfrist: 28/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en Sundheds- og samfundsreporter til avisen

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Kristeligt Dagblad søger en digital journalist til k.dk

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 25/04/2014

Journalist til Christiansborg

Dansk Folkeparti
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Er du Radio24syvs nye Nyhedschef

Radio|24syv
Ansøgningsfrist: 22/04/2014

Nyt fra Kommunikationen.dk